Gå til indhold
Vejen Kommunes landbrugsteam er et forbillede for andre

Pressemeddelelse -

Vejen Kommunes landbrugsteam er et forbillede for andre

Gårdejer kalder kommunen løsningsorienteret og samarbejdsvillig

Statistikkerne taler for sig selv: Vejen er landets tredje bedste kommune til sagsbehandling af husdyrgodkendelser. Landbrugsteamet har sagsbehandlet 35 husdyrgodkendelser i 2022. Det placerer Vejen på andenpladsen i landet over de kommuner, der har sagsbehandlet flest sager, og så stadig kun med en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på 1,6 måneder, hvilket er den tredje laveste. De to kommuner, der er placeret som nr. 1 og 2 har kun ni sager til sammen og har brugt henholdsvis 1,2 og 1,3 måned på det i gennemsnit, så kigger man på det store billede, klarer Vejen Kommune sig bedst.

- Den succesfulde placering skyldes løbende fokus og prioritering af ressourcer, effektive arbejdsgange og ikke mindst medarbejdernes ekspertise. Vores dedikerede team af sagsbehandlere arbejder hver dag for at sikre, at landmændene får en rettidig vurdering af deres husdyrgodkendelser samtidig med, at vi overholder de nødvendige lovgivningsmæssige krav, forklarer Peter Hansen, der er chef for Teknik & Miljø i Vejen Kommune.

I en nylig undersøgelse udført af Miljøstyrelsen bliver Vejen Kommune rangeret som en af de førende kommuner i landet, når det kommer til at håndtere husdyrgodkendelser. Med en imponerende samlet sagsbehandlingshastighed og omhyggelig opmærksomhed på detaljer, er Vejen Kommune et forbillede for andre kommuner. Og det kan gårdejer Niels Mamsen fra Toftegård ved Sdr. Hygum skrive under på. Han tog kontakt til Vejen Kommune, da han skulle søge miljøgodkendelse til en ny staldbygning til sine goldkøer og kalve. For ham var placeringen af stalden noget af det vigtigste at få på plads, og sammen fandt de en optimal løsning.

Jeg var da lidt skeptisk, inden jeg kontaktede Vejen Kommune, for jeg forventede, at det ville blive en tung opgave med masser af papirarbejde. Men i stedet fik jeg en god forhåndsdialog med sagsbehandlerne, der fortalte om processen. Vi fik talt byggesagen godt igennem og planlagt, hvad der skulle ske, og så gik det hele ret smertefrit, forklarer Niels Mamsen.

På landsplan har flere kommuner store udfordringer med at overholde sagsbehandlingstiderne, og derfor skulle Vejen lære fra sig og inspirere andre kommuner til at systematisere deres processer, da Miljøstyrelsen for nyligt inviterede ind til et webinar. Her fortalte Vejen om deres erfaringer med sagsbehandling samt om den måde de styrer sagsforløbet på blandt andet ved indhentning af supplerende oplysninger fra både ansøger og ved samarbejde internt i kommunen.

- Nogle kalder os klassens duks, forklarer Vagn Sørensen, der er formand for udvalget for teknik og miljø.

-Der er ingen tvivl om, at det er en anerkendelse af vores dygtige medarbejdere og deres kontinuerlige bestræbelser på at levere en professionel og hurtig sagsbehandling. Men samtidig har vi også altid en god dialog med vores landbrugsvirksomheder og deres rådgivere, og de skal have tak for et altid godt og konstruktivt samarbejde, slutter han af.


Billedtekst:

To sagsbehandlere fra Vejen Kommunes landbrugsteam, Anna Klitgaard og Gitte Elgaard, var på besøg hos Bieke de Bruijn og Niels Mamsen på Toftegård


Emner

Kategorier

Regions


Vejen Kommune har en unik, geografisk beliggenhed i hjertet af Syddanmark. Motorvej E20 løber gennem kommunen og giver ligesom togstationerne i Vejen, Brørup og Holsted en fantastisk infrastruktur med en nem adgang til resten af landet.

Vejen Kommune er kendt som en erhvervsvenlig kommune med hovedvægten på virksomheder indenfor fødevareproduktion, transport og byggeri. Vi har desuden et af landets største idrætsanlæg, liga speedway, to af landets ældste højskoler samt et aktivt kultur- og foreningsliv. Det er også oplagt at snøre løbe- og vandreskoene eller hoppe på mountainbiken og opleve områdets skønne natur.

Kontakt

Vagn Sørensen

Byrådsmedlem Udvalgsformand, Teknik og Miljø 40289354

Hjertet af Syddanmark

Vejen Kommune er en mellemstor kommune med knap 43.000 indbyggere og cirka 19.000 arbejdspladser. Vejen Kommune har stort fokus på fødevarebranchen, og en meget stor del af arbejdspladserne finder man i den branche. Vejen Kommune prioriterer sit erhvervsliv, og har et tæt samarbejde med kommunens mange virksomheder, og forsøger på bedste vis at bistå virksomhederne med god service og kvalificeret arbejdskraft.
Vejen Kommune har masser af smuk og varieret natur, som benyttes flittigt at både lokale og turister. Der er et aktivt foreningsliv i hele kommunen, blandt andet med Vejen Idrætscenter som har stribevis af tilbud, og som også har stor erfaring med afholdelse af større sportsbegivenheder, event, foredrag, konferencer og meget mere.
I Vejen er der billige byggegrunde, både for privat og for erhvervslivet, og der er mange forskellige boformer, blandt andet i en række attraktive landsbyer.
Også handelslivet i Vejen er aktivt og varieret, det gælder til dels i centerbyerne, men i høj grad i Vejen, som byder på et stort og varieret handelsliv med mange butikker.
I Vejen Kommune er der gode muligheder for pasning af børn, og et varieret og kreativt undervisningsmiljø.

Vejen Kommune
Vejen Kommune
Rådhuspassagen 3
6600 Vejen
Danmark