Gå til indhold
Susanne Thaisen har 25års jubilæum på Tradium.

Pressemeddelelse -

25-års jubilæum på Tradium

Den 1. september 2025 kan Tradium fejre 25-års jubilæum for faglærer Susanne Thaisen

Mandag den 1. september kan Tradium fejrer en helt særlig milepæl for Susanne Thaisen, der har 25-års jubilæum som faglærer på Tradium og Randers Tekniske Skole. Med en passion for frisørfaget og en urokkelig dedikation til sine elever og kollegaer, har Susanne sat sit tydelige præg på skolen, på faget – og ikke mindst på dem der har været omkring hende.

Susannes rejse i frisørfaget begyndte i 1986, hvor hun startede på EFG basisår på Randers Tekniske Skole. Allerede året efter kom hun i lære hos Munks Design Frisør i Hammel. Svendeprøven blev bestået i oktober 1989, og i januar 1990 var hun udlært.

Herefter fulgte 10 år i salonbranchen, hvoraf syv år blev tilbragt hos Poul M og tre år hos Munk Design Frisør i Hammel. I 1999 blev Susanne kontaktet af den daværende uddannelsesleder på Randers Tekniske Skole med tilbud om en midlertidig timelærerstilling – og heldigvis for skolen blev den midlertidige løsning til en fastansættelse.

Siden da har Susanne engageret sig dybt i både undervisning og skolens udvikling. Hun gennemførte en pædagogisk grunduddannelse (PD), har uddannet sig til førstehjælpsinstruktør i 2006 og har undervist og ledet kurser i samarbejde med Røde Kors i Favrskov Kommune.
Som arbejdsmiljørepræsentant har Susanne Thaisen siden 2007 desuden haft stor betydning for arbejdsmiljø og trivsel på Randers Tekniske Skole og på Tradium. Derudover har hun siden 2010 stået for alt indkøb til frisørafdelingen, og firmaerne kender hende som en lidt hård men fair forhandler.

Susanne har taget aktiv del i adskillige projekter og initiativer – blandt andet som projektleder, kontaktlærer, AMR, i udarbejdelse af beredskabsplaner og i arbejdet med at styrke trivsel, nedbringe sygefravær og fastholde elever. Hun har løbende efteruddannet sig – senest inden for NLP.

Susanne Thaisen er værdsat af ledelse, kolleger og elever for sin faglige styrke, menneskelige varme og engagement i både elever, kollegaer og uddannelsessystemet som helhed. Hun er kendt for at være fleksibel, omstillingsparat og passioneret, og hun elsker at være med til at udvikle både sig selv og dem omkring hende. Som hun selv siger: “Det er aldrig kedeligt at være på Tradium.”

Emner

Kategorier

Regions


Om Tradium

”Tradium, Erhvervsskole og -gymnasier, Randers” er et uddannelsesmæssigt kraftcenter, som udbyder en lang række ungdoms-, voksen- og efteruddannelser inden for det merkantile og tekniske område: hhx, htx, eux, eud og AMU. Skolen beskæftiger ca. 450 medarbejdere og underviser ca. 2.800 årselever på seks adresser i Randers og Pederstrup. Tradium har en vision om at være en internationalt orienteret og stærk partner for erhvervslivet samt en udviklende og attraktiv arbejdsplads med professionelle medarbejdere. Læs mere på tradium.dk

Kontakt