Pressemeddelelse -

Årets Trends

Sådan husker vi 2014

Hos Trendsales glæder vi os altid lidt ekstra til nytår, fordi vi her får mulighed for at mætte vores nysgerrighed. Hvad hittede i det forgangne år? Hvem handlede mest? …og hvordan var det lige med alle de der vaser?

Vi har gravet dybt i Trendsales-tallene og kastet et blik tilbage på alle de sjove øjeblikke, som har været med til at forme året, der gik.

Rekordernes år

År 2014 fejrer vi med mere end 6 millioner oprettede annoncer. I fællesskab med vores dejlige brugere satte vi i oktober en milepæl for Trendsales - vores klædeskab talte på daværende tidspunkt mere end 1 million fantastiske og unikke second hand-fund for første gang nogensinde.

Mere end 50.000 kjoler fandt sig en ny heldig ejer i 2014. Det er omtrent 5 kjoler i timen, døgnet rundt, året rundt (!)

Hurtige på aftrækkeren

Årets konfirmander var tidligere ude end vanligt - allerede i januar var jagten efter det helt rigtige konfirmationstøj på sit højeste. Men 2014 vil ikke kun blive husket for et par ivrige konfirmander. Vi var nemlig lidt overraskede, da vi opdagede, at handlen med flyverdragter til børn allerede toppede i august - ét af årets varmeste måneder… Her var det tilsyneladende jyder og fynboere, der havde mest travlt. Mere end 60% af alle varer i børnetøjskategorien blev nemlig købt af brugere herfra.

Hvem købte hvad?

Også de voksne nød godt af Trendsales-garderoben med unikke second hand-fund. I Midtjylland var denim tilsyneladende den helt store trend. Mere end hver tredje denimjakke, der skiftede hænder på Trendsales, endte nemlig i det midtjyske. De unge københavnere var mere optaget af sneakers fra Nike og New Balance og tøj med partisanermønster - både fra Cecilie Copenhagen og lala Berlin. Vores brugere fra Region Sjælland havde det tilsyneladende lidt sjovere end alle andre i 2014 - hvert femte køb i kategorien for Erotisk Lingeri endte nemlig her, selvom de kun udgjorde 10 % af den samlede brugerskare på Trendsales :-)

Årets hotteste

Igen i år var vi alle mest vilde efter tøj, sko, tasker og boligtilbehør fra mærker som Acne, Chanel, Ganni, Mulberry, Zara, Isabel Marant, Nike, Louis Vuitton, By Malene Birger, Hay, og Moss Copenhagen. Det var således igen de mest efterspurgte mærker, mens smykker med perler, kimonoer og eksklusive tasker var nogle af de største højdespringere på Trendsales i år 2014.

Sommeren husker vi mest af alt for sine varme dage. Tæerne skulle luftes og det skulle helst ske med neglelak fra Chanel og i et par sandaler fra Birkenstock. Faktisk blev der handlet 10 gange så mange Birkenstock-sandaler i 2014 sammenlignet med 2013!

Årets hypes

Og så var der det med de vaser. Hvem havde troet, at en vase kunne lave så meget postyr og sprænge alle statistikker? Vi var vidne til en stigning på mere end 100% i handler med Lyngby- og Kähler-vasen. Faktisk oplevede vi en seksdobling af efterspørgslen på Kähler, og i det hele taget må vi konkludere, at 2014 i sandhed var boligtilbehørets år. Søgningerne efter porcelæn fra Royal Copenhagen syvdobledes og antallet af handler steg med 30% sammenlignet med 2013.

Også designsamarbejdet mellem H&M og Alexander Wang fik aktiviteten til at eksplodere. I november kulminerede hypen, da aktiviteten på Alexander Wang femdobledes alene i denne måned. Og så blev 2014 sneakerens år. Antallet af søgninger 5-doblede i forhold til år 2013 og det var sådan set uafhængigt af årstiden.

Emner

  • Mode

Kategorier

  • second hand
  • shopping
  • mode
  • design
  • trends
  • trend
  • genbrug
  • vintage

Trendsales er Danmarks største modebazar med køb, salg og bytte af mærketøj og designervarer til dig som elsker mode og shopping:

Over 1 million annoncer - 500.000 nye hver måned

Mere end 800.000 brugere

Flere end 100.000 handler hver måned