Pressemeddelelse —
Landets næstbedste: Tre pladser op til Vejen Kommune
Vejen Kommune er landets næstbedste til at sagsbehandle landmænds ansøgninger om husdyrgodkendelser.
Med mere end 4.000 arbejdspladser udgør landbrugs- og fødevareerhvervet den største branche i Vejen Kommune. Derfor har denne branche også et naturligt stort fokus blandt en del kommunens administrative medarbejdere, inden for blandt andet miljøgodkendelser, byggesagsbehandling og husdyrgodkendelser. Sidstnævnte gør Vejen Kommune så godt, at de indtager en andenplads i Miljøstyrelsens opgørelse over sagsbehandlingstider for 2019.
Med 28 sager og en gennemsnitlig behandlingstid på 1,3 måneder kan det ikke gå meget hurtigere. Og det giver tilfredse kunder. En af dem, der har nydt godt af kommunens arbejde på området, er landmand Iver Knude Wind fra Jels. Han ejer flere ejendomme i området og har haft brug for at udvide flere gange de senere år. Til den opgave benytter han sig af eksterne rådgivere, og blandt dem fremhæves samarbejdet med Vejen Kommune også.
- Det kan virke af meget, at vi får besøg af 2-3 af kommunens medarbejdere i forbindelse med en udvidelse, men det gør, at vi får vendt og drejet alle områder på én gang i stedet for, at vi skal skrive frem og tilbage mellem de forskellige instanser indtil flere gange, forklarer Iver Knude Wind og fortsætter:
- Med den professionelle og konstruktive tilgang, som kommunens medarbejdere har, når de kommer på besøg her, kan jeg ikke være andet end positiv.
Også Vagn Sørensen, der er formand for udvalget for Teknik & Miljø er tilfreds med fremgangen:
- Jeg kan kun være rigtig godt tilfreds med, at vi er en af landets hurtigste kommuner til at sagsbehandle husdyrgodkendelser. Korte sagsbehandlingstider er også med til at skabe vækst og arbejdspladser, og det har vi brug for i denne tid, konstaterer Vagn Sørensen.
Der er Miljøstyrelsen, der hvert år samler og opgør sagsbehandlingstiden for husdyrgodkendelser fra landets kommuner. Se opgørelsen samt tidligere opgørelser via linket herunder:
https://mst.dk/erhverv/landbrug/vejledning-om-husdyrbrug/sagsbehandlingstider/
Billedtekst: Vejen Kommune er landets næstbedste til at sagsbehandle, når landmændene søger om husdyrgodkendelser. Foto: Vejen Kommune.
Emner
- Dyrehold
Kategorier
- miljøstyrelsen
- sagsbehandlingstid
- husdyrgodkendelser
Regions
- Vejen
Vejen Kommune har en unik, geografisk beliggenhed i hjertet af Syddanmark. Motorvej E20 løber gennem kommunen og giver ligesom togstationerne i Vejen, Brørup og Holsted en fantastisk infrastruktur med en nem adgang til resten af landet.
Vejen Kommune er kendt som en erhvervsvenlig kommune med hovedvægten på virksomheder indenfor fødevareproduktion, transport og byggeri. Vi har desuden et af landets største idrætsanlæg, liga speedway, to af landets ældste højskoler samt et aktivt kultur- og foreningsliv. Det er også oplagt at snøre løbe- og vandreskoene eller hoppe på mountainbiken og opleve områdets skønne natur.
Vejen Kommune