Pressemeddelelse -

Holsted er populær blandt nybyggere

Vejen Kommune har netop sat syv nye byggegrunde i udbud på Overmarken i Holsted.

Vejen Kommune er i gang med at byggemodne syv nye byggegrunde i forlængelse af Overmarken i Holsted, og de er netop sat i offentligt udbud.

Salget af byggegrunde i Holsted har været stigende de seneste år, hvor Vejen Kommune siden 2020 har solgt 12 byggegrunde i henholdsvis Marsvænget og på Overmarken i Holsted.
Den øgede efterspørgsel på byggegrunde i Holsted har fået Vejen Kommune til at fremrykke udstykningsplanen for nye byggegrunde i Holsted til 2022 fremfor 2023, hvor byggegrundene oprindeligt skulle have været byggemodnet.

”Vi har virkelig kunne mærke en stor interesse for de kommende byggegrunde på Overmarken i Holsted. Der er efterhånden modtaget mange henvendelser fra både interesserede købere og spændte naboer, som ser frem til, at den sidste etape på Overmarken står færdig. Derfor er det glædeligt, at vi havde mulighed for at byggemodne området et helt år tidligere end først planlagt,” fortæller Rikke Gaarde Andersen, salgsmedarbejder i Teknik & Miljø.

De nye byggegrunde ligger placeret i forlængelse af den sydlige del af Overmarken og grænser dermed op til Højmarkskolen og fodboldbanerne ved idrætscenteret Medius, tæt på alle faciliteter i byen.

Byggegrundene er lige nu i udbud frem til den 30. juni 2022, hvor man som køber har mulighed for at byde på en eller flere af grundene. Byder man på flere, kan man prioritere dem.

Når udbuddet er slut, vil grundene blive fordelt til højest bydende. De grunde som ikke bliver solgt i udbuddet, vil blive sat til salg på hjemmesiden. Her vil alle kunne reservere og købe grundene efter først til mølle-princippet.

www.vejen.dk/byggegrundekan man finde udbuddet og se flere informationer, herunder salgsplanen, priser, måleblade, tilbudsblanketter mv.

Billede: Dronebillede af de nye byggegrunde på Overmarken, etape 6: Foto af Vejen Kommune

Emner

  • Kommunal service

Kategorier

  • nybyggeri
  • byggegrunde
  • bosætning

Regions

  • Vejen

Vejen Kommune har en unik, geografisk beliggenhed i hjertet af Syddanmark. Motorvej E20 løber gennem kommunen og giver ligesom togstationerne i Vejen, Brørup og Holsted en fantastisk infrastruktur med en nem adgang til resten af landet.

Vejen Kommune er kendt som en erhvervsvenlig kommune med hovedvægten på virksomheder indenfor fødevareproduktion, transport og byggeri. Vi har desuden et af landets største idrætsanlæg, liga speedway, to af landets ældste højskoler samt et aktivt kultur- og foreningsliv. Det er også oplagt at snøre løbe- og vandreskoene eller hoppe på mountainbiken og opleve områdets skønne natur.

Kontakt