Nyhed -

​Spektakulær udstilling kommer til Trekantområdet

Bygningsfacader af gamle aviser, gulve af korkpropper og nedrivningsmodne huse flyttet fra forladte områder til storbyer. Det er blot nogle af eksemplerne på, hvad der venter, når udstillingen Wasteland åbner 8. februar på Saxovej 12 i Kolding.

Wasteland stiller spørgsmålene: Hvad hvis de materialer, vi anser som forbrugte, kunne blive til nye smukke produkter, huse og byer? Hvad hvis affald var vores største potentielle ressource?

Alene i Danmark produceres 1,3 mia. tons affald om året – bygge- og anlægssektoren står for en tredjedel. Samtidig stiger efterspørgslen på byggematerialer globalt.

Med udstillingen viser arkitektfirmaet Lendager Group en ikke så fjern virkelighed, hvor rest- og affaldsprodukter ses som de vigtigste byggematerialer i udviklingen af vores byer, hjem og samfund.

Samarbejdet med Lendager Group er blevet til mellem Kolding Kommune og Trekantområdet Danmark med støtte fra Realdania. Det er et partnerskab, der tager udgangspunkt i de høje ambitioner om at styrke den cirkulære økonomi, som handler om meget mere end affald og genbrug. Det handler også om at nytænke, hvordan man driver forretning, hvordan produkter bliver designet og hvilke materialer, man bruger. Derfor er Trekantområdet et oplagt sted at udvikle de muligheder, siger Jørn Pedersen, der er formand for Trekantområdet Danmark og borgmester i Kolding.

- I Trekantområdet har vi mere end 1200 industrivirksomheder og stærke kompetencer inden for energi, logistik, design og købmandskab. Det gør os til et førende produktionscentrum. Derfor har vi i Trekantområdet ikke alene ambitionerne om at blive et internationalt kraftcenter for cirkulær økonomi i produktion – vi har også de rigtige rammer, kompetencer og handlekraft til at føre ambitionerne ud i virkeligheden, siger han.

Alle interesserede kan opleve udstillingen i Kolding fra februar næste år. Jørn Pedersen er glad for, at det lige netop er hans kommune, der lægger kvadratmeter til udstillingen. Kolding har nemlig store ambitioner inden for cirkulær økonomi.

- Vi skal gøre Kolding til en af de førende kommuner inden for cirkulær økonomi, og vi har allerede sat gang i den proces, der skal sætte turbo på vores ambitioner. Alle borgere og virksomheder skal inddrages, og her formidler Wasteland på fremragende måde, hvorfor det er så vigtigt at sætte fokus på, hvordan vi gør affald til en ressource. Jeg glæder mig til at give alle muligheden for at få en god og tankevækkende oplevelse og samtidig blive lidt klogere på, hvad cirkulær økonomi er for en størrelse, siger Jørn Pedersen.


Rundt om Wasteland

Wasteland i Kolding er mere end en udstilling. Wasteland bliver også omdrejningspunkt for et selvstændigt program med aktiviteter og tilbud for borgere og virksomheder, der skal vise, hvordan man kan forvandle visioner om fremtidens ressourcer til virkelighed.

Foreløbige partnere i udstillingen: Kolding kommune, Trekantområdet Danmark, Realdania, Lendager Group, Middelfart Kommune, Vejle Kommune, Provas, Rambøll, Region Syddanmark, Kolding Havn – og flere er på vej.

Kategorier

  • design
  • industri
  • produktion
  • danmarks cirkulære produktionscentrum
  • wasteland

Regions

  • Syddanmark

Kontakt

Jørn Pedersen

Borgmester i Kolding 51482738

Relateret materiale