Nyhed -

Ærø Museum og Det Gamle Værft i Ærøskøbing indgår billetsamarbejde til gavn for de besøgende

”Sammen står vi stærkest!” Det er mottoet bag det nye billetsamarbejde, som Ærø Museum og Det Gamle Værft i Ærøskøbing har indgået.

Det Gamle Værft levendegør det traditionelle smedehåndværk og værftsarbejde, hvor Ærø Museums permanente udstilling er øens nye indgang til ærøsk kulturhistorie og livet på øen. De to institutioner er dermed vidt forskellige, men tilbyder begge stærke museale oplevelser i Ærøskøbing for såvel børn som voksne.

Og nu kan de besøgende spare penge ved at købe en ny fællesbillet, der giver adgang til begge museer på den samme billet. Den nye fællesbillet koster kun 80 kr., hvor normalprisen for adgang til de to museer ligger på 100 kr.

Ordningen træder i kraft allerede den 10. februar 2020, så de besøgende i vinterferien også kan nå at få glæde af den nye ordning.

I Det Gamle Værfts butik på havnen i Ærøskøbing vil man desuden kunne købe enkeltbilletter til Ærø Museums nye permanente udstilling i Brogade.

Om samarbejdet siger museumsleder ved Ærø Museum Kim Furdal: ”Vores to museer supplerer hinanden på bedste vis, og vi skulle da være kommet på denne idé for lang tid siden. Nu glæder vi os blot over, at vores mange besøgende får nemmere og billigere adgang til museale oplevelser her i Ærøskøbing”.

Yderligere oplysninger

Museumsleder ved Ærø Museum Kim Furdal, telefon 62 52 29 50

Direktør ved Det Gamle Værft Christian Albertsen, telefon 23 26 11 77

Kontakt

Lea Storm

Pressekontakt Kommunikationskonsulent +45 61 62 68 04

Relateret materiale