Gå til indhold
​Cult of Luna og Pelican headliner “A Colossal Weekend” i VEGA

Pressemeddelelse -

​Cult of Luna og Pelican headliner “A Colossal Weekend” i VEGA

VEGA og Colossal præsenterer
Cult of Luna og Pelican headliner “A Colossal Weekend” i VEGA
Den 13. og 14. maj slår koncertbureauet Colossal og VEGA dørene op til “A Colossal Weekend” - to dage med fokus på alternativ, mørk og progressiv musik indenfor genrene post-metal, hardcore, post-rock, math og doom. De seks første navne er nu klar og tæller både internationale sværvægtere og danske samt udenlandske upcommere.

VEGA og det københavnske booking og- koncertbureau COLOSSAL har slået sig sammen om at skabe et sandt mekka for rock-enthusiaster med en særlig kærlighed til den tungere og mere mørke musiks forskellige subgenrer. Over to dage, på to scener, i VEGA vil publikum opleve en række hårdtslående, internationale acts, men også stifte bekendtskab med mindre kendte upcoming acts fra ind- og udland. Udover at gå på opdagelse i et tætpakket musikprogram vil der være screenings af forskellige dokumentarfilm og mulighed for at nørde igennem på det til lejligheden improviserede plademarked.

Post-metalklassiker opføres fra ende til anden.
De første seks navne, et antal som senere bliver fordoblet, tæller bl.a. post-metalgiganterne i Cult of Luna fra Sverige. I 2016 er det 10 år siden svenskerne udgav albummet Somewhere Along The Highway - et album som den dag i dag står som et monument. Ikke bare i Cult of Lunas karriere, men for alle fans og kendere af genren. Når Cult of Luna indtager scenen til A Colossal Weekend, bliver det således for at opføre albummet i sin helhed.

Amerikanske Pelican er ligeledes at finde blandt dagens offentliggørelser. Den Chicago-baserede kvintets varemærke har, siden debuten Australasia i 2003, været deres evne til at mixe og bruge det fulde spektrum inden for rocken. Tempo- og rytmeskift samt vekslen mellem det gudsforladte og øredøvende kaos på den ene side og den næmest hypermelodiske post-rock på den anden, gør Pelican til en stor oplevelse, og vi glæder os til at opleve bandet i VEGA for første gang.

Oplev Glasgow og Sankt Petersborgs' underground
Skotske Vasa sammenlignes ofte med bands som And So I Watch You From Afar, Adebisi Shank og Explosions in The Sky, men deres brug af keltisk-inspirerede lydbilleder og disco-elementer, ikke-jordiske tapping-dueller guitarene imellem samt en energi og fandenivoldskhed af en anden verden, gør dette band til et obligatorisk bekendtskab.

Penguinsmeat fra Sankt Petersborg i Rusland er for de flestes vedkommende et komplet ubeskrevet blad. I hjembyen triumferer trioen dog med deres spøjse blanding af math, noise, dance og prog-rock. Fans af Tera Melos, El Ten Eleven og Mars Volta vil alle kunne finde glæde og inspiration i disse tre musikeres yderst sofistikerede og sublimt udførte musik. Især live tager Penguinsmeat kegler; energien er i top, detaljerne på plads og lydbilledet helt unikt.

Hårdslående hardcore og atmosfærisk post-rock fra København
Det første hold af acts på plakaten tæller også københavnske LLNN og Late Night Venture. LLNN tager dig med på en rejse til det ydre rum og ukendte verdener med en særegen lyd af post-apokalyptisk, klaustrofobisk mørk og civilisationskritisk hardcore. En lysende stjerne på den danske HC-scene.

Late Night Venture blander post-metal og post-rock på klassisk vis, men triumferer ved deres hyppige brug af udsyrede synth-flader og intelligent dynamik. Det er tungt og dystert, men finder man igennem labyrinten af vilde kompositioner, flader og crenscendoer samt eksplosive energiudladninger, er der en positiv, nærmest håbefuld melankoli, som er med til at placere Late Night Venture som nogle af Danmarks allerbedste inden for genren.

Dokumentar-screenings og improviseret pladebutik
Udover musik vil der hele weekenden være mulighed for at gå på opdagelse i, og erhverve sig godbidder fra, nogle af de mest toneangivende pladeselskaber indenfor weekendens genrer, da en improviseret plademesse lines up i VEGA. Derudover vil der være screenings af dokumentarer, blandt andet filmen Blood Sweat and Vinyl: DIY in the 21st Century, som har fokus på selskaberne Constellation, Hydra Head og Neurot Recordings. Udover ISIS, Godspeed You! Black Emperor med flere, medvirker også koncertaktuelle Pelican i filmen.

Vi glæder os til en weekend, hvor der både er tid og plads til at nørde, headbange og feste igennem - selvfølgelig på en af Skandinaviens bedste locations.

Fakta om A Colossal Weekend:
Fredag d.13. maj kl. 18.00
Lørdag d. 14. maj kl. 17.00
Lille VEGA og VEGA Lounge, Enghavevej 40, 1674 København V
Billetpris - weekendbillet: 450 kr. + gebyr
Billetpris - endagsbillet: 280 kr. + gebyr
Billetsalget starter i dag mandag den 21. december via VEGA.dk og Ticketmaster Billetnet. 
Læs mere og køb billet til A Colossal Weekend

Related links

Emner

Kategorier


VEGA er et regionalt spillested, der ejes og drives af den erhvervsdrivende fond Koncertvirksomhedens Fond, som er skabt med det ene formål at drive koncertvirksomhed. Årligt løber der omkring 250 koncerter og begivenheder af stabelen i VEGA.

Kontakt

Thomas Thy

Thomas Thy

Pressekontakt Communications Manager
Bettina Balle

Bettina Balle

Pressekontakt PR Manager 33260955
Søren Gaden

Søren Gaden

Pressekontakt Kommunikationschef 20636412

Velkommen til VEGA!

VEGA er et regionalt spillested, der ejes og drives af den erhvervsdrivende fond Koncertvirksomhedens Fond.

Med tre adskilte koncertsale præsenterer VEGA et bredt musikprogram, der dækker mange forskellige genrer. Den store koncertsal, Store VEGA, har kapacitet til 1.550 gæster, Lille VEGA har plads til 500, mens Ideal Bar Live har plads til omkring 200 stående publikummer.

Årligt løber der omkring 350 koncertarrangementer af stablen i VEGA, og de +800 bands, der står på VEGAs scener, afspejler en målsætning om at finde den rette balance mellem nye talenter og mere etablerede navne indenfor rock, pop, soul, hiphop, elektronisk- og global musik samt præsentere publikum for diverse klubkoncepter. VEGAs tekniske udstyr, hvor særligt lydsystemet er af højeste kvalitet, garanterer en perfekt oplevelse.

VEGA råder over i alt 12 barer til servicering af publikum og musikere. VEGAs centrale placering på Vesterbro i København med Metro til døren og den tætte forbindelse til Sydsverige taget i betragtning, gør huset til et oplagt valg, når indendørskoncerter med internationale kunstnere skal planlægges.

VEGA
Enghavevej 40
1674 København V
Danmark