Gå til indhold
Oplev Mille i endnu uset følsomhed i Store VEGA den 28. marts 2026.
Pressebillede: Mille

Pressemeddelelse -

Danmarks nye store popstemme indtager Store VEGA i 2026

VEGA præsenterer

Danmarks nye store popstemme indtager Store VEGA i 2026
Efter et guldbelagt 2025 indtager Mille Store VEGA den 28. marts 2026 med personlige dagsbogstekster og popperler.

Mille har været umulig at undgå i 2025.

Hun har prydet toppen af streaminglisterne med hits som “kendt mig i en uge”, “drikker med mig selv” og “beholder mit tøj på”. Hun har arbejdet sammen med nogle af Danmarks største stjerner lige nu – f.eks. Tobias Rahim og Anton Westerlin. Hun har spillet for udsolgte sale landet over – blandt andet Store VEGA – og så blev hun ved P3 Guld honoreret med prisen P3 Talentet.

Og intet tyder på, at Danmarks næste store popstemme har tænkt sig at sætte farten ned i 2026.

For i komethalen af Milles debutalbum (over)lever, der udkommer den 23. januar, brager hun igen ind på scenen i Store VEGA – denne gang den 28. marts.

Da Mille spillede i Store VEGA kvitterede en begejstret Soundvenue-anmelder med fire stjerner – og spåede selvsikkert, at det kommende debutalbum ville løfte den allerede succesfulde popstemme til nye kunstneriske højder:

“Mille skabte fællessang med en sympatisk hitparade(...), men det var hendes uudgivne materiale, der gjorde størst indtryk i Store VEGA. Her viste hun både bid og sårbarhed som aldrig før.”

Den 28. marts er der altså lagt i kakkelovnen til en koncert, hvor den unge popstjerne vil indtage scenen med både selvtillid, hits og endnu usete grader af ærlighed og følsomhed.

For Mille favner hele følelsesregistret. Fra pulserende energi og fest til dyb sårbarhed. Og på (over)lever, nægter hun at lade sig begrænse, men samler i stedet trådene i et musikalsk patchwork, der er lige så omskifteligt og nysgerrigt som det ungdomsliv, hun skildrer på albummet.

Det er en samlet fortælling, hvor hver sang repræsenterer en side i den dagbog, Mille har skrevet i hele sit liv, men nu er klar til at give slip på.

Fakta om koncerten:
Mille (DK)
Lørdag den 28. marts kl. 20.00
Store VEGA, Enghavevej 40, 1674 København V
Billetpris: 280 kr. + gebyr.
Billetsalget starter fredag den 9. januar kl.10.00 via vega.dk og Ticketmaster.

Læs mere om og køb billet til koncerten med Mille.

Related links

Emner

Kategorier

Regions


VEGA er et regionalt spillested med mere end 350 koncertarrangementer årligt på de tre scener: Store VEGA, Lille VEGA og Ideal Bar Live og +800 bands. VEGA blev etableret i 1996 som en erhvervsdrivende fond: Koncertvirksomhedens Fond. VEGA har ingen aktionærer og et evt. overskud investeres i at skabe flere koncerter og bedre vilkår for livemusikken.

Kontakt

  • Ditte Lindblad

    Pressekontakt Communications Assistent