Gå til indhold
J Balvin
J Balvin

Pressemeddelelse -

Latin-fænomenet J Balvin til Tinderbox

Sydamerikas største stjerne er sammen med Gilli og Khea de seneste tilføjelser til årets plakat

I juni 2018 udsendte Spotify en pressemeddelelse, der fortalte, at Drake ikke længere var den mest streamede artist i verden. Den titel var blevet snuppet af reggaeton-sangeren J Balvin, der efter udgivelsen af albummet ”Vibras” ramte mere end 48 millioner månedlige lyttere på streaming-tjenesten. J Balvin endte samlet som den 4. mest streamede artist sidste år (foran Ed Sheeran), og den voldsomme succes skyldes ikke mindst singlen ”Mi Gente”. Tracket har ikke bare ligget nummer et i stort set alle spansktalende lande i verden. Den har også har været et crossover-hit i USA og Europa inklusive Danmark, hvor den ramte en 3. plads på den officielle danske Track Top 40.

Colombianske José Álvaro Osorio Balvin debuterede i 2009 og fik hurtig stor succes i hjemlandet med sin fængende hybrid af reggaeton, trap og dancehall. I 2012 brød han igennem i USA med sange som ”Yo Te Lo Dije” og ”Tranquila”, og året efter erstattede han rapperen T.I. på en version af ”Blurred Lines” indspillet til det spansktalende marked, hvilket gav massiv opmærksomhed.

Dermed havde de amerikanske pop- og rapstjerner opdaget J Balvin, og herefter fulgte tracks med Justin Bieber, Pharrell, Pitbull, Future, Stefflon Don, David Guetta og ikke mindst Beyoncé, der medvirkede på et remix af ”Mi Gente”. De to versioner af megahittet har mere end 1.1 milliard afspilninger på Spotify, mens ”I Like It (feat. Cardi B and Bad Bunny”) ligger langt over 700 mio.

J Balvin er uden tvivl den største latin-stjerne i verden lige nu, og tidligere på året blev han afsløret som hovednavn til den hæderkronede amerikanske festival Lollapalooza. Fredag 28. juni er det dog et dansk publikum, der kan opleve den farvestrålende superstjerne sætte gang i Tinderbox til sin første danske koncert.

”Mi Gente” får sammen med ”Despacito” æren for at have sat gang i en helt enorm interesse for latin-musik, der de senere år har gjort navne som Ozuna, Romeo Santos og Bad Bunny til stjerner. Seneste navn på listen er den argentinske rapper Khea, der har haft virale hits med ”Loca” og ”Vete”. Den 19-årige rapper blander med stor succes hiphop og reggaeton, hvilket blandt andet kan ses på nogle vanvittige streaming-tal på de forskellige versioner af ”Loca” (750 mio. på YouTube). Den unge latin-komet er fortsat et stort set ubeskrevet blad i live-sammenhæng, men til sommer tager han for første gang turen til Europa, hvilket betyder, at Khea kan opleves torsdag 27. juni på Tinderbox.

Sidste navn til Tinderbox i denne omgang er danske Gilli, der gennem de sidste fem år har opnået en helt utrolig stor succes herhjemme. Han var den 3. mest streamede artist i Danmark (foran bl.a. Ed Sheeran og Eminem), og ”Langsom” var det næstmest streamede nummer i 2018. Samtidig dominerer sange som ”C’est la vie”, ”Tidligt op”, ”Knokler hårdt” og ”Helwa” stadig i radioen, og aktuelle hits som ”Planer” og ”Kolde nætter” peger frem imod en længeventet opfølger til ”Ækte Vare”. Gilli er uden tvivl et af de største navne herhjemme lige nu, og torsdag 27. juni vender den populære rapper tilbage til Tinderbox.

De tre nye navne betyder, at der nu er offentliggjort hele 62 navne inklusive hovednavnene Neil Young, Miley Cyrus og Swedish House Mafia. I næste måned forventer vi både at kunne byde på spilleplanen og den officielle app, og inden længe vil der også være nyt om Tinderbox Comedy, artister til Groovebox og meget mere.

- De mange offentliggørelser har haft den ventede effekt, og vi er på vej mod en udsolgt festival. Der er endda stadig rigtig mange nye tiltag på vej fra Tinderbox, så der er al mulig grund til at glæde sig og købe sin billet, inden prisen på partoutbilletten stiger 2. maj, siger talsmand for Tinderbox, John Fogde.

Related links

Emner

Kategorier


Prisen på partoutbilletten til Tinderbox 2019 er 1895,- frem til og med 1. maj. Bemærk at den fra 2. maj til og med 3. juni er 1995,-, og fra 4. juni frem til festivalen er 2095,-.

Tinderbox 2019 afvikles i Tusindårsskoven i Odense i dagene 27.-29. juni 2019, og billetter kan købes via Tinderbox.dk.

Kontakt

Pressekontakt

Pressekontakt +45 48 88 00 81

Tinderbox

Pressekontakt

Relateret materiale

Tinderbox afholdes i Tusindårsskoven i Odense

I juni 2015 lagde Tusindårsskoven i Odense for allerførste gang jord til hele Fyns nye festival, Tinderbox.

Tinderbox 2016 blev et brag af en festival, hvor op i mod 40.000 mennesker festede igennem i Tusindårsskoven til tonerne af bl.a. Lukas Graham, Suede, Rammstein, Volbeat, Dizzy Mizz Lizzy, David Guetta og mange flere, og dermed havde Tinderbox slået sig fast som en af landets største festivaler.

Siden da har man kunnet opleve verdensstjerner som Depeche Mode, Billie Eilish, Swedish House Mafia, Billie Eilish, Iggy Pop, Alanis Morissette, Travis Scott, Kings of Leon og Jack White i Tusindårsskoven sammen med stand-up comedy, vinderne af Tinderbox Band Battle og festlige områder som Moonshine og Groovebox.

Tinderbox afholdes i Tusindårsskoven i Odense.

Tinderbox
Studsgade 35B
8000 Aarhus C
Danmark