Gå til indhold
Danske politikere bør give en hånd til de over én million arter, der er truede på verdensplan på den kommende COP15 for biodiversitet
Danske politikere bør give en hånd til de over én million arter, der er truede på verdensplan på den kommende COP15 for biodiversitet

Nyhed -

Ny kampagne: Stop tabet af biodiversitet - kræv seriøse krav til FN´s biodiversitetskonference, så naturen får plads

Verdens Skove lancerer ny kampagne: De danske politikere skal tage tabet af biodiversiteten seriøst. Derfor skal de have seriøse krav med, så der på FN’s 15. konference for biodiversitet i Kina bliver lavet en seriøs og bindende aftale.

Af Ida Lund

Verdens Skove ønsker at lægge et pres på de danske politikerer for, at de skal kæmpe for en seriøs aftale på FN’s biodiversitetskonference til april, 2022, så tabet af biodiversitet standses på globalt plan. Lige nu er over én million arter ved at uddø, og årsagen er mennesket. Ved at skrive under på kampagnen, giver du os en ekstra stemme til at fortælle politikerne, hvilke mål de skal have med på konferencen for at give naturen og klodens unikke økosystemer de bedste betingelser og beskytte dem mod de trusler, som vi mennesker har stillet dem overfor.

“Det er bydende nødvendigt, at Danmark bruger sin indflydelse til at sikrer, at aftalen på FN´s biodiversitetskonference bliver så virkningsfuld, som mulig. Derfor skal de danske politikere tage krav med, der sikrer en ambitiøs, bindende og effektiv aftale, så vi får standset tabet af arter,” siger Gry Bossen, der er politisk koordinator for Verdens Skove.

Den sjette masseuddøen

Siden industrialiseringen har menneskelige aktiviteter forårsaget så store ødelæggelser af naturen, at dyre- og plantearter nu forsvinder flere hundrede - hvis ikke tusinder - gange hurtigere end før. Forskerne kalder menneskets aktive udslettelse af økosystemer og arter for den sjette masseudryddelse. Den femte masseuddøen var dinosaurernes udryddelse for 65 millioner år siden. Da op mod 80 procent af klodens landlevende arter lever i skovene, er skovene helt afgørende for biodiversiteten på Jorden. Den stigende globale afskovningsrate er med til at udrydde en lang række arter. En af de største trusler mod biodiversiteten er nemlig, at naturen indskrænkes, omlægges, manipuleres og ryddes, hvorved de store vilde naturområder og gamle skove og andre uvurderlige økosystemer bliver en sjældenhed. På trods at de store ødelæggelser, som vi mennesker forårsager, har vi også magt til og mulighed for at beskytte og genoprette naturen og biodiversiteten.

“Det er os mennesker, der rydder skove og økosystemer og presser mange dyre- og plantearter. Det er derfor også os, der kan sætte ind for at bevare biodiversiteten, blandt andet ved at bevare skovene. Hvis vi handler seriøst, kan vi bremse, hvis ikke stoppe, den dramatiske udryddelse af arter, som vi er skyldige i lige nu. Det vil vi gerne manifestere overfor blandt andet de danske politikere, som vi igen håber vil handle på biodiversitetskonferencen,” forklarer Gry Bossen.

Skovene og oprindelige folk er nøglen

Verdens Skove mener, at de danske politikere skal kæmpe for, at afskovningen af såkaldt primærskov stopper øjeblikkeligt, og at naturen får nok plads at udfolde sig på, så vi ikke mister flere arter. Samarbejde med oprindelige folk og lokale, der er bosat i og omkring naturområder, er et vigtigt og uomgåeligt redskab. Forskning viser nemlig, at oprindelige folks områder har nogle af de mest intakte naturområder i verden. Det er også vigtigt at hjælpe naturrige lande økonomisk, hvis de ikke selv har midler til at standse afskovning og ødelæggelser af økosystemer. 

“En ambitiøs aftale er ikke kun et højt arealmål til beskyttelse af naturen. For at være ambitiøs kræver det ikke bare store arealer, men også at de rigtige områder beskyttes samt, at vi indtænker oprindelige folk og deres rettigheder. Det er også vigtigt, at vi sikrer økonomisk støtte til de lande, der ikke selv kan stoppe eksempelvis afskovningen i vigtige naturskove og ødelæggelser af uvurderlige økosystemer. Hvis ikke aftalen sætter nogle seriøse rammer, så når vi ikke i mål,” forklarer Gry Bossen.

Første del af FN’s biodiversitetskonferencebliver afholdt online fra den 11. til den 15. oktober. Den anden og vigtigste del afholdes fra den 25. april til den 8. maj, 2022 i Kunming i Yunnanprovinsen, Kina.

Skriv under!

De danske stemmer på FN-konferencen, er vores bedste måde at få indflydelse på en international biodiversitetsaftale. Derfor er det vigtigt, at de danske politikere tager afsted til konferencen med helt klare ambitioner og målsætninger til aftalen.

Ved at skrive under på vores kampagne, er du med til at kræve, at de danske politikere tager nødvendige krav med til biodiversitetskonferencen:

  • Stop fældning af urskov nu!
  • Giv naturen plads nok til at stoppe tabet af arter!
  • Inkludér oprindelige folk og giv dem rettigheder til deres territorier!
  • Lav en bindende aftale med gode politiske rammer!
  • Lav en aftale, der sikrer finansiering til bevarelse af biodiversitet!

Du kan skrive under her.







Emner

Kontakt

Jonas Schmidt Hansen

Pressekontakt Redaktør og presseansvarlig Medlemsblad, nyhedsbrev 2625 8208

Nanna Jochumsen

Pressekontakt Teamleder for kommunikation (+45) 3190 2770

Relateret materiale

Hvad vil du give videre?

Verdens Skove er en dansk miljøorganisation, der kæmper for en verden med en rig skovnatur. Det gør vi i samarbejde med folk, der lever i og af skoven.

Sammen med vores partnere i Honduras, Nicaragua, Panama og Bolivia samt Etiopien og Uganda forsvarer vi regnskoven.
Vi hjælper virksomheder, stater og forbrugere med at tage ansvar ude og hjemme og sikrer derved en bæredygtig anvendelse af skovens ressourcer.

I Danmark kæmper vi for at stoppe tabet af skovenes biologiske mangfoldighed. Vi vil skabe et nyt dansk landskab med mere vild skov-natur, der er rigt på biologisk mangfoldighed.

Verdens Skove startede som regnskovsgruppen Nepenthes i 1982.

Verdens Skove
Vestergade 12, 3. sal
1456 København K
Danmark