Pressemeddelelse -
Rapveteranen Pede B inviterer ind i den Lilla Lounge
VEGA præsenterer
Rapveteranen Pede B inviterer ind i den Lilla Lounge
Store VEGA bliver den d. 14. februar en stor og rowdy fest med Pede B bag roret. Rapperen har netop udgivet sit nye album, Lilla Lounge.
Pede B har gennem de sidste år imponeret det danske publikum med udsolgte koncerter, anmelderroste album og en uforlignelig evne til at forny sig og udvikle sin musikalitet. Han starter 2020 ud med en rowdy og vanvittig fest, hvor energi, freestyle, gæster og surprises alle er på programmet i Store VEGA, når Pede B og crew vender tilbage til at spille indendørskoncerter efter et års pause.
I maj udgav Pede B albummet Lilla Loungeuden nogen form for varsel eller lanceringskampagne.
Om pladen siger han: “ Lilla Lounge er mit første album siden debuten, som vi udgiver 100% selv. Derfor følte jeg også, at jeg havde brug for den dér støvede kælderstemning, der kendetegnede min første plade i ‘05. Lydbilledet er langt fra det samme på de to - vi er jo alle sammen vokset musikalsk - men jeg tror, vi har fundet samme nerve, som var i teksterne dengang. Derfor rykkede jeg også væk fra vores flotte, moderne studie i Nordhavnen, da vi skulle indspille Lilla Lounge, og lavede det hos en ven i et mindre, kælderstudie ude i Søborg. Jeg tror, det her er mit bedste og mest sammenhængende album”.
Det nye album er mørkere end de sidste udgivelser fra rapperen og kan bedst beskrives som et ti numres, koncentreret følelsesudbrud, der rimer. Lilla Loungeer en tilstand et sted mellem festen og skærsilden, mellem flugten og forpligtelserne og måske bare en historie om at vokse som menneske.
Peter Bigaard, alias Pede B, er med mere end ti år på bagen på den danske hiphopscene efterhånden en af de meget erfarne i gamet. Med en start som freestyle-rapper i talentkonkurrencen MC’s Fight Night høstede Pede B tre sejre i henholdsvis 2005, 2007 samt 2009 og positionerede sig som en af landets helt store improvisatoriske lyrikhelte.
Siden da har han udmærket sig som etableret hiphopartist med et udgivelseskatalog, der tæller ti studiealbums, over 25 millioner streams på Spotify og utallige, tætpakkede koncerter. Hans koncert på Roskilde Festival i 2015 blev af Gaffa og BT kaldt “den bedste, danske rapkoncert på Roskilde nogensinde”.
Fakta om koncerten
Pede B (DK)
Fredag d. 14. februar kl. 20.00
Store VEGA, Enghavevej 40, 1674 København V
Billetpris 175 kr. + gebyr
Billetsalget starter i dag kl. 10.00 via vega.dk og Ticketmaster.
Læs mere om og køb billet til koncerten med Pede B.
Related links
Emner
Kategorier
VEGA er et regionalt spillested med mere end 350 koncertarrangementer årligt på de tre scener: Store VEGA, Lille VEGA og Ideal Bar Live og +700 bands. VEGA blev etableret i 1996 som en erhvervsdrivende fond: Koncertvirksomhedens Fond. VEGA har ingen aktionærer og et evt. overskud investeres i at skabe flere koncerter og bedre vilkår for livemusikken.