Gå til indhold
Sauti Sol
Sauti Sol

Pressemeddelelse -

Sauti Sols solskinsbombe eksploderer i VEGA

VEGA og smash!bang!pow præsenterer
Sauti Sols solskinsbombe eksploderer i VEGA
Dans dig ind i en nye uge med Sauti Sol, når de den 18. juni fylder Lille VEGA med afropop-toner og maxer ud på den gode søndagsstemning.


Snør de dansevenlige sko, inden du groover ind i Sauti Sols univers. Afropop-bandet er klar til at sende dig direkte i sommerhumør. Kvartetten har siden 2008 spredt god stemning gennem deres medrivende sange og har gennem årene arbejdet sig frem til at være et af de mest succesfulde navne i Afrika.

Bandet udgav i 2022 albummet Your Loving sammen med Kaysha, som byder på 17 forskellige udgaver og remixes af sangen “Your Loving”. Lidt senere på året kom singlen “Lil Mama”, der nok er en frontløber for et kommende album, som bandet har teaset for i et stykke tid.

Deres nyeste album i eget navn er Midnight Train fra 2020. Flere af albummets sange havde forskellige gæsteartister som "Disco Matanga" med Sho Madjozi og "My Everything" med India Arie. Albummets mest populære sang “Suzanna” har over seks millioner afspilninger på Spotify, og krævede fem forskellige indspilninger, inden den var klar til udgivelse. Kvartetten er inspireret af navne som Fadhili William, Daudi Kabaka samt Salif Keita, Lokua Kanza og Fally Ipupa, og derudover trækker de inspiration fra Coldplay og Jason Mraz.

Kvartetten vandt blandt andet prisen som Best African Acts i 2014 ved MTVs EMA. Året efter var de også nomineret til bedste international artist ved BET Awards. Bien-Aime Baraza, Willis Austin Chimano, Polycarp Otieno og Savara Mudigi har perfektioneret mixet af afrobeat, sjælfulde vokaler samt guitar og trommeflader. Sangene har tekster på både swahili, luhya, luo og engelsk med rødder i Østafrikansk musiktradition.

Fakta om koncerten:
Sauti Sol (KE)
Søndag den 18. juni kl. 20.00
Lille VEGA, Enghavevej 40, 1674 København V
Billetpris: 220 kr. + gebyr.
Billetsalget starter tirsdag den 7. marts kl. 11.00 via vega.dk, smashbangpow.dk og Billetlugen.



Related links

Emner

Kategorier


VEGA er et regionalt spillested med mere end 350 koncertarrangementer årligt på de tre scener: Store VEGA, Lille VEGA og Ideal Bar Live og +800 bands. VEGA blev etableret i 1996 som en erhvervsdrivende fond: Koncertvirksomhedens Fond. VEGA har ingen aktionærer og et evt. overskud investeres i at skabe flere koncerter og bedre vilkår for livemusikken. 

Kontakt