Gå til indhold
Elskede New Wave-ikoner fra Paris til Lille VEGA

Pressemeddelelse -

Elskede New Wave-ikoner fra Paris til Lille VEGA

VEGA & Live Nation præsenterer
Elskede New Wave-ikoner fra Paris til Lille VEGA
Franske Indochine har siden starten af 80’erne leveret skarpskåret, fransksproget pop og rock til hele verden. Nu vender de populære franskmænd tilbage til Danmark. Denne gang til Lille VEGA den 11. april.

Indochine har gennem mere end 30 år spredt deres fransksprogede pop og rock langt udover hjemlandets grænser og nydt stor opbakning fra fans verden over. Bandet har gennem karrieren udgivet intet mindre end 12 studioalbums og solgt mere end 10 millioner eksemplarer på verdensplan. Indochines seneste album, Black City Parade fra 2013, har for nyligt rundet 200.000 solgte eksemplarer, hvilket i den grad cementerer bandets fortsatte popularitet og plads i folks hjerter verden over.

Publikumsmagnet og showmanship i absolut topklasse
Indochines seneste tour bød på hele halvfjerds udsolgte koncerter, og det vurderes, at op mod 800.000 mennesker så bandet, og at aldersspændet hos publikum varierede fra 7 år til 77 år. Disse tal taler sit tydelige sprog, men bandet gør dog også alt, hvad der står i deres magt for at efterleve de forpligtelser, der følger med.

Indochines ubestridte kaptajn og frontmand, Nicola Sirkis, er både stifter af bandet og det eneste medlem, som har været med siden debuten, L’Aventurier fra 1982. Ansvaret der følger med, må man sige han tager alvorligt. Sirkis er en sand energibombe, der dirigerer hans tropper og medmusikanter, som kun en garvet rockstjerne kan.

Aktuel med live-DVD
Indochine og Nicola Sirkis’ utømmelige energi samt vilje til at skabe en fest, hvor alle blandt publikum er inviteret med – også 30 år senere – er senest dokumenteret på live-dvd’en Black City Tour. Her er koncertoptagelser fra to episke koncerter foran 80.000 mennesker i Stade De France, i bandets hjemby Paris, blevet indfanget. Tjek Indochine ud på YouTube, hvor både teasere fra DVD’en og andre liveudgaver af numre fra bandets mangeårige karriere kan findes.

Fakta om koncerten:
Indochine (FR)
Lørdag den 11. april kl. 21.00
Lille VEGA, Enghavevej 40, 1674 København V
180 kr. + gebyr
Forsalg via VEGAs hjemmesidelivenation.dk og Billetnet fra. fredag d. 30. januar
Læs mere og køb billet til Indochine i Lille VEGA.

Related links

Emner

Kategorier


VEGA er et regionalt spillested, der ejes og drives af den erhvervsdrivende fond Koncertvirksomhedens Fond, som er skabt med det ene formål at drive koncertvirksomhed. Årligt løber der omkring 250 koncerter og begivenheder af stabelen i VEGA.

Kontakt