Pressemeddelelse -
Kaskader af hits med ICEKIID i VEGA
VEGA præsenterer
Kaskader af hits med ICEKIID i VEGA
Den 9. oktober kan du opleve en af Danmarks mest toneangivende artister, når ICEKIID tænder pop-fontænen i Store VEGA.
ICEKIID udgav tilbage i juni singlen “Katte” feat. Artigeardit. En udgivelse, der varsler nye toner fra den eminente sangskriver.
Det var tilbage i 2015, at den danske rim-rænkesmed ICEKIID bragede ind på den danske musikscene med monsterhittet “Coco Chanel”. I 2021 skrev han dansk musikhistorie ved at sikre en plads til sangen “ErruDumEllaHvad” i det ultrapopulære videospil FIFA. Nummeret er blevet streamet mere end 50 millioner gange – en milepæl – som er ganske få danske artister forundt.
Med en vanvittig energi og en overlegen evne til at elevere popfesten gang på gang blæste ICEKIID tilbage i 2024 Arena-teltet på Roskilde Festival omkuld. Soundvenue kvitterede med fem funklende stjerner og skrev:
“Igen og igen lykkedes det Icekiid at løfte festen til nye højder. Hvis energien lige svigtede en kort stund, som den gjorde under et medley med sange som “No Wahala” og “Fifty”, fik han den bare til at eksplodere med FCK-slagsangen “Gulddans” – først a cappella med hele teltet, så med fuld lyd og svingende håndklæde i bar overkrop.”
Musikalsk er ICEKIID kendetegnet ved afrobeat-inspirerede beats, der fungerer som det perfekte opvarmningssoundtrack til en uforglemmelig fest. Men hvis man lytter godt efter, vil man opdage, at der også gemmer sig en lyrisk tyngde bag flere af sangene. Med tropiske rytmer og varme beats løsner den fremadstormende sangskriver og rapper op i selv de stiveste og mest efterårskolde led.
Når ICEKIID rammer Store VEGA den 9. oktober kan du synge med på kaskader af ørefængende pophits, mens ICEKIID smelter hjerter med sit intense nærvær.
Fakta om koncerten:
ICEKIID (DK)
Fredag den 9. oktober kl. 20.00
Store VEGA, Enghavevej 40, 1674 København V
Billetpris: 285kr. + gebyr.
Billetsalget starter fredag den 27. marts kl. 10.00 via vega.dk og Ticketmaster.
Læs mere om og køb billet til koncerten med ICEKIID
Related links
Emner
Kategorier
VEGA er et regionalt spillested med mere end 350 koncertarrangementer årligt på de tre scener: Store VEGA, Lille VEGA og Ideal Bar Live og +800 bands. VEGA blev etableret i 1996 som en erhvervsdrivende fond: Koncertvirksomhedens Fond. VEGA har ingen aktionærer og et evt. overskud investeres i at skabe flere koncerter og bedre vilkår for livemusikken.