Pressemeddelelse -
Sommerens punktum sættes med anees i VEGA
VEGA og LiveNation præsenterer
Sommerens punktum sættes med anees i VEGA
Med lyden af solstråler og sommerregn gøder anees’ melodiske univers sjælen og lader lykken vokse som blomster i fuldt flor. Den 30. august gæster han Lille VEGA.
Den amerikanske sangskriver anees forener hiphopbeats og popsnedkerier i et kludetæppe af sommervarme produktioner og rå, raspy vokal.
Med musikalske referencer som Mac Miller, Jon Bellion og Chance The Rapper og med et gennemgående tema om at solen altid skinner bag de grå skyer, emmer hele anees’ diskografi af smittende livsglæde.
I 2023 udgav han sit første album summer camp, der med singlerne “slip” og “sun and moon” gav amerikaneren et globalt gennembrud. De to hits, der beskriver forelskelsens pulserende og skrøbelige følelser gennem tunge hiphopbeats, svævende blæseinstrumenter og tekster med noget på hjerte, gik viralt og gjorde anees utrolig populær på et splitsekund.
I april i år udsendte anees sit andet album HOMEsick, der markerer et modigt nybrud for sangskriveren. Han fortsætter i sit genreblandende univers, men tager denne gang hul på emner om identitet og modstandsdygtighed.
Med sit brændende ønske om at bidrage til mere glæde i verden udgiver anees musik, der beskriver både op- og nedture med et glimt i øjet og i et upbeat og R&B-smooth univers.
Det bliver derfor en ekstra varmhjertet aften, når glædesbomben anees sætter det ypperste punktum for sommeren den 30. august i Lille VEGA.
Fakta om koncerten:
anees (US)
Lørdag den 30. august kl. 21.00
Lille VEGA, Enghavevej 40, 1674 København V
Billetpris: 240kr. + gebyr.
Billetsalget starter den 27. juni kl.10.00 via vega.dk, livenation.dk og Ticketmaster.
Læs mere om og køb billet til koncerten med anees her.
Related links
Emner
Kategorier
VEGA er et regionalt spillested med mere end 350 koncertarrangementer årligt på de tre scener: Store VEGA, Lille VEGA og Ideal Bar Live og +800 bands. VEGA blev etableret i 1996 som en erhvervsdrivende fond: Koncertvirksomhedens Fond. VEGA har ingen aktionærer og et evt. overskud investeres i at skabe flere koncerter og bedre vilkår for livemusikken.