Pressemeddelelse -
Slå håret ud og snør danseskoene med Say She She i VEGA
VEGA & Live Nation præsenterer
Slå håret ud og snør danseskoene med Say She She i VEGA
Den 9. december sætter Say She She vinteren på pause, når de lukker deres varme, dansevenlige diskounivers ind i Lille VEGA.
I diskokuglens krystalklare skær skaber den amerikanske gruppe Say She She dansevenlige takter og toner, der er noget nær umulige at stå stille til.
Gruppen henter inspiration fra disco-koryfæet, Nile Rodgers, og skruer op for den musikalske termostat med æteriske harmonier, ørehængende omkvæd og saftige grooves. Symptomatisk for gruppen er deres himmelråbende smukke harmoniseringer, der vikler sig ind mellem elektroniske elementer og rumklangstunge effekter.
Say She She består af den London-fødte Piya Malik og amerikanerne Nya Parker Gazelle og Sabrina Cunningham, som sammen har forsynet dansegulvet med pladerne Prism (2022) og Silver (2023). Nu er trioen igen klar til at smøre lytternes hofteled med deres silkebløde og inciterende lydunivers; i år udkommer deres seneste album, Cut & Rewind.
På samtlige numre på albummet fortsætter Say She She deres dansable musikalske tendenser. Med sprudlende energi marcherer gruppen direkte ind i øregangen og sætter både hjerte og fødder i brand.
På Cut & Rewind klinger der, samtidig med det dansevenlige, også en politisk undertone, som giver albummet en ekstra dimension og musikalsk tyngde.
Nummeret “Under the Sun” er kommet til verden i solidaritet med strejkerne i og omkring Writers Guild of America i 2023. Say She She tilbyder med sangen og pladen en særlig form for sveddryppende protestmusik, der i en tid med uro kan danne klangbund for fællesskabsfølelsen og agere soundtrack til dansen.
Fakta om koncerten:
Say She She (US)
Tirsdag den 9. december kl. 20.00
Lille VEGA, Enghavevej 40, 1674 København V
Billetpris: 240 kr. + gebyr.
Billetsalget starter fredag den 20. juni kl.10.00 via vega.dk, livenation.dk og Ticketmaster.
Læs mere om og køb billet til koncerten med Say She She her.
Related links
Emner
Kategorier
VEGA er et regionalt spillested med mere end 350 koncertarrangementer årligt på de tre scener: Store VEGA, Lille VEGA og Ideal Bar Live og +800 bands. VEGA blev etableret i 1996 som en erhvervsdrivende fond: Koncertvirksomhedens Fond. VEGA har ingen aktionærer og et evt. overskud investeres i at skabe flere koncerter og bedre vilkår for livemusikken.