Pressemeddelelse -
Den storroste sanger og sangskriver Jacob Bellens tager på Danmarksturné med band og nyt album
VEGA præsenterer
Den storroste sanger og sangskriver Jacob Bellens tager på Danmarksturné med band og nyt album
Den danske sanger og sangskriver Jacob Bellens udgiver den 5. februar sit tredje soloalbum på det tyske pladeselskab HFN Music. I den forbindelse tager han på danmarksturné, og den 9. april rammer han Store VEGA.
Når Jacob Bellens igen gæster VEGA, er det med band og et spritnyt album i bagagen. Han er nemlig klar med sin første udgivelse på det udenlandske pladeselskab HFN Music. Albummet har titlen Polyester Skin og udkommer den 5. februar. Titelnummeret kan du allerede høre om en måned, når det udkommer den 27. november.
Med Polyester Skin bliver der åbnet for et nyt musikalsk kapitel, i Jacob Bellens allerede imponerende karriere. Det kommende album er et legesygt møde mellem nærværende lyrik, sprøde og moderne popproduktioner og Bellens særegne, konstant fængende vokal. Albummet har han skabt i et tæt samarbejde med producer og DJ Kasper Bjørke, og det er blot ét af mange samarbejder mellem de to herrer, idet Bellens har været gæstevokalist på flere af Bjørkes soloudgivelser.
Jacob Bellens er langtfra et ubeskrevet blad når det kommer til både udgivelsesfronten og livescenen. Han har tidligere udgivet flere albums med sine bands Murder og I Got You On Tape, og som solist er det også blevet til én ep- og tre albumudgivelser. Senest udgav han albummet My Convictions som fik flotte anmelderroser i pressen.
Fans af Jacob Bellens vil vide, hvordan denne ydmyge og gådefulde kunstners musik og lyrik har en evne til at kravle helt ind under huden og efterlade lytteren bevæget og tørstende efter mere. Vi glæder os til at præsentere den storroste sanger, når han halvejs i sin danmarksturné kommer til København, og spiller koncert i Store VEGA lørdag den 9. april.
Fakta om koncerten
Jacob Bellens (DK)
Lørdag 9. april kl. 20.00
Store VEGA, Enghavevej 40, 1674 Kbh. V
250 kr. + gebyr
Forsalget starter i dag via VEGAs hjemmeside og Billetnet.
Læs mere om koncerten og køb billet.
Related links
Emner
Kategorier
VEGA er et regionalt spillested, der ejes og drives af den erhvervsdrivende fond Koncertvirksomhedens Fond, som er skabt med det ene formål at drive koncertvirksomhed. Årligt løber der omkring 250 koncerter og begivenheder af stabelen i VEGA.