Pressemeddelelse -
Telenor og OK indgår strategisk partnerskab
To stærke danske virksomheder med en ambition om at tage ansvar og skabe værdi for både kunder og samfund går nu sammen i et nyt strategisk partnerskab. Fremover vil man kunne møde energiselskabet OK i Telenorbutikkerne* landet over – og der er fordele i vente for kunderne.
Partnerskabet betyder i første omgang, at kunder, der tegner en OK-elaftale, kan få rabat på køb i Telenors butikker. Det er et samarbejde, hvor begge parter spiller hinanden stærke og holder fokus på det, de hver især er bedst til, fortæller Christian Hoffmann, der er privatkundedirektør i Telenor.
“OK er en samarbejdspartner, der deler vores værdier og samfundssyn, hvor OK tager stort ansvar gennem støtte til lokalmiljøerne, og vi investerer i at skabe en tryggere digital hverdag for danskerne. På den måde synes jeg, vi supplerer hinanden virkelig godt, og vi tror på, vi kan skabe værdi – både for kunderne og for fællesskabet,” siger Christian Hoffmann.
Hos OK ser man også et stort potentiale i partnerskabet, der giver mulighed for at nå nye målgrupper og gøre det endnu nemmere for danskerne både at vælge et pålideligt elprodukt og samtidig få mere ud af mobil- og internetforbindelserne.
”Det er et attraktivt samarbejde med Telenor, fordi vi matcher hinanden rigtig godt – både i værdier og i måden, vi møder kunderne på. Med dette første initiativ får vi mulighed for at præsentere vores elprodukter i et nyt og relevant kundemiljø, hvor den personlige rådgivning fortsat er i centrum,” siger Christian Ruhe, OK’s markedsdirektør for energiforretningen.
Telenor investerer blandt andet i et tryggere digitalt liv til danskerne gennem sikkerhedsløsninger i netværket, undervisningsmateriale om digital dannelse til skoleelever, og gennem de landsdækkende kampagner Spurgt?og Skeptisk, der sætter fokus på et tryggere digitalt liv.
OK giver gennem sin foreningsstøtte og sit lokale engagement tilbage til de lokalmiljøer, hvor kunderne bor. Det sker via sponsorkonceptet Støt Lokalt, hvor du som elkunde hos OK blandt andet kan støtte din lokale forening eller klub – helt gratis - hver gang du bruger 1 kWh.
Det nye samarbejde kan ses i butikkerne fra 25. juni 2025.
*Tilbydes dog ikke i Telenors shop-in-shop butikker hos Bilka og Salling
Emner
Kategorier
Telenor hjælper danskerne med at skabe gode forbindelser via mobil og internet. Vores mål er at skabe sammenhæng i vores kunders digitale liv og i det danske samfund. Derfor investerer vi hvert år massivt i innovation og i udvikling af den danske teleinfrastruktur.
Telenor er Danmarks næststørste teleselskab og en del af Telenor-koncernen, som opererer i hele Norden og i Asien, og på verdensplan hjælper vi 186 millioner kunder med at kommunikere. I Danmark er vi ca. 900 medarbejdere, har 38 butikker fordelt over hele Danmark og gør hver dag vores yderste for at gøre det nemt for vores kunder at kommunikere og sikre deres forbindelse på både mobil og internet. I Danmark er CBB Mobil også en del af Telenor-familien. Du kan læse mere om os på www.telenor.dk.