Gå til indhold
Swans - pressebillede. Fotocredit: Josef Puleo.
Swans - pressebillede. Fotocredit: Josef Puleo.

Pressemeddelelse -

Swans kaster Store VEGA mod afgrunden og ind i total overgivelse

VEGA præsenterer
Swans kaster Store VEGA mod afgrunden og ind i total overgivelse

Den 17. november ætser kompromisløse Swans sig gennem både stilhed og støj i Store VEGA med sange fra deres kommende album Birthing.

Hvis man kender det ikoniske band, så ved man, at Swans ikke spiller for at behage – de tester publikums grænser. Med Michael Gira i front som manisk dirigent katapulterer de deres fans ud i et univers af gennemtrængende støj og isnende stilhed. Det er brutalt, hypnotisk og umuligt at ignorere.

I november er grænsesøgende Swans tilbage i VEGA. Denne gang med nyt materiale. Og det kommende album Birthing syner til at blive endnu en sonisk hammer fra støjrocklegenderne. Første smag på albummet er blevet serveret gennem den 19-minutter lange og skærende intense single “I Am a Tower”, der teaser en plade fyldt med industrielle lydlussinger og altomsluttende uro.

Koncerten bliver en unik oplevelse i mere end én forstand. For Birthing og den kommende tour bliver den sidste “Big Sound”-rystelse fra Micheal Gira, der i en pressemeddelelse fortæller, at touren bliver afslutning på hans virke med “de altopslugende lydverdener, der har været min besættelse i årevis”.

Sidste gang legenderne tordnede sig gennem Store VEGA var anmelderne mildest talt begejstrede. Gaffa kvitterede med fem stjerner for deres 2023-koncert og skrev:

“Gruppen leverede en stor oplevelse, som kan tilskrives Michaels Giras evner som bandleder og indpisker samt Swans' ufremkommelige og voldsomme klangunivers. Det er alvorligt, hårdt, brutalt, grimt og underligt. Og vi elsker det!”

Swans er pionerer indenfor deres felt. Siden 1982 har de udgivet en lang række studiealbum med dybe, mørke rødder i industrial-, noise- og postrockscenen. Birthing bliver deres 17 albumudgivelse.

Når Swans den 17. november sætter vanvidshjulene i gruset, er endestationen ukendt og rejsen opslidende. Præcis som fans af orkesteret forventer, og præcis med den slags kunstnerisk støjrockformat som kun Swans og Michael Gira kan levere.

Fakta om koncerten:
Swans (US)
Mandag den 17. november kl. 20.00
Store VEGA, Enghavevej 40, 1674 København V
Billetpris: 260 kr. + gebyr.
Billetsalget starter i dag via vega.dk og Billetlugen.

Læs mere om og køb billet til koncerten med Swans.

Related links

Emner

Kategorier


VEGA er et regionalt spillested med mere end 350 koncertarrangementer årligt på de tre scener: Store VEGA, Lille VEGA og Ideal Bar Live og +800 bands. VEGA blev etableret i 1996 som en erhvervsdrivende fond: Koncertvirksomhedens Fond. VEGA har ingen aktionærer og et evt. overskud investeres i at skabe flere koncerter og bedre vilkår for livemusikken.

Kontakt

  • Ditte Lindblad

    Ditte Lindblad

    Communications Assistent