Gå til indhold
​RMC-talenter folder sig ud i VEGA

Pressemeddelelse -

​RMC-talenter folder sig ud i VEGA

VEGA og RMC præsenterer
RMC-talenter folder sig ud i VEGA
Onsdag den 27. april kan du opleve noget af det bedste Rytmisk Musikkonservatorium (RMC) har at byde på med de tre navne Skuggi Spila, Twang og Maya Westman. 

Sammen med RMC præsenterer VEGA tre af de mest interessante artister fra det Rytmisk Musikkonservatorium. Glæd dig til en afvekslende aften med både folket americana, indiefolk og -pop i form af Twang, May Westman og Skuggi Spila.

Twang
Twang er tre musikere fra forskellige baggrunde, der har fundet hinanden i en fælles kærlighed til de amerikanske folkemusiktraditioner. Materialet består af både traditionelle og originale numre, hvori bandet forsøger at udtrykke en balance mellem tradition og innovation, råt groove, udadvendt energi med et altid tilstedeværende nærvær og en dyb kærlighed til musik. 

Med både dansk og amerikansk blod i bandet fortæller Twang historien om delte rødder og hvad der kan vokse frem af disse. Trioen spiller akustisk og er oftest kun forstærket af enkelte kondensatormikrofoner for at minimere afstanden til publikum og forsamle dem om en musik hvor hverdag og smartphones viger tilbage for et vibrerende nærvær, der berører alle.

Maya Westman
Maya Westman er en dansk/svensk sangerinde, der tidligere har været aktiv sangerinde/sangskriver i indiefolk-projektet My Cloudberry Mission og i indiepop-duoen The Arctic Wife, men står nu på egne ben under eget navn. Musikalsk bevæger Maya Westman sig mellem Kate Bushes melodiske vokaler, Annie Lennox’ rockede attitude og Abbas fængende melodier, der tilsammen skaber en frisk, men samtidig velkendt lyd.

I en tid hvor kvindelige artister primært søger mod mainstream-pop eller bevæger sig i rockede nichegenrer, markerer hun sig ved at bringe nogle referencer til 80’ernes store ikoner tilbage til populærmusikken.Maya Westman udgiver sin første single ”Muse” med tilhørende video i april. Hun har desuden sunget kor for blandt andet Teitur og Matthew E. White. Lyt til hendes Soundcloud HER.

Skuggi Spila
Skuggi Spila er en indiepop duo bestående af de to sangere Anders Termansen og Jonas Andersen. Sammen skaber de et unikt og følsomt univers igennem deres insisterende inderlige vokalharmonier og pompøse legende rumklangsguitarer. Med deres romantiske udtryk arbejder de i spændingsfeltet mellem det nære og fjerne, det skrøbelige og storladne. Deres sangskrivning er funderet i solide og simple melodier, der har til hensigt at røre selv den hårdeste sjæl.
Skuggi Spila har blandt andet turneret med duoen The Attic Sleepers samt spillet til Nye Toner på Bremen Teater. Lyt til duoens Soundcloud HER

Fakta om koncerten:
RMC præsenterer: Skuggi Spila, Twang, Maya Westman
Onsdag den 27. april kl. 20.00
Ideal Bar, Enghavevej 40, 1674 København V
Billetpris: 50 kr. + gebyr 
Billetsalget starter i dag via vega.dk og Ticketmaster Billetnet 
Læs mere om RMC præsenterer: Skuggi Spila, Twang, Maya Westman

Related links

Emner

Kategorier


VEGA er et regionalt spillested, der ejes og drives af den erhvervsdrivende fond Koncertvirksomhedens Fond, som er skabt med det ene formål at drive koncertvirksomhed. Årligt løber der omkring 250 koncerter og begivenheder af stabelen i VEGA.

Kontakt