Gå til indhold
Sænk farten på skolevejene

Pressemeddelelse -

Sænk farten på skolevejene

Onsdag den 12. august starter Vejen Kommunes børn og unge igen i skole, og derfor er der brug for at minde bilisterne om at vise hensyn. En undersøgelse viser, at knap hver 5. kører for stærkt på skolevejene.

4.300 børn og unge i Vejen Kommunes folkeskoler skal igen vende sig til at færdes på deres skolevej, og for de knap 400 0. klasses elever er det måske helt nyt selv at skulle cykle til skole. Derfor er det vigtigt, at bilister udviser ekstra hensyn og opmærksomhed, og husker at sænke farten, når de kører i et område med cyklende skolebørn.

For at minde bilisterne om at være ekstra opmærksomme og respektere fartgrænserne på skolevejene er Vejen Kommune gået sammen med Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden i den landsdækkende skolestartskampagne “Børn på vej”.

  • -I perioden 2015-2019 kom 12 11-16-årige til skade på cykel eller knallert. Ses der alene på uheld med cyklister, var cyklisten i 23 % af uheldene mellem 6 og 14 år, da uheldet skete fortæller Vagn Sørensen, udvalgsformand for Teknik & Miljø i Vejen Kommune. Derfor er det ekstra vigtigt, at vi sætter fokus på sikker trafik omkring skolerne.

For mange kører for stærkt

Selv om de fleste respekterer fartgrænserne på skolevejene og viser hensyn, så er der stadig udfordringer. I august sidste år gennemførte politiet en fire ugers kontrol ved skolerne og sigtede 6.200 personer for at køre for stærkt, viser tal fra Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

I en undersøgelse, som Epinion har gennemført for Rådet for Sikker Trafik tidligere i år, svarede 18 % af bilisterne, at de i løbet af de seneste tre måneder er kommet til at overtræde hastighedsgrænsen i bil på en skolevej op til flere gange.

  • -Man kan være så tidspresset om morgenen, at man fristes til at køre for stærkt. Men især nu hvor der er mange børn på skolevejene, er det særligt vigtigt at holde øje med sin fart og respektere fartgrænserne. Børn har svært ved at vurdere, om de kan nå at krydse vejen, hvis bilisterne kører for hurtigt. Så vær opmærksom og vis hensyn til børnene, siger Rosa Nissen, projektleder i Rådet for Sikker Trafik.

Flere skolevejsprojekter i Vejen Kommune

Udover at være med i kampagnen ”Børn på vej” ved årets skolestart udfører Vejen Kommune flere skolevejsprojekter i løbet af efteråret. Det sker blandt andet ved Føvling Børnecenter og Højmarkskolen i Holsted, hvor der etableres hævede flader for at få bilerne ned i fart. Derudover etableres der et nyt skolepatruljeanlæg ved Gesten Skole senere på året.

  • -Vi får løbende henvendelser fra skoler eller forældre om tiltag, der kan gøre skolevejen mere sikker, fortæller Anders Pedersen, projekt- og trafiksikkerhedskoordinator ved Vejen Kommune. Tidligere på året har vi bl.a. lavet ekstra tiltag ved Brørup Skole, Rødding Skole og Østerbyskolen, og nu er turen kommet til de næste skoler. 

Emner

Kategorier

Regions


Vejen Kommune har en unik, geografisk beliggenhed i hjertet af Syddanmark. Motorvej E20 løber gennem kommunen og giver ligesom togstationerne i Vejen, Brørup og Holsted en fantastisk infrastruktur med en nem adgang til resten af landet.

Vejen Kommune er kendt som en erhvervsvenlig kommune med hovedvægten på virksomheder indenfor fødevareproduktion, transport og byggeri. Vi har desuden et af landets største idrætsanlæg, liga speedway, to af landets ældste højskoler samt et aktivt kultur- og foreningsliv. Det er også oplagt at snøre løbe- og vandreskoene eller hoppe på mountainbiken og opleve områdets skønne natur.

Kontakt

Anders Hørkjær Pedersen

Projekt- og trafiksikkerhedskoordinator 79966233

Rosa Nissen

Projektleder Rådet for Sikker Trafik 61650443

Hjertet af Syddanmark

Vejen Kommune er en mellemstor kommune med knap 43.000 indbyggere og cirka 19.000 arbejdspladser. Vejen Kommune har stort fokus på fødevarebranchen, og en meget stor del af arbejdspladserne finder man i den branche. Vejen Kommune prioriterer sit erhvervsliv, og har et tæt samarbejde med kommunens mange virksomheder, og forsøger på bedste vis at bistå virksomhederne med god service og kvalificeret arbejdskraft.
Vejen Kommune har masser af smuk og varieret natur, som benyttes flittigt at både lokale og turister. Der er et aktivt foreningsliv i hele kommunen, blandt andet med Vejen Idrætscenter som har stribevis af tilbud, og som også har stor erfaring med afholdelse af større sportsbegivenheder, event, foredrag, konferencer og meget mere.
I Vejen er der billige byggegrunde, både for privat og for erhvervslivet, og der er mange forskellige boformer, blandt andet i en række attraktive landsbyer.
Også handelslivet i Vejen er aktivt og varieret, det gælder til dels i centerbyerne, men i høj grad i Vejen, som byder på et stort og varieret handelsliv med mange butikker.
I Vejen Kommune er der gode muligheder for pasning af børn, og et varieret og kreativt undervisningsmiljø.

Vejen Kommune
Vejen Kommune
Rådhuspassagen 3
6600 Vejen
Danmark