Gå til indhold
Natur og kultur kan opleves på cykel og til fods - som her ved Goethes Gartenhaus i Park an der Ilm i Weimar
Natur og kultur kan opleves på cykel og til fods - som her ved Goethes Gartenhaus i Park an der Ilm i Weimar

Pressemeddelelse -

Thüringen er både natur og kultur

Delstaten Thüringen kalder sig Tysklands grønne hjerte, og noget er der om snakken. Den ligger midt i landet, og store naturområder dækker især det sydligste af delstaten.

Men først og fremmest er Thüringen den europæiske kulturs vugge: Her slog Luthers reformation af kirken igennem for 500 år siden, og et par hundrede år senere slog Johann Sebastian Bach sine første taktslag i Thüringen. Her virkede Tysklands største digter Johann Wolfgang von Goethe i slutningen af 1800-tallet - og hans samtidige Friedrich Schiller. Og her opstod i 1919 Bauhaus-bevægelsen, der blev – og stadig er - en uudtømmelig inspirationskilde for moderne arkitektur og design.

Og i dag? Ja, i dag har delstaten pudset DDR-tidens gråbrune støv af sig. Prøv bare at se på byer som Erfurt og Weimar. Eller gå en tur i Luthers fodspor. Eller Goethes. Eller tag en helt tredje tur til fods eller på cykel i Thüringer Wald, hvor luften er så frisk og ren, at mange småbyer har en lang historie som kursteder.

Med venlig hilsen

Tysk Turist Information

Historie, kultur og livskvalitet i Erfurt

Historien står malet i facaderne på Erfurts gamle bygninger, der er nænsomt renoveret efter mange års misligholdelse. Storslået bindingsværk, facadebemalinger, en bebygget bro, universitetet, hvor Martin Luther blev uddannet, og klostret, hvor han blev munk. To vældige kirker på en bakketop og ved siden af kastellet Petersberg.

Det er i sig selv grunde nok til et besøg i Erfurt. Indbyggerne i byen siger dog selv, at det, de allerbedst kan lide ved Erfurt, er byens afslappede stemning og høje livskvalitet.

Den kan man få del i på mange måder: En slentretur ad den hyggelige bebyggede bro Krämerbrücke, hvor små specialbutikker, vinbarer og cafeer afløser hinanden – måske med en afstikker ind til Goldhelm Chokoladenmanufaktur, der fremstiller og sælger formidabel chokolade og is. En anden kan være et pitstop i en Biergarten ved Gera-floden, der klukkende løber gennem byen. En tredje kunne være at spise den Thüringer Bratwurst, der hører med til et besøg i Thüringen, på torvet neden for Erfurts Domkirke og Severi-kirken.

Læs mere om Erfurt, Thüringens hovedstad, her.

Mød verdensklassikerne i Weimar

De to sidste uger af oktober er der løgfest i Weimar. Det sker med løgtærter, løgbrød og blomsterdekorationer med løg – og med livemusik, gøgl og kåring af årets løgdronning. Det er Thüringens største folke- og høstfest, og den har rødder tilbage til 1653, men det er ikke den, der har gjort Weimar berømt.

Det har derimod de mange store historiske og politiske begivenheder og berømte personligheder, der er forbundet med Weimar, som da også tiltrækker tre millioner turister om året.

Nationaldigterne Johann Wolfgang von Goethes og Friedrich Schillers hjem er blandt de største trækplastre, men Weimar er også kendt, fordi den lagde navn til, da Tyskland i 1918 efter 1. verdenskrig blev republik. Den nye forfatning, grundlaget for Weimarrepublikken, blev i øvrigt vedtaget på Goethes og Schillers teater, Deutsches Nationaltheater Weimar.

Allerede året efter, i 1919, blev endnu en sten lagt til Weimars verdensberømmelse, da Bauhaus-bevægelsen blev født på Henry van der Veldes kunsthøjskole, hvor Walter Gropius blev leder.

Under nazismen var Weimar mål for mange af Hitlers besøg. For at have et sted at bo og bruge som particentral under sine mere end 40 ophold i byen lod han byens berømte hotel Elephant rive ned og genopføre efter sin egen smag. Det lægger hverken byen eller hotellet skjul på.

Både Goethes og Schillers boliger, Bauhaus-Universität Weimar – og Bauhaus-lærernes boliger og et Bauhaus Museum - er åbne for besøg. Det samme er Hotel Elephant, der har en god restaurant. Derudover kan komponisten Franz Liszts, maleren Lionel Feiningers og filosoffen Friedrich Nietzsches hjem i Weimar besøges – de forvaltes som Goethes og Schillers hus af Klassik Stiftung.

Gå i Luthers fodspor

Han gik, og han gik, Martin Luther, og nu kan alle gå med i hans fodspor.

Mere end 1500 km vandresti gennem fem delstater er markeret med et L for Lutherweg, for selv om Luther ifølge overleveringen helst ville blive hjemme i Wittenberg, måtte han ustandselig ud på rejser for at forsvare sin forståelse af Biblen.

I Thüringen, der alene har mere end 900 km Lutherweg, foregik den mest dramatiske rejse tæt på Luther-familiens hjemstavn. I april og maj 1521 var Martin Luther på vej østpå fra Worms. Han havde netop over for Rigsdagen nægtet at rette ind efter pavens befalinger, og som fredløs var hans liv derfor i fare. Ved byen Bad Liebenstein blev Luther hevet ud af sin vogn ved en fake-kidnapning. Den var iscenesat af kurfyrst Friedrich der Weise, som var Luthers beskytter. Fra Bad Liebenstein gik turen til borgen Wartburg ved Eisenach, hvor Luther de følgende ti måneder ud over at spise alt for godt for en munkemave brugte sin indespærring til at oversætte Det Ny Testamente til et levende tysk.

Den del af turen og forslag til vandringer ad forskellige strækninger på Lutherweg findes der mere om på en særlig Lutherweg-hjemmeside.

Thüringer Wald er et must for vandrere

Goethe kendte den, enhver tysker kender den. Og de fleste vandrere med blik for Tyskland har hørt om Thüringer Wald. Her i skove og bjerge af overkommelig højde - det højeste er under 1000 m o.h. – ligger blandt andet Rennsteig, der i 1913 blev markeret som Europas første fjernvandrevej, men allerede i 1500-tallet nævnes ruten i skriftlige kilder.

Rennsteig er 170 km lang og går hen over Thüringer Walds, Thüringer Schiefergebirges og Frankenwalds bjergkamme, ikke kun gennem skov, men også gennem mange mindre byer. Det mest kendte sted for mange danskere vil nok være skisportsstedet Oberhof.

Uanset hvor i Thüringer Wald man befinder sig, er der mange vandremuligheder, også selv om man blot skal ud på en kortere tur. Man finder let den nærmeste vandresti på Thüringer Walds feriehjemmeside med kort, længde, højdeprofil, sværhedsgrad og seværdigheder undervejs. På hjemmesiden er der også ruteforslag til cykel- og mountainbiketure.

Emner

Kategorier


ysk Turist Information i Danmark er del af Tysklands nationale turismeorganisation German National Tourist Board (GNTB). Vi er den officielle formidler af Rejselandet Tyskland og markedsfører Rejselandet Tyskland med henblik på at fremme turismen i Tyskland. Markedsføringen sker i tæt samarbejde med regionale turismeorganisationer i Tyskland og andre lokale aktører.

Kontakt

Lotte Voigt Arnsted

Lotte Voigt Arnsted

Pressekontakt Pressechef

Tyskland - Blandt venner

Tysk Turist Information i Danmark er del af Tysklands nationale turismeorganisation German National Tourist Board (GNTB). Vi er den officielle formidler af Rejselandet Tyskland og markedsfører Rejselandet Tyskland med henblik på at fremme turismen i Tyskland. Markedsføringen sker i tæt samarbejde med regionale turismeorganisationer i Tyskland og andre lokale aktører.

Tysk Turist Information
Amaliegade 13
1256 København K
Danmark