Pressemeddelelse -
Vancouver Sleep Clinic spiller efterårets nuancer frem i VEGA
VEGA præsenterer
Vancouver Sleep Clinic spiller efterårets nuancer frem i VEGA
Den 15. november kan du opleve et forunderligt potpourri af melankoli og varme soul vibes, når det australske band udfolder deres indtagende univers i Lille VEGA.
Den 18. oktober udgiver Vancouver Sleep Clinic opfølgeren til deres anmelderroste debutalbum, Revival, fra 2017. I forbindelse med annonceringen slap de den smukke, æteriske single ”Bad Dream”. Singlen er ledsaget af en billedskøn musikvideo, der gennem varme farver, kontraster af lys og uhyggelige scener formidler en rejse gennem underbevidstheden.
Albummet har fået titlen Onwards to Zion og er skabt i rolige omgivelser på en bjergskråning i Bali. Musikken og lyrikken sender lytteren på en moderne pilgrimsrejse gennem livets op- og nedture i en evig foranderlig verden.
Anført af den karismatiske forsanger og sangskriver Tim Bettinson har bandet siden 2013 fortryllet publikum verden over med deres melankolske fusion af R&B, folk og electropop.
Bettinsons indlevende vokal, der leder tankerne hen på Bon Iver, skubber lytteren ind i et drømmende univers af raffineret lyrik.
På deres debutep, Winter, fra 2014 ramte bandet de internationale scener med hitsinglerne ”Vapour” og ”Collapse”. Udstyret med en gammel laptop og et forældet keyboard gik den dengang 17-årige Bettinson i gang med de første indspilninger i soveværelset i Brisbane. Ep´en er spækket med akustisk guitarspil, vibrerende elektroniske beats og smukke falsetvokaler.
Ep´en blev efterfulgt af Revival, der er indspillet i samarbejde med producer Al Shux (Kendrick Lamar, Nas, Lana Del Rey). Albummet modtog et utal af roser fra anmeldere verden over og Sputnick Music skrev bl.a.: “Revival isn’t Vancouver Sleep Clinic’s magnum opus, but it does see the outfit load up its palette with an array of shimmering assets.”
Fakta om koncerten:
Vancouver Sleep Clinic (AUS)
Fredag d. 15. november kl. 21.00
Lille VEGA, Enghavevej 40, 1674 København V
Billetpris: 160 kr. + gebyr
Billetsalget starter i dag via vega.dk og Ticketmaster
Læs mere om og køb billet til koncerten med Vancouver Sleep Clinic.
Related links
Emner
Kategorier
VEGA er et regionalt spillested med mere end 350 koncertarrangementer årligt på de tre scener: Store VEGA, Lille VEGA og Ideal Bar Live og +800 bands. VEGA blev etableret i 1996 som en erhvervsdrivende fond: Koncertvirksomhedens Fond. VEGA har ingen aktionærer og et evt. overskud investeres i at skabe flere koncerter og bedre vilkår for livemusikken.