Gå til indhold
Ugandas befolkning er steget fra cirka 17 til 46 millioner fra 1990 og frem i dag. Det presser skovens ressourcer, hvorfor det er så afgørende, at vi støtter uganderne i bæredygtige leveveje, der bevarer den enestående natur.
Ugandas befolkning er steget fra cirka 17 til 46 millioner fra 1990 og frem i dag. Det presser skovens ressourcer, hvorfor det er så afgørende, at vi støtter uganderne i bæredygtige leveveje, der bevarer den enestående natur.

Nyhed -

Verdens Skoves praksis på skoleskemaet i Uganda

Verdens Skove har i samarbejde med vores ugandiske partner, Joint Effort to Save the Environment (JESE), udarbejdet et pensum i bæredygtige praksisser i og omkring skovene. Kurserne er en del af initiativet ’Green Entrepreneurship’, der har til formål at skabe grønne jobmuligheder i Uganda for at beskytte naturen. Hele eller dele af pensummet er allerede blevet integreret på flere ugandiske erhvervsuddannelser, og undervisningsmaterialet skal digitaliseres for at gøre vores viden endnu mere delbar. Målet er at få hele pensum med i det nationale uddannelsessystem i Uganda.

Af Jeppe Gramstrup Mikkelsen

Verdens Skove samarbejder med lokale organisationer, myndigheder og lokalsamfund i det vestlige Uganda og særligt med træning og uddannelse i etablering af skovlandbrug rundt om skovene. Skovlandbrug er nemlig et effektivt våben mod skovhugst og en vigtig komponent i bevaringen af de naturskønne skove i landet.

I bestræbelserne på at udbrede vores viden i endnu større skala har vi udviklet et pensum, som ugandiske uddannelser kan benytte i klasseværelserne. Pensummet består af forskellige kurser, blandt andet i bæredygtig produktion af kaffe, kakao og vanilje.

Udviklingen af pensummet er en del af projektet ’Green Entrepreneurship’, der er en videreudvikling af Verdens Skoves eksisterende samarbejde med JESE i elefantkorridoren mellem skovreservaterne Itwara og Matiri og Kibale National Park i det vestlige Uganda. Flere ugandiske erhvervsuddannelser har allerede integreret vores praksisser, hvilket glæder Kristian Lybæk, koordinator for Verdens Skove i Østafrika:

”Det er fantastisk at se, hvordan uganderne omfavner vores initiativer. Korruption, manglende landskabsplanlægning, befolkningstilvækst og konventionelt landbrug presser naturen. Derfor er det så afgørende, at vi støtter uganderne i at opnå viden og ressourcer til at skabe bæredygtige leveveje, der bevarer den enestående natur.

Udover at det pensum, vi har udarbejdet, er kommet på skoleskemaet, har Verdens Skove og JESE kørt rundt i en såkaldt "ecopreneurship"-bus, der bringer erhvervstræning i skovlandbrug ud til lokale samfund. Foto af Verdens Skove

Undervisningsmaterialet digitaliseres

For at gøre vores viden endnu mere tilgængelig er kurserne i gang med at blive digitaliseret, så de kan tilgås som online undervisningsmateriale. Materialet bliver desuden oversat til de forskellige lokale sprog. Disse online-kurser omfatter videoer, animationer og illustrationer, der dækker emner fra eksempelvis etablering af små planteskoler til vaniljebestøvning og kakaohøst, og de er målrettet bønder, inklusiv de analfabete.

Den digitale tilgang til undervisningen er designet til at gøre det nemmere for flere uddannelsesinstitutioner at inkorporere metoderne i deres undervisning og dermed bidrage til beskyttelsen af naturen og fremme grønne muligheder. Det helt store mål på sigt er, at pensummet integreres i det nationale uddannelsessystem i Uganda, DIT (Directorate of Industrial Training).

Her kan du se et eksempel fra online-materialet, der viser, hvordan man høster kakao:

Skovlandbrug beskytter skovene og skaber leveveje for lokale

En stor del af pensummets bæredygtige praksisser er skovlandbrug. Skovlandbrug er en effektiv metode til skovbevaring og -beskyttelse, da skovlandbrug forbedrer livsgrundlaget for bønderne og giver dem produkter som brænde, så de bliver mindre afhængige af skovene og dermed letter presser på dem.

Verdens Skove hjælper småbønder med at etablere skovlandbrug, hvilket skaffer dem mad på bordet, genererer en øget indtægt og passer på skovene, hvilket bidrager positivt til en lang række ting, herunder klima- og biodiversitetskrisen.

Nyabyeya Forestry College, er et konkret eksempel på en institution, der har omfavnet vores idéer og integreret vores pensum i deres fireårige skovlandbrugsuddannelse. Det har betydet en helt anden tilgang til undervisningen, forklarer Kristian Lybæk:

”Vores tilgang er mere praktisk, og de studerende får i højere grad lov til at afprøve teknikkerne i marken. Derudover har vi fået indført kortere kurser, der giver de studerende mulighed for at opnå diplomer inden for specifikke områder som vaniljebestøvning, hvilket allerede har skaffet jobs til flere unge.”

Hvis du ønsker at fordybe dig i konceptet skovlandbrug og blive klogere på Verdens Skoves tilgang dertil, kan du tilmelde dig som medlem. Vores kommende udgave af Skov & Folk-magasinet udfolder netop temaet skovlandbrug, og som medlem får du mulighed for at modtage magasinet direkte til din adresse. Bliv medlem her.

Emner

Kontakt

Jonas Schmidt Hansen

Pressekontakt Redaktør og presseansvarlig Medlemsblad, nyhedsbrev 2625 8208

Nanna Jochumsen

Pressekontakt Teamleder for kommunikation (+45) 3190 2770

Hvad vil du give videre?

Verdens Skove er en dansk miljøorganisation, der kæmper for en verden med en rig skovnatur. Det gør vi i samarbejde med folk, der lever i og af skoven.

Sammen med vores partnere i Honduras, Nicaragua, Panama og Bolivia samt Etiopien og Uganda forsvarer vi regnskoven.
Vi hjælper virksomheder, stater og forbrugere med at tage ansvar ude og hjemme og sikrer derved en bæredygtig anvendelse af skovens ressourcer.

I Danmark kæmper vi for at stoppe tabet af skovenes biologiske mangfoldighed. Vi vil skabe et nyt dansk landskab med mere vild skov-natur, der er rigt på biologisk mangfoldighed.

Verdens Skove startede som regnskovsgruppen Nepenthes i 1982.

Verdens Skove
Vestergade 12, 3. sal
1456 København K
Danmark