Pressemeddelelse -

Telmore skifter direktør

Alle i TELMORE er dedikeret til at tænke kunderne først og give kunderne en samlet oplevelse af enkelt og billigt mobiltelefoni. Denne enkle recept har nu fungeret i over 10 år og har sikret TELMORE tæt på 15 % af privatkunderne i Danmark. 

TELMOREs succes er en holdindsats, og det er med stolthed, at jeg overleverer teamet på 150 engagerede medarbejdere, der er i TELMORE, til Erik Andersen, siger Allan Christiansen.

-    Vi har de mest tilfredse kunder og det bedste image blandt mobilselskaberne i Danmark, og det er vi glade og stolte over, fastslår Allan Christiansen.

Endnu et af beviserne for dette er den aktuelle afstemning blandt magasinet Mobils læsere, hvor 45 % af alle stemmer sætter TELMORE på toppen som ”Danmarks Bedste Mobiloperatør” som en klar nr. 1.

-    Online handel vokser fortsat og derfor ser jeg meget optimistisk på TELMOREs muligheder for at fortsætte væksten. Mine år her har været fantastiske, TELMOREs medarbejdere er af en speciel støbning. Det er unge mennesker, der hele tiden ser osten og ikke hullerne i osten. De har noget ganske særligt. De er positive og kæmper med godt humør for KLAR TALE og for at gøre alt bedre og enklere, fortæller Allan Christiansen.

-    Jeg tager masser af erfaring med at tænke kunderne først med til mit nye job som Markedsdirektør i TDC Privat og glæder mig til sammen med mine nye kollegaer at sætte kunderne øverst på dagsordenen, siger Allan Christiansen. 

Erik Andersen der overtager direktørposten har i sin tid som salgs- og marketingdirektør i YouSee fulgt TELMORE på sidelinjen. Han udtaler:

-    TELMORE har imponeret og inspireret branchen gennem de seneste ti år. TELMORE har sat nye standarder for, hvordan man gør det nemt at være kunde. Og danskerne har igennem årene kvitteret for indsatsen med tillid og ved at udvikle TELMORE med øget vækst, nye ideer og nytænkende produkter.  Det har gang på gang placeret TELMORE som en klar vinder i image- og tilfredshedsmålinger, siger Erik Andersen. 

-    Jeg er stolt over at blive en del af et stærkt team, der leverer flotte resultater i en benhård branche. Og så glæder jeg mig til at møde alle mine mange nye kollegaer og hjælpe til med den videre udvikling af TELMORE, siger Erik Andersen.  

Om Erik Andersen:
Erik Andersen har en cand.soc fra Roskilde Universitet og Master i Mangement of Technology fra Madrid Universitet. I 1995 arbejdede Erik Andersen i det spanske telefonselskab Telefonica. Hjemme fra Spanien i 1996 tiltrådte Erik Andersen en stilling som managementkonsulent i Accenture, med fokus på optimering af salgs- og servicefunktioner. Skiftede til YouSee i 2000 som kundeservicechef, og fik i løbet af de efterfølgende år blandt andet ansvaret for YouSee's privatmarked og funktioner som web, butikker og marketing. I januar 2011 blev han direktør i TELMORE. Erik Andersen er 41 år, og bor sammen med Anne-Marie og deres datter Olivia på Frederiksberg.

Lavprisselskabet TELMORE er landets største online-mobilselskab. TELMORE omsatte i 2009 for 1,131 milliard kroner og solgte 200.000 mobiltelefoner via nettet. TELMORE har i dag tæt på 750.000 kunder (mobilkunder, bredbånd og mobilt bredbånd).

Emner

  • Data, Telekommunikation, IT

TELMORE startede i oktober 2000 som en protest imod de store teleselskabers høje og uigennemskuelige priser og besværlige abonnementer. TELMORE var det første teleselskab, der kun fandtes på nettet. Kunderne kunne nemt betjene sig selv på nettet, og det gjorde det enkelt og billigt at være kunde. Sådan startede TELMORE, og sådan fungerer det stadig i dag. Vi har markedets mest gennemskuelige priser og leverer vores services under parolen Klar Tale og kunderne først.