Gå til indhold
The Chainsmokers
The Chainsmokers

Pressemeddelelse -

Superduoen The Chainsmokers kommer til Tinderbox

De amerikanske superstjerner sættes på plakaten sammen med Sheryl Crow, Skunk Anansie og Gnags

Til sommer skal The Chainsmokers for første gang nogensinde spille på en dansk festival, og succesduoens debut bliver uden tvivl en fest i verdensklasse.

Et af de største hits i verden gennem de sidste tre år har været sangen ”Closer” med The Chainsmokers, der er den tredje mest afspillede sang på Spotify nogensinde! Sangen har oven i det mere end 2.7 milliarder afspilninger på YouTube, og den har ligget nummer et på singlehitlisten i mere end 20 forskellige lande inklusive Danmark, hvor den har opnået dobbelt platin.

Andrew Taggart og Alex Pall fra The Chainsmokers debuterede i 2014 med sangen “#Selfie”, og på mindre end fem år er de blevet det største amerikanske EDM-navn nogensinde. Den Grammy-vindende ”Don’t Let Me Down” og samarbejdet med Coldplay på ”Something Just Like This” gør sammen med ”Closer”, at The Chainsmokers har hele tre sange i top 25 over de mest streamede sange på Spotify nogensinde, hvilket kun Ed Sheeran og Justin Bieber også har opnået.

Den amerikanske duo er noget af det største i verden lige nu målt på streaming og radiohits, og live blander de passager med livetrommer, keyboards og Andrew Taggart som sanger ind i deres dj-set, hvilket giver en både afvekslende og enormt energisk koncertoplevelse.

Efter en periode som korsanger for blandt andet Michael Jackson og Tina Turner fik Sheryl Crow i 1993 et enormt gennembrud med debutpladen ”Tuesday Night Music Club”. Siden da har hun solgt mere end 50 millioner plader på verdensplan, fået 9 Grammy-priser og har indspillet sangen ”Tomorrow Never Dies” til James Bond-filmen af samme navn.

Debutpladen genererede seks singler inklusive ”All I Wanna Do” og ”Strong Enough”, hvor Crows eminente evne til at blande rock, pop og country står virkelig stærkt. Successen fortsatte med sange som ”If It Makes You Happy”, “Everyday is a Winding Road”, “My Favorite Mistake”, “Soak Up the Sun” og coverversioner af “The First Cut is the Deepest” (Cat Stevens) og Guns N’ Roses-klassikeren “Sweet Child O’ Mine”. Helt naturligt havde Rolling Stone Magazine også hendes andet album, ”Sheryl Crow”, på deres liste over de vigtigste rock ’n’ roll-plader fra 90erne.

Sheryl Crow har på den måde opbygget et vanvittigt stærkt katalog af fængende hits, som hun fremfører til sine koncerter med lige dele charme, inderlighed og glimt i øjet. Den amerikanske sangskriver har ikke været her i landet siden 2010, så der er i den grad på tide, at hun vender tilbage til Danmark og særligt til Fyn, hvor hun sidst var på besøg til Midtfyns Festival i 1997.

Et ærgerligt afbud til Tinderbox sidste år bliver nu til en fantastisk tilføjelse i 2019, når engelske Skunk Anansie sættes på dette års plakat. Bandet kan fejre 25-års jubilæum i år, og i den forbindelse udsender de 25. januar livealbummet ”25Live@25”, hvor klassikere som ”Weak”, ”Charity”, ”All I Want”, ”Brazen (Weep)” og ”Hedonism” alle leveres i forrygende liveversioner. Skin og resten af Skunk Anansie var ønsket af virkelig mange både før og efter afbuddet, og der er dermed lagt op til forrygende stemning, når bandet går på scenen i Tusindårsskoven.

Gnags er det fjerde og sidste navn i denne omgang som til sommer får debut på Tinderbox. Bandet bag ”Vilde kaniner”, ”Mr. Swing King”, ”Den dejligste morgen”, ”Danmark” og et utal af andre hits har i årtier leveret nogle af de festligste og mest medrivende koncerter herhjemme. De kommer altid for at starte en fest, og der bliver masser at synge med på, når bandet går på scenen i Odense til sommer.

- Det kan nærmest ikke overdrives, hvor store The Chainsmokers er lige nu. Deres popularitet på Spotify og YouTube er på højde med Ed Sheerans, og vi så jo, hvordan det gik, da der blev sat billetter i salg til hans danske koncerter. Så vi har meget store forventninger til The Chainsmokers, der ikke bare kommer med masser af højaktuelle monsterhits, men også et virkelig festligt og medrivende show, siger talsmand for Tinderbox, John Fogde.

Dermed er der 12 navne på plakaten til femte udgave af Tinderbox, og det forventes, at der vil komme endnu flere navne til i slutningen af måneden.

Programmet for Tinderbox 2019 er efter de tre første offentliggørelser som følger: A$AP Rock, Benal, The Chainsmokers, Dropkick Murphys, Gnags, L.O.C., Lana Del Rey, Lydmor, Macklemore, Sheryl Crow, Skunk Anansie, Suspekt og Swedish House Mafia.

Related links

Emner

Kategorier


Tinderbox 2019 afvikles i Tusindårsskoven i Odense i dagene 27.-29. juni 2019, og billetter kan købes via Tinderbox.dk.

Kontakt

Pressekontakt

Pressekontakt +45 48 88 00 81

Tinderbox

Pressekontakt

Relateret materiale

Tinderbox afholdes i Tusindårsskoven i Odense

I juni 2015 lagde Tusindårsskoven i Odense for allerførste gang jord til hele Fyns nye festival, Tinderbox.

Tinderbox 2016 blev et brag af en festival, hvor op i mod 40.000 mennesker festede igennem i Tusindårsskoven til tonerne af bl.a. Lukas Graham, Suede, Rammstein, Volbeat, Dizzy Mizz Lizzy, David Guetta og mange flere, og dermed havde Tinderbox slået sig fast som en af landets største festivaler.

Siden da har man kunnet opleve verdensstjerner som Depeche Mode, Billie Eilish, Swedish House Mafia, Billie Eilish, Iggy Pop, Alanis Morissette, Travis Scott, Kings of Leon og Jack White i Tusindårsskoven sammen med stand-up comedy, vinderne af Tinderbox Band Battle og festlige områder som Moonshine og Groovebox.

Tinderbox afholdes i Tusindårsskoven i Odense.

Tinderbox
Studsgade 35B
8000 Aarhus C
Danmark