Pressemeddelelse -
Ukrainske doom-specialister rykker ind i VEGA
VEGA præsenterer
Ukrainske doom-specialister rykker ind i VEGA
Kom med ned i en kulsort skyttegrav af doom, død og black metal, når ukrainske 1914 affyrer kaskader af nye tonstunge toner i Lille VEGA den 3. april.
1914 er tilbage med en ny offensiv i form af deres fjerde album Viribus Unitis. Titlen er latin og står for "Forenede kræfter" og er hentet fra den Østrig-ungarske kejser Franz Joseph I personlige motto.
Viribus Unitis afspejler bandets egen modstandsdygtighed gennem krig, tab og massive livsomvæltninger - det er et brændende symbol på overlevelse og solidaritet.
Albummet udkom i starten af november på det hårdtslående og toneangivende pladeselskab Napalm Records og bygger videre på bandets konceptuelle tilgang til sangskrivningen med afsæt i historiens mørke kapitler.
Fortalt gennem virkelige begivenheder og personlige beretninger fra en ukrainsk soldat i den Østrig-ungarske hær, følger albummet en tidslinje fra 1914 til 1919 og tegner en dyster rejse gennem krigens opståen, klimaks og traumatiske eftervirkninger.
Udgivelsen er en fortsættelse af deres brutale krønike om Første Verdenskrig. Modsat de forrige udgivelser, der skildrer døden og ødelæggelsen, dykker de nye kompositioner ned i eksistentielle temaer om kammeratskab, udholdenhed og vejen tilbage til livet med rædslerne i felttasken.
Musikalsk forbliver 1914 tro mod deres identitet. De genremikser en potent eliksir af døsmetal, knusende doom og ambiente melodiske teksturer.
Fakta om koncerten:
1914 (UA) - The War That Never Ends Tour 2026
Fredag den 3. april kl. 21.00
Lille VEGA, Enghavevej 40, 1674 København V
Billetpris: 200kr. + gebyr.
Billetsalget starter i dag via vega.dk og Billetlugen.
Læs mere om og køb billet til koncerten med 1941 her.
Related links
Emner
Kategorier
Regions
VEGA er et regionalt spillested med mere end 350 koncertarrangementer årligt på de tre scener: Store VEGA, Lille VEGA og Ideal Bar Live og +800 bands. VEGA blev etableret i 1996 som en erhvervsdrivende fond: Koncertvirksomhedens Fond. VEGA har ingen aktionærer og et evt. overskud investeres i at skabe flere koncerter og bedre vilkår for livemusikken.