Gå til indhold
Kendt indiansk miljø- og rettighedsaktivist dræbt i sit hjem

Nyhed -

Kendt indiansk miljø- og rettighedsaktivist dræbt i sit hjem

Den kendte honduranske rettigheds- og miljøaktivist Berta Caceres blev dræbt tidligt torsdag morgen i sit hjem. Det skriver Washington Post.

Drabet understreger på tragisk vis Honduras’ sørgelige rekord som verdens farligste land at være miljø-aktivist i – en trist placering, som organisationen Global Witness tildelte landet i en stor rapport sidste år.

Caceres, der tilhører det oprindelige Lenca-folk i Honduras, modtog i 2015 den prestigefyldte miljøpris Goldman Environmental Prize. Her blev hun hyldet for sin indsats for at samle lenca-folket i en stor protestkampagne imod byggeriet af verdens største dam, Agua Zarca vandkraftværket, som ville fordrive hundredvis af lenca-familier fra deres jord og livsgrundlag.


Min situation er ikke forskellige fra alle mulige andre aktivister, der kæmper for menneskerettigheder og miljø her i landet,“ sagde hun da hun modtog prisen. Hun havde i lang tid levet med dødstrusler og trusler om tortur og bortførelse, også imod hendes familie. Så sent som sidste uge havde hun holdt en nyhedskonference, hvor hun fordømte drabene på fire med-aktivister, der ligesom hende selv havde modsat sig dambyggeriet.

Ifølge de honduranske myndigheder blev Berta Caceres skudt kl. 1 om natten af to ukendte gerningsmænd, der trængte ind i hendes hjem og efterfølgende flygtede. Hun stod under politibeskyttelse, men var for nyligt flyttet uden at meddele det de lokale myndigheder, lød det fra Honduras’ sikkerhedsminsiter Julian Pacheco. En sikkerhedsvagt tilknyttet hendes hjem er ifølge ministeren blevet arresteret.

Den konservative regering, som deltog i og kom til magten efter statskuppet i Honduras i 2009, startede med at godkende koncessioner til 47 store vandkraftværker. Blandt disse er Agua Zarca vandkraftværket. De honduranske myndigheder fik i første omgang investorer som Verdensbanken og Kina med i projektet. Disse har dog siden trukket sig, efter at lenca-landsbyerne fik organiseret sig og protesterede imod svindel og overgreb. I 2013 blev flere lenca-aktivister skudt under en fredelig protestmarch imod byggeriet.

Nyheden om drabet på Berta Caceres har udløst vrede og sorg blandt miljø- og rettighedsforkæmpere og –organisationer verden rundt.

“Vi er dybt chokerede. Berta Caceres var en enestående leder og et samlingspunkt for hele miljø- og rettighedsbevægelsen i Honduras. Drabet på hende er en forfærdelig tragedie og et uerstatteligt tab for alle, der ønsker mere retfærdighed i Honduras
,” siger Jan Ole Haagensen, sekretariatschef i den danske organisation Verdens Skove, der arbejder med skovbevarelse og oprindelige folks rettigheder I Honduras.

Han fortsætter:
Drabet understreger den brutale virkelighed for oprindelige folk og andre, der forsøger at forsvare deres rettigheder overfor magtfulde interesser i Honduras. Det viser med al tydelighed, hvor meget der fortsat er brug for international støtte og bistand til udsatte grupper i landet. Vi håber at den danske regering vil tage dette til efterretning, og at EU og det øvrige international samfund vil presse på for fuld opklaring af drabet og retfærdighed for Honduras’ oprindelige folk.”

Verdens Skove arbejder med at sikre oprindelige folks rettigheder i Honduras. Støt de oprindelige folks og meld dig ind i Verdens Skove her

Foto: The Goldman Environmental Prize

Related links

Emner

Kategorier

Kontakt

Jonas Schmidt Hansen

Pressekontakt Redaktør og presseansvarlig Medlemsblad, nyhedsbrev 2625 8208

Nanna Jochumsen

Pressekontakt Teamleder for kommunikation (+45) 3190 2770

Relateret materiale

Hvad vil du give videre?

Verdens Skove er en dansk miljøorganisation, der kæmper for en verden med en rig skovnatur. Det gør vi i samarbejde med folk, der lever i og af skoven.

Sammen med vores partnere i Honduras, Nicaragua, Panama og Bolivia samt Etiopien og Uganda forsvarer vi regnskoven.
Vi hjælper virksomheder, stater og forbrugere med at tage ansvar ude og hjemme og sikrer derved en bæredygtig anvendelse af skovens ressourcer.

I Danmark kæmper vi for at stoppe tabet af skovenes biologiske mangfoldighed. Vi vil skabe et nyt dansk landskab med mere vild skov-natur, der er rigt på biologisk mangfoldighed.

Verdens Skove startede som regnskovsgruppen Nepenthes i 1982.

Verdens Skove
Vestergade 12, 3. sal
1456 København K
Danmark