Nyhed -

​Virksomheder fra Trekantområdet er klar til avanceret produktion

Netop nu søger Erhvervs- og Vækstministeriet produktionsvirksomheder, som vil have tilskud til at prøve kræfter med automatisering og digitalisering. Otte virksomheder fra Trekantområdet er allerede godt i gang.

De seneste år har været rigtig gode for den fredericianske specialist i arbejdstøj, Kentaur. Virksomheden er vækstet med op mod 15 procent om året, og det stiller nye krav. Derfor søgte virksomheden i efteråret om at komme med i Erhvervs- og Vækstministeriets erhvervspartnerskab for avanceret produktion. Et tiltag, der gennem tilskud til udvalgte virksomheder, skal fremme teknologisk og digital omstilling i de små- og mellemstore produktionsvirksomheder.

Hos Kentaur handler det ikke om fancy robotteknologi, men snarere om at få lavet IT og proces optimeringer, der kan hjælpe virksomheden med at optimere forsyningskæden, fortæller Allan Høgfeldt, Supply Chain Director i Kentaur:

”For et års tid siden stod vi i et vadested. Vi havde på få år udviklet os fra at være en ”mindre” virksomhed til faktisk at være en pænt stor virksomhed med en relativ kompleks supply chain – uden at vores planlægningsværktøjer var fulgt med. Gennem partnerskabet er vi i gang med at få lavet et potentialetjek, så vi efterfølgende kan sætte ind de rigtige steder. Det forventer vi os meget af”, siger Allan Høgfeldt.

Kentaur er ikke den eneste lokale virksomhed, der allerede er godt i gang. Faktisk var de 8 af de i efteråret 53 udvalgte produktionsvirksomheder fra Trekantområdet. Og vækstkonsulent i Troels Larsen fra Væksthus Syddanmark er sikker på, at det både vil give øget bundlinje og mere spændende arbejdspladser.

”Mange små og mellemstore virksomheder ikke ved særlig meget om Industri 4.0 og lader sig afskrække af betegnelsen. Men mit indtryk er, at mange faktisk er klar på at kaste sig ud i det, når først de får øjnene op for en proces i deres egen forretning, som det giver mening at automatisere. Der kan være rigtig store besparelser at hente for produktionsvirksomheder, der vil automatisere standardprocesser, som er ressourcekrævende. Gentagne processer skal automatiseres/digitaliseres, så vi i stedet kan bruge de knappe og dygtige hoveder til udvikling”, siger Troels Larsen.

FAKTA:
Erhvervs- og Vækstministeriets pulje for avanceret produktion for 2017 er nu åben for ansøgninger. Der er ansøgningsfrist den 24. april klokken 12.00. Puljen skal at fremme en teknologisk og digital omstilling i de små- og mellemstore produktionsvirksomheder. 

Emner

  • Erhverv

Kategorier

  • produktionscentrum
  • produktion 4.0

Kontakt