Pressemeddelelse -
VEGAs nye årsrapport viser ekstremt høj aktivitet og understreger behovet for at investere i fremtidens musikliv
VEGA offentliggør i dag sin årsrapport for 2025. Den viser et år med meget høj aktivitet, stærk publikumsopbakning og et balanceret regnskab. Det er dog ikke den økonomiske bundlinje, der er den vigtigste historie for VEGA.
Årsrapporten peger i stedet på den rolle, spillesteder udfylder i udviklingen af dansk musikliv og på nødvendigheden af fortsat at investere i både kunstnere, publikum og nye formater i en branche under pres.
Høj aktivitet er fundamentet for et stærkt kulturliv
Med over 700 artister på scenen og næsten 250.000 gæster i huset i 2025 er VEGA blandt de mest aktive spillesteder i Danmark. Det høje aktivitetsniveau er ikke kun et resultat af efterspørgsel, men af en bevidst strategi om at producere meget, tage chancer og skabe plads til udvikling.
Musikkens økosystem kræver, at nogen tør investere i det, der endnu ikke er en sikker succes. Det er netop den rolle, VEGA påtager sig gennem arbejdet med at skabe rum for kunstnere, der udfordrer formater og flytter grænser. Indtægter fra de store og udsolgte koncerter bliver geninvesteret i nye navne, smalle genrer, publikumsudvikling og eksperimenterende liveformater. Også når det indebærer en økonomisk risiko. Dermed er den økonomiske aktivitet ikke et mål i sig selv, men et middel til at sikre et levende og mangfoldigt musikliv.
“Vores vigtigste bundlinje er kunstnerisk og samfundsmæssig. Vi bruger vores volumen og vores indtjening til at skabe plads til det, der ikke nødvendigvis er en sikker forretning, men som er afgørende for, at musiklivet kan udvikle sig,” siger administrerende direktør Anders Wahrén.
Et ansvar for det nye og originale med internationalt udsyn
Årsrapporten understreger også, at arbejdet med det nye og originale er en nødvendig, men ressourcekrævende opgave. Uden spillesteder, der aktivt prioriterer udvikling, risikerer branchen at miste de kunstnere, der på sigt skal definere fremtidens musik.
VEGA stiller ikke kun scener til rådighed, men også organisation, formidling og kompetencer, som gør det muligt at løfte projekter – fra helt nye navne i Ideal Bar til større kunstneriske satsninger, der når et bredt publikum.
I 2025 har VEGA præsenteret artister fra en bred vifte af lande og dermed bidraget til at udvide den musikalske horisont for det danske publikum. Historisk har internationale koncertprogrammer i høj grad været domineret af navne fra USA og UK. Gennem et aktivt arbejde med samarbejdspartnere og netværk – herunder Liveurope – er det lykkedes VEGA at bringe flere kunstnere fra ikke-engelsktalende lande til scenen.
Det er en udvikling, der både styrker mangfoldigheden og afspejler en global musikscene i forandring.
Mere end et regnskab
VEGAs årsrapport for 2025 er dermed ikke blot en status på aktivitet og økonomi, men et indblik i den infrastruktur, der understøtter dansk musikliv på tværs af vækstlaget og den fødekæde, der i sidste ende bidrager til hovednavne på festivalerne og omsætning for de store, kommercielle aktører. Et arbejde, hvor høj aktivitet, kunstnerisk mod og strategiske investeringer i fremtiden går hånd i hånd, og hvor spillesteder spiller en central rolle i at sikre, at både nye og etablerede kunstnere kan udvikle sig.
Yderligere information:
Head of Communications, Søren Gaden
sg@vega.dk / tlf. 20 63 64 12
Related links
Emner
Kategorier
Regions
VEGA er et regionalt spillested med mere end 350 koncertarrangementer årligt på de tre scener: Store VEGA, Lille VEGA og Ideal Bar Live og +800 bands. VEGA blev etableret i 1996 som en erhvervsdrivende fond: Koncertvirksomhedens Fond. VEGA har ingen aktionærer og et evt. overskud investeres i at skabe flere koncerter og bedre vilkår for livemusikken.