Gå til indhold
Smag På Dig Selv - VEGA
Smag På Dig Selv - VEGA

Pressemeddelelse -

Smag På Dig Selv i VEGA

VEGA præsenterer
Smag På Dig Selv i VEGA
Har du nogensinde headbanget til en jazzkoncert? Smag På Dig Selv kan få dig i gang, når de skruer op for et mash-up af techno, jazz og black metal den 14. februar, 2025 i Store VEGA.

En trommeslager og to saxofonister. Så simpel er opskriften på et af nordens vildeste live-bands. Det smager af punk, det smager af jazz, også lidt af pop, hiphop, afrobeat og måske noget 90’er-dance.

Den tidligere VEGAs Udvalgte-trio Smag På Dig Selv er indbegrebet af instrumental eufori – farlig, fremadstormende, forførende og fri. De tre venner i Smag På Dig Selv slog deres saxofoner og trommer sammen i 2018 med en vision om at sparke folk ud på dansegulvet og skubbe til grænserne for den gængse koncertoplevelse og genreforståelse. Siden da har de huseret i den danske undergrund og efterladt scener, dansegulve og publikummer i sveddryppende ekstase.

Smag På Dig Selv har de seneste fem år spillet utallige koncerter over hele landet samt i Rusland og etableret sig som et balstyrisk live-fænomen i mange undergrundsmiljøer. I september udgav de deres anden EP’en Middelklassen Avler Kun Skeletter, der endnu en gang katapulterer lytteren ud i en eklektisk stratosfære af vildskab, eufori og magiske jazzede toner.

Foruden deres utrættelige techno-inspirerede energi, har de gjort sig bemærket med brugen af alt fra nordisk strubesang, digtoplæsninger og industrielle rekvisitter på scenen.

Anmeldere på årets Roskilde Festival havde aldrig hørt noget lignende, og Politikens anmelder var efterladt i chok efter trioens koncert på Huset under Copenhagen Jazz Festival, hvor han bl.a. skrev i sin femstjernede anmeldelse: “Jeg er stadig lidt i chok. Ømme stænger. Øm nakke. Euforisk helt ind til knoglerne.”

Instrumental eufori flyder fra scenen, når trioen slår sig løs. Det er fremdrift, forførelse og frihed der rammer Store VEGA den 14. februar 2025

Fakta om koncerten:
Smag På Dig Selv (DK)
Fredag den 14. februar kl. 20.00
Store VEGA, Enghavevej 40, 1674 København V
Billetpris: 200 kr. + gebyr.
Billetsalget starter onsdag den 31. januar kl. 10.00 via vega.dk og Billetlugen
Læs mere om og køb billet til koncerten med Smag På Dig Selv
.

Related links

Emner

Kategorier


VEGA er et regionalt spillested med mere end 350 koncertarrangementer årligt på de tre scener: Store VEGA, Lille VEGA og Ideal Bar Live og +800 bands. VEGA blev etableret i 1996 som en erhvervsdrivende fond: Koncertvirksomhedens Fond. VEGA har ingen aktionærer og et evt. overskud investeres i at skabe flere koncerter og bedre vilkår for livemusikken.

Kontakt

  • Thomas Thy

    Thomas Thy

    Pressekontakt Communications Manager