Pressemeddelelse -
Jubilar: Jeg vil gerne rykke nogen
Områdedirektør Bent Oppelstrup har 25-års jubilæum på erhvervsskolen Tradium i Randers den 15. september. En motivation i arbejdet gennem alle årene har været at udvikle skolen, elever og medarbejdere. Det bliver der også brug for i de kommende år, hvor hele sektoren står over for forandringer.
I sine 25 år på Tradium har Bent Oppelstrup været med til reformer og fusioner, og han har siddet i møder med både mestre og ministre. Men når han kigger tilbage, er det noget andet, der står frem.
- Det, der står stærkest i hukommelsen, er de situationer, hvor jeg har oplevet, at jeg har rykket nogen – både som underviser og leder. Det havde jeg fx en stor opgave i, da Randers Tekniske Skole og Handelsskolen Minerva fusionerede i 2010. Men det kan også nogle gange komme fra en uventet kant – jeg kan huske, jeg mange år efter fik en tak fra en elev, som jeg havde været nødt til at dumpe på grundforløbet. Det havde være en øjenåbner for ham i forhold til, hvad han ville og kunne, og han var nu et bedre sted i sit liv, fortæller Bent Oppelstrup, der i dag er områdedirektør på Tradium.
En sektor i forandring
Spørger man Bent Oppelstrup, hvordan erhvervsuddannelserne har udviklet sig gennem hans karriere, peger han på en positiv udvikling.
- Vi afspejler de kulturforandringer, der sker i brancherne, men vi ser også vores elever forandre sig. De unge stiller flere krav og stiller flere spørgsmål i dag – de vil vide, hvorfor man gør tingene. Det, synes jeg, er meget sundt, og det peger på behovet for større elevinddragelse og et fokus på, hvordan lærlinge bliver behandlet i virksomhederne. Det stiller andre krav til undervisere og lærepladser, men det fede er, at man har fået øjnene op for, at ”alle ikke er ligesom mig”, fortæller Bent.
Den teknologiske udvikling sætter også nye krav til erhvervsuddannelserne, og i mange fag arbejder man med nye materialer, men i Bent Oppelstrups optik er det håndværksmæssige stadig en grundstamme. Derimod venter der store forandringer i de kommende år i reformen af ungdomsuddannelserne og oprettelsen af den nye praktiske gymnasieuddannelse EPX.
- Vi har fået tegnet et billede i god tid af den EPX-uddannelse, der vil komme i 2030. Vi har før oplevet, at bekendtgørelser blev iværksat med tilbagevirkende kraft, men her får vi tid til at søsætte EPX’en på en rigtig god måde. Det handler om at få styr på fagplaner, faciliteter og underviserkompetencer, det ligger der en stor opgave i, siger Bent.
Fra Viborg til Randers
Bent Oppelstrups vej ind erhvervsskoleverdenen begyndte i hans hjemby Viborg, hvor han i 1991 fik en læreplads som elektriker hos Electric A/S. Samme år begyndt han også at finde fodfæste i Randers, da skoleopholdene lå på Randers Tekniske Skole.
Med svendebrevet i hånden var Bent i 1995 i militæret fra april til november. Derefter kom han tilbage til Electric A/S og arbejdede en periode som svend. I 1999 fristede muligheden for en uddannelsesorlov, og Bent valgte at læse videre til elinstallatør fra januar 1999 til sommeren 2000. Det var dog ikke arbejdet som installatør, der trak mest, og da både Viborg Tekniske Skole og Randes Tekniske Skole samtidig søgte faglærere, valgte Bent at søge begge stillinger.
Det blev i Randers, man slog en krog i Bent, hvor han blev ansat 15. september 2000. I udgangspunktet var det som underviser på grundforløbet på elektrikeruddannelsen, men i 2005 blev han uddannelsesleder for svagstrøms-, data- og elektrikeruddannelserne.
I 2009 blev der slået en stilling op som uddannelseschef op mod fusionen mellem Randers Tekniske Skole og Handelsskolen Minerva, som Bent søgte og fik. Chefområdet dækkede som udgangspunkt svagstrøms-, data- og elektrikeruddannelserne, metalområdet, åbent IT-værksted og industrioperatøruddannelsen fordelt på Blommevej 40 og 50.
I årene derefter blev flere chefområder sammenlagt, og Bent fik derved også ansvaret for malere, murere, tekniskdesign, tømrer og transportområdet.
Bent blev udnævnt til områdedirektør i 2018, mens han i en periode, hvor Tradium havde facility som et chefområde, var erhvervsuddannelsesdirektør. I dag er Bent Oppelstrup områdedirektør med ansvar for erhvervs- og AMU-uddannelser, fodterapeutuddannelsen, skolens virksomhedskonsulenter samt vejlednings- og facility-området.
Stort engagement i erhvervsuddannelserne
Ud over den brede erfaring med erhvervsuddannelser fra Tradium, har Bent Oppelstrup blandt andet siddet i de fleste lokale uddannelsesudvalg (LUU), han er en del af de østjyske erhvervsskolers Praktisk Pædagogiske Udvalg, og han sidder i styregruppen for samarbejdet AMU Danmark. Det vidner om et stort engagement i erhvervsuddannelsernes udvikling, som Bent heldigvis ser positivt på.
- Jeg synes, der er lys forude med de fremtidige rammer, der er lagt frem for erhvervsuddannelserne. Den største udfordring er nok at overbevise de unge om, at det er et godt og sikkert karrierevalg. Derudover rummer overgangen til EPX nogle udfordringer, der skal løses sammen med alle vores samarbejdspartnere – virksomheder, fagforbund, arbejdsgiverorganisationer, kommunens ungevejledning og de nationale uddannelsesudvalg. En ting er sikkert, vi skal stadige bruge en masse, der har en håndværksmæssig baggrund, fortæller Bent.
Erhvervsuddannelser fylder dog ikke det hele – i fritiden spænder Bent ofte campingvognen på bilen og tager på tur med familien, hvor Danmark, men senest også Italien, bliver udforsket.
Jubilæet bliver markeret på skolen den 31. oktober.
Emner
Regions
Om Tradium
”Tradium, Erhvervsskole og -gymnasier, Randers” er et uddannelsesmæssigt kraftcenter, som udbyder en lang række ungdoms-, voksen- og efteruddannelser inden for det merkantile og tekniske område: hhx, htx, eux, eud og AMU. Skolen beskæftiger ca. 450 medarbejdere og underviser ca. 2.800 årselever på seks adresser i Randers og Pederstrup. Tradium har en vision om at være en internationalt orienteret og stærk partner for erhvervslivet samt en udviklende og attraktiv arbejdsplads med professionelle medarbejdere. Læs mere på tradium.dk