Nyhed -
Inklusion på rejsen er i centrum i Berlin – følg med online i morgen
Inklusion på rejsen og tilgængelig turisme er igen i fokus, når Tysklands nationale turistråd (DZT) for 14. gang inviterer til konferencen ’Turisme for alle’ den 4. marts 2026 på Messe Berlin. Bemærk, at online deltagelse fortsat er gratis.
Konferencen samler nationale og internationale eksperter, herunder forskere, ansvarlige fra turistvirksomheder og destinationer samt repræsentanter fra interesseorganisationer, som drøfter den nyeste viden og aktuelle strategier inden for inklusion i rejse- og oplevelsesbranchen. Oplæg, præsentationer af best practice og paneldebatter sætter fokus på konkrete fremskridt og fremtidige løsninger.
I år sætter DZT særligt fokus på tilgængelige kulturtilbud, tilgængelige overnatningssteder, AI og teknologi som støtte ved rejseplanlægning samt ferie ved og på vandet.
Arrangementet åbnes af Dr. Christoph Ploß, medlem af Forbundsdagen og den tyske forbundsregerings turismekoordinator. Der vil desuden være hilsner fra Jürgen Dusel, forbundsregeringens repræsentant for mennesker med funktionsnedsættelse, og André Nowak, talsperson for turismeudvalget i det Tyske Handicapråd.
Petra Hedorfer, administrerende direktør for DZT udtaler: „Inklusion er en central del af vores internationale markedsføring af rejselandet Tyskland, som bygger på social ansvarlighed og er et udtryk for kunde- og serviceorienteret kvalitetsturisme. Tyskland er allerede meget godt positioneret som et attraktivt rejsemål for mennesker med behov for inkluderende tilbud.“
Dagen for tilgængelig turisme støttes af det tyske forbundsministerium for økonomi og energi og bakkes op af Messe Berlin/ITB. Programmet er udarbejdet af DZT i samarbejde med projektets rådgivende udvalg – herunder “AG Leichter Reisen”, arbejdsgruppen “Tourismus für Alle”, de regionale turismeorganisationer samt turismeudvalget i det Tyske Handicapråd med deres talsperson André Nowak. Arrangementet afholdes på tysk og engelsk (med simultantolkning). Der vil desuden være tegnsprogs- og skrivetolke til rådighed.
Interesserede kan stadig tilmelde sig online og følge konferencen live - tilmeld dig her.