Pressemeddelelse -
Noir-rockerne i The Awesome Welles er tilbage i VEGA
VEGA præsenterer
Noir-rockerne i The Awesome Welles er tilbage i VEGA
The Awesome Welles har rejst sig fra rockasken som en fugl Fønix, og den 17. februar kan du opleve musikalske genialiteter fra det alternative rockband i Lille VEGA.
Den danske kvintet The Awesome Welles forsvandt i nattens mulm og mørke fra den danske rockscene tilbage i 2016.
I 2019 blussede rockilden pludselig op igen, da mørkemændene udgav deres andet studiealbum River´s Edge. På albummet dykker kvintetten ned i melankoliens skønhed og mørke gennem ni stemningsmættede sange.
River's Edge dyrker en forkærlighed for akustiske instrumenter og en analog, håndspillet tilgang i et organisk, inderligt og monstrøst lydspor, som danner agter for den dansk-canadiske forsanger, teolog og præst, Adam Allens, skæbnesvangre tekster, hvorfra livsangst og elementernes rasen flyder. Gaffa skrev bl.a.:
"Adam Allens vokal emmer af dragende dommedag, og lyrisk fornemmer man glimt af frontmandens baggrund i teologi. Livsangst og elementernes rasen flyder fra teksterne, der leveres som af en besat Matt Berninger, imens Jakob Løkkegaard Friese på tangenter understøtter stemningen på et nummer som "Daddy Don’t Go."
Det alternative rockband slog deres navn fast på den danske musikscene med deres eminente selvbetitlede debutalbum fra 2014, der blev produceret af Sebastian Wolff fra Kellermensch. The Awesome Welles blev rost til skyerne for deres mørke og følelsesladede rockudskejelser.
Fakta om koncerten:
The Awesome Welles (DK)
Fredag den 17. februar, 2023 kl. 21.00
Lille VEGA, Enghavevej 40, 1674 København V
Billetpris 160 kr. + gebyr
Billetsalget starter i dag via vega.dk og Ticketmaster.
Læs mere om og køb billet til koncerten med The Awesome Welles.
Related links
Emner
Kategorier
VEGA er et regionalt spillested med mere end 350 koncertarrangementer årligt på de tre scener: Store VEGA, Lille VEGA og Ideal Bar Live og +800 bands. VEGA blev etableret i 1996 som en erhvervsdrivende fond: Koncertvirksomhedens Fond. VEGA har ingen aktionærer og et evt. overskud investeres i at skabe flere koncerter og bedre vilkår for livemusikken.