Gå til indhold
Tori Wrånes: ECHO FACE, 2020. VEGA|ARTS. Foto: Frida Gregersen
Tori Wrånes: ECHO FACE, 2020. VEGA|ARTS. Foto: Frida Gregersen

Pressemeddelelse -

​ECHO FACE – a performance concert by Tori Wrånes

VEGA|ARTS præsenterer:
ECHO FACE – a performance concert by Tori Wrånes
Mandag den 28. september udforsker Tori Wrånes musikken og sprogets muligheder i Lille VEGA.

VEGA|ARTS undersøger samspillet mellem kunstformerne, og det at være sammen i kulturel forstand. Hvad vil det overhovedet sige at være og opleve noget sammen i vores kultur i dag? Og hvilke typer samvær betyder noget i dag? Hvad sker der, hvis vi er sammen om noget, vi ikke kender koderne til, eller har fundet et sprog for?

Den 28. september inviterer vi til et soloprojekt af vokalist og billedkunstner Tori Wrånes. Med sine drømmelignende performances, koncerter og total-installationer har hun turneret verden rundt. Værkerne kan beskrives som forsøg på at skabe overrumplende situationer, som er koreograferet med lyd; det kan være operasangere på cykler, ballet med kraner eller musikere i en skilift.

Til VEGA|ARTS har Tori Wrånes skabt en ny komposition, hvor vi er helt inde ved kernen af hendes metode. Solo fremfører hun et stedsspecifikt ritual: en blanding af planlagt og improviseret musik baseret på rum og stemme.

Tori Wrånes er én af sin generations vigtigste fornyere af performancekunsten, og i sine kunstnerisk praksis er musikken og sproget helt centralt – det sprog, der ikke har fundet sin form endnu, men undersøges via musikaliteten.


Det non-verbale sprog baseres på rytme, temperament og følelser, og kan derfor overskride sociale, kulturelle og nationale grænser som en ny mulighed for os alle til at mødes. Ved at fokusere på det performative og improvisatoriske skubber hendes værker os ofte uden for vores begrebsverden, og vi må lede og granske kommunikationens koder, stemninger og lyde.


Én af metoderne til at forårsage dette 'skub' ud af det vante, er at skabe nye karakterer til at udføre og kommunikere værkerne. Det er også tilfældet med kunstnerens nye værk til VEGA|ARTS, hvor rekvisitter, kostume, special effects, komposition, stemme, rum, lyd og lys spiller sammen for at skabe en situation, hvor vi møder sproget, stemmen, kroppen og det fremmede på ny.

Tori Wrånes stod på scenen i VEGA i starten af 00'erne. Dengang som en del af electrorock-bandet NUD. Siden har hun udviklet et kunstnerisk virke, der kombinerer det musikalske og billedkunstneriske. Denne gang er der tale om en ny komposition, der udfordrer både musikken og billedkunsten, scenekanten og normalen. Og VEGA|ARTS er stolte over at have Tori Wrånes tilbage.

Læs om Tori Wrånes på: https://toriwraanes.com/
Se mere på: https://vimeo.com/391450303 - Password: TW2020

Support: Sofus Forsberg
Siden slut 90’erne har Sofus Forsberg været en af de mest markante personligheder på den elektroniske musikscene, først i Danmark, og de senere år som en del af Berlins meget aktive scene. Denne koncert af Sofus Forsberg vil tage os ind i sit mørke og ambiente univers, der skaber fin sammenhæng til aftenens performance.

VEGA|ARTS er et nyt visionært initiativ, der kobler Danmarks vigtigste spillested med ambitiøs og grænsesøgende samtidskunst i en undersøgelse af, hvilke kunstneriske oplevelser brudfladerne mellem de kunstneriske felter og publikum kan generere. Over en etårig periode vil VEGA|ARTS inkludere performances, installationer, udstillinger, talks, workshops og tematiske greb, der over en aften eller weekend kobler samtidskunstens hybride og performative praksisser med koncertens intense, intime og kulturelle rum.

De deltagende kunstnere er: Kristoffer Akselbo, Sidsel Christensen & Erik Medeiros, Lilibeth Cuenca Rasmussen, Sophie Dupont, Jeannette Ehlers, Christian Falsnaes, Jenny Gräf Sheppard, Kosmologym, Jakob Kudsk Steensen, Marie Kølbæk Iversen & Katinka Fogh Vindelev, Ragnhild May, Hans Rosenström & Philip | Schneider, Helle Siljeholm, Søren Thilo Funder, Tori Wrånes, YOKE.

Kontakt Matthias Hvass Borello eller Lene Vive Christiansen for interviewaftaler, yderligere oplysninger eller uddybende kommentarer. Matthias Hvass Borello: M: +45 23 39 46 40, E: mhb@vega.dk / Lene Vive Christiansen:T: +45 33 26 09 52,M: +45 20 40 33 59, E: lene@vega.dk

Se mere her:https://www.vega.dk/om-vega/vega-arts/

VEGA|ARTS og aftenens performance er realiseret med støtte fra Norsk Kulturråd, Music Norway, Statens Kunstfond, Bikubenfonden, Augustinus Fonden og Nordisk Kulturfond.

Fakta om aftenen:

Tori Wrånes (NO)
Mandag den 28. september, 2021 kl. 20:30
Lille VEGA, Enghavevej 40, 1674 Kbh. V
130 kr. + gebyr
Billetsalget starter i dag via VEGAs hjemmeside og Ticketmaster. 
Læs mere om og køb billet til aftenen med Tori Wrånes.

Related links

Emner

Kategorier


VEGA er et regionalt spillested med mere end 350 koncertarrangementer årligt på de tre scener: Store VEGA, Lille VEGA og Ideal Bar Live og +800 bands. VEGA blev etableret i 1996 som en erhvervsdrivende fond: Koncertvirksomhedens Fond. VEGA har ingen aktionærer og et evt. overskud investeres i at skabe flere koncerter og bedre vilkår for livemusikken. 

Kontakt

Bettina Balle

Bettina Balle

Pressekontakt PR Manager 33260955

Velkommen til VEGA!

VEGA er et regionalt spillested, der ejes og drives af den erhvervsdrivende fond Koncertvirksomhedens Fond.

Med tre adskilte koncertsale præsenterer VEGA et bredt musikprogram, der dækker mange forskellige genrer. Den store koncertsal, Store VEGA, har kapacitet til 1.550 gæster, Lille VEGA har plads til 500, mens Ideal Bar Live har plads til omkring 200 stående publikummer.

Årligt løber der omkring 350 koncertarrangementer af stablen i VEGA, og de +800 bands, der står på VEGAs scener, afspejler en målsætning om at finde den rette balance mellem nye talenter og mere etablerede navne indenfor rock, pop, soul, hiphop, elektronisk- og global musik samt præsentere publikum for diverse klubkoncepter. VEGAs tekniske udstyr, hvor særligt lydsystemet er af højeste kvalitet, garanterer en perfekt oplevelse.

VEGA råder over i alt 12 barer til servicering af publikum og musikere. VEGAs centrale placering på Vesterbro i København med Metro til døren og den tætte forbindelse til Sydsverige taget i betragtning, gør huset til et oplagt valg, når indendørskoncerter med internationale kunstnere skal planlægges.

VEGA
Enghavevej 40
1674 København V
Danmark