Pressemeddelelse -
Novembermørket holdes i skak af Naja Rosa i Lille VEGA
VEGA præsenterer
Novembermørket holdes i skak af Naja Rosa i Lille VEGA
Med et nyt album i favnen er Naja Rosa klar til at male Lille VEGA i længselsfulde pop- og soultoner den 4. november.
Til april udgiver Naja Rosa sit femte soloalbum og er atter klar til at fylde landets spillesteder med sine poetiske pop- og soul inspirerede sange.
Den kommende udgivelse, der er albumefterfølgeren til 2022's Closer To The Sun, klinger i et akustisk lydbillede og sætter det sjælfulde, det ærlige og nærværende som en bærende kraft. Dels i lydbilledets mere nedbarberede kompositioner og dels i tekstuniversets reflektion af tiden og verden, som den er i dag.
En forsmag på april-udgivelsen er landet i form af singlen “If Only Love Could Save Us”, der udkom november sidste år.
Singlen er et musikalsk vidnesbyrd fra en verden, hvor vanviddet synes at have overtaget foruften, og Rosa besynger i sangen et krystalklart budskab om, at kun ved hjælp af kærligheden kan vi vende os mod lyset og håbet.
På “If Only Love Could Save Us” bakker et tilbagelænet og overlegent bagtæppe af akustisk guitar, trommer og blæseinstrumenter Naja Rosas virtuose og længselsfyldte vokal op.
Naja Rosa Koppel har siden barnsben haft musikken helt tæt inde på livet. Rosa er vokset op som datter af Annisette og Thomas Koppel og har selv komponeret, indspillet og været en stor del af videreførelsen af The Savage Rose i de sidste 20 år.
Hun har turneret intensivt med bandet og spillet på scener som Roskilde Festivals Orange Scene, og til november kan publikum altså se frem til at høre nye sange fra Rosas stadigt voksende sangskat. Det bliver en aften, hvor musikken tindrer på en ellers mørk november-himmel.
Fakta om koncerten:
Naja Rosa (DK)
Onsdag den 4. november kl. 20.00
Lille VEGA, Enghavevej 40, 1674 København V
Billetpris: 200kr. + gebyr.
Billetsalget starter i dag via vega.dk og Billetlugen.
Læs mere om koncerten og køb billet til koncerten med Naja Rosa her.
Related links
Emner
Kategorier
VEGA er et regionalt spillested med mere end 350 koncertarrangementer årligt på de tre scener: Store VEGA, Lille VEGA og Ideal Bar Live og +800 bands. VEGA blev etableret i 1996 som en erhvervsdrivende fond: Koncertvirksomhedens Fond. VEGA har ingen aktionærer og et evt. overskud investeres i at skabe flere koncerter og bedre vilkår for livemusikken.