Nyhed -

​Kursus hjælper nye iværksættere godt i gang

Den 6. april starter kursusforløbet Iværksætteri i Praksis. Forløbet er en del af et nyt tiltag, der skal skabe indre åbent marked til gavn for alle iværksættere i Trekantområdet.

Mere end halvdelen af nye iværksættere begår fejltagelser, der kan ende med at koste deres forretning livet, inden den for alvor er kommet i gang. Derfor tilbydes alle Trekantområdets iværksættere nu kursusforløbet ”Iværksætteri i Praksis”, hvor deltagerne får kompetencer til selvstændigt at kunne etablere og drive egen virksomhed. Første kursus begynder den 6. april i Vejle, og er åben for alle iværksættere i området – uanset hvilken af de 7 kommuner i Trekantområdet, man bor i.

Kurset er nemlig en del af det nye iværksætterunivers Iver, som er et samarbejde mellem Trekantområdets syv kommuner, erhvervsserviceenheder og Trekantområdet Danmark med støtte fra EWIIS værdipulje. Ideen med Iver er at skabe et åbent, indre marked for iværksættere i Trekantområdet på tværs af kommunegrænserne. Det vil i praksis sige, at iværksættertilbuddene i de syv kommuner er åbne for alle.

- Ambitionen er at gøre Trekantområdet til det bedste sted at være iværksætter. Faktisk er vi allerede godt med, idet Årets Iværksætterkommune 4 gange de senere år har været en af vores 7 kommuner. Et fælles vækstunderstøttende økosystem for iværksættere i Trekantområdet skal motivere og understøtte iværksætteri og vækst og hjælpe den enkelte iværksætter med både at starte op og vækste. Gennem samarbejdet får iværksætterne et langt stærkere og mere mangfoldigt udbud, og vi får større kritisk masse til at udvikle de rigtige, specialiserede tilbud, siger Lotte Bjerre Nielsen, udviklingschef i Trekantområdet Danmark og tovholder på projektet.

Planen er, at den åbne adgang til tilbud i hele Trekantområdet på sigt skal understøttes af tre konkrete delprojekter: Et netværk af inkubationsmiljøer, et fælles online-netværk for iværksættere i Trekantområdet samt en fælles årlig pris til succesfulde iværksættere.

Du kan læse mere om kurset ”Iværksætteri i Praksis" og de andre tilbud på www.iver.dk.

Fakta:

Iver er det nye fælles iværksætterunivers, der skal give iværksættere i Trekantområdet de bedste vilkår for at starte virksomhed. Bag Iver står Trekantområdets erhvervsserviceenheder: Billund ErhvervsFremme, Business Fredericia, Haderslev Erhvervsråd, Business Kolding, Middelfart Erhvervscenter, Udvikling Vejen og Vejle Erhverv.

Emner

  • Erhverv

Kategorier

  • iværksætter
  • iver

Kontakt

Bjørn Voldbjerg Sørensen

Pressekontakt PR konsulent 26192891

Relateret materiale