Gå til indhold
Black Sea Dahu - pressebillede - Foto credit: Paul Maerki.
Black Sea Dahu - pressebillede - Foto credit: Paul Maerki.

Pressemeddelelse -

Black Sea Dahu slår nye, smerteligt smukke toner an i VEGA

VEGA og smash!bang!pow! præsenterer
Black Sea Dahu slår nye, smerteligt smukke toner an i VEGA

Den 27. marts vender indie-folkbandet Black Sea Dahu tilbage til VEGA. Med sig har de et nyt album, der emmer af sorgens og håbets skrøbelige skønhed.


Black Sea Dahu mestrer at skabe kontrastfyldt indie-folk som få. Med skår fra livets mangeartede følelser samler de længsler og glæder i smukke musikalske mosaikker, pakket nænsomt ind i håndspillede guitarer, strygere og blødt landende trommer.

Bandet beskriver selv deres musik som at stå barfodet i et brølende uvejr – her er man fuldstændig blottet, men også fuldstændig til stede i livet. På samme måde er det syv mands store band også selv både ufattelig skrøbelige, vanvittig frygtløse og fuldstændig magnetiske, når de indtager livescenen.

Og med et ry som et særdeles fantastisk liveband har Black Sea Dahu spillet udsolgte koncerter over hele Europa – også i VEGA, hvor de i 2023 spillede for et udsolgt Ideal Bar. Den 27. marts tager Black Sea Dahu nye drømmende og smertesøgende sange med fra deres tredje albumudgivelse Everything.

På albummet, der udkommer den 20. februar 2026, graver Black Sea Dahu dybere end de har gjort tidligere og blotlægger det, livet indeholder af sorg, håb, opgør - og den skrøbelige skønhed i at bære det hele på én gang.

Everything er sorgbearbejdelse fanget på lyd. For da forperson for bandet Janine Cathrein mistede sin far, var der kun ét sted at placere det hele, fortæller hun i en pressemeddelelse: “Only in music can I sit with this grief without going mad”.

Black Sea Dahus blanding af indie-folk, kammerpop og art rock, taler direkte til hjertet. Og i en verden fyldt med støj tilbyder de deres publikum noget sjældent: sagte sandheder, der stikker kniven ind, der hvor livet kan mærkes.


Fakta om koncerten:

Black Sea Dahu (CH)
Fredag den 27. marts 2026 kl. 21.00
Lille VEGA, Enghavevej 40, 1674 København V
Billetpris: 220 kr. + gebyr.
Billetsalget starter i dag via vega.dk, smash!bang!pow!.dk og Billetlugen.

Læs mere om og køb billet til koncerten med Black Sea Dahu.

Related links

Emner

Kategorier


VEGA er et regionalt spillested med mere end 350 koncertarrangementer årligt på de tre scener: Store VEGA, Lille VEGA og Ideal Bar Live og +800 bands. VEGA blev etableret i 1996 som en erhvervsdrivende fond: Koncertvirksomhedens Fond. VEGA har ingen aktionærer og et evt. overskud investeres i at skabe flere koncerter og bedre vilkår for livemusikken.

Kontakt

  • Ditte Lindblad

    Ditte Lindblad

    Pressekontakt Communications Assistent