Nyhed -

Trekantområdet bliver vært for Danmarks første internationale crossløb

I efteråret får Trekantområdet besøg af både elite- og motionsløbere i alle aldre, når Middelfart lægger smuk natur til en afdeling af Det Europæiske Atletikforbunds serie i crossløb.

Crossløb har i mange år været utrolig populært i blandt andet hjemlandet USA. De seneste år har danskerne også fået smag for sporten, der er løb i udfordrende og varieret terræn. Lørdag den 29. oktober kan danskerne opleve sporten helt tæt på. Det Europæiske Atletikforbund har nemlig lagt den første udgave af ”European Halloween Cross” i Middelfart med Trekantområdet som vært.

Direktør i Dansk Atletik Forbund, Jakob Larsen, vurderer, at crossløb meget vel kan gå en ny guldalder i møde:

– Crossløb er inde i en god udvikling både i forhold til eliteløbere, men i lige så høj grad for motionsløbere. Derfor er det væsentligt for os at have en event, som kan omfavne begge dele. Vi er meget tilfredse med, at vi har kunnet etablere et konstruktivt samarbejde med Trekantområdet og Middelfart kommune, så vi allerede i år kan få skudt eventen i gang. Vi går efter at lave en klassiker inden for crossløb, som bliver en årlig tilbagevendende begivenhed, siger Jakob Larsen.

Dansk Atletik Forbund har derfor allerede besluttet, at det nordiske mesterskab i 2017 bliver i Middelfart, så det bliver holdt sammen med anden udgave af ”European Halloween Cross”. I Middelfart er borgmester Steen Dahlstrøm (A) glad for den beslutning.

– I foråret er vi medvært for et af landets største motionsløb, Lillebælt Halvmaraton, som vi er meget stolte af. Derfor er det meget positivt, at vi nu kan udbygge med endnu et stort løb om efteråret. Vi glæder os til at byde løberne velkommen, så de kan nyde godt af både vores erfaring med løb og vores fantastiske omgivelser, siger han.

Crossløb foregår typisk på korte rundstrækninger på op til 2 kilometer. Eliteløberne tilbagelægger typisk 10-12 kilometer, men lige netop rundstrækningerne gør det nemt at tilpasse distancerne, så løbet bliver velegnet til forskellige typer deltagere. Og en af hensigterne med European Halloween Cross er netop at knytte en motionsbegivenhed for alle sammen med et eliteløb.

Mads Stryhn fra ”Lillebælt i Løb” bliver teknisk løbeleder på landets første internationale crossløb. Han glæder sig – og det synes han også, indbyggerne i Trekantområdet skal gøre.

Udover at crossløb er rigtig sjovt selv at deltage i, så er det også en sjovt for publikum. Løbet afvikles på en rundstrækning. Dermed kommer man til at se løberne mange gange og kan følge udviklingen i løbet. Jeg håber, at rigtig mange har lyst til at benytte denne enestående mulighed til at få en smagsprøve på cross – jeg er sikker på, de bliver bidt af det, siger Mads Stryhn.

Der åbnes for tilmelding i august på Dansk Atletik Forbunds hjemmeside, hvor man også kan finde øvrig info.

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • crossløb
  • internationalt værtsskab
  • det europæiske atletikforbund
  • sport
  • european halloween cross
  • trekantområdet
  • steen dahlstrøm
  • middelfart
  • mads stryhn

Kontakt

Bjørn Voldbjerg Sørensen

Pressekontakt PR konsulent 26192891

Relateret materiale