Nyhed -

Hvad betyder den nye aftale om erhvervs- og iværksætterinitiativer for Ærø?

Regeringen, DF og Radikale Venstre er blevet enige om at gennemføre en række initiativer inden for fem områder for at styrke grundlaget for fremtidig vækst:

  • Styrket iværksætter- og aktiekultur
  • Grænsehandelspakke og afgiftssanering
  • Digitalisering, nye forretningsmodeller og grøn omstilling
  • Turisme- og landdistriktspakke
  • Konkurrencevilkår og globalisering

I pressen har der været mest fokus på de afgiftslettelser, der måske vil reducere grænsehandlen og få folk til at købe lokalt, men det har nok ikke den store betydning for Ærø.

Vi har gennemlæst pakken med ærøske briller og giver herunder vores bud på hvilke af pakkens initiativer, der vil påvirke det ærøske erhvervsliv.

Specielt af betydning for Ærø er følgende initiativer:

Investorfradrag for investering i iværksættervirksomheder

Personer, der investerer direkte i de virksomheder, der bliver omfattet af ordningen, kan fradrage halvdelen af investeringer for op til 400.000 i 2019 – 22. Fra 2023 vil halvdelen af investeringer for op til 800.000 kunne fradrages.

Betydning for Ærø: Det betyder, at det sandsynligvis vil blive nemmere for iværksættervirksomheder på Ærø at tiltrække den nødvendige kapital.

Afgiftslempelse for små producenter af spiritus

Denne lempelse får betydning for små producenter af spiritus, der kommer til at betale en lavere afgift af deres produkter, hvilket vil forbedre virksomhedens konkurrenceevne overfor større producenter af spirtitus, altså en tilsvarende ordning, der gælder for små ølproducenter.

Betydning for Ærø: Det betyder, at virksomheder som f.eks. Ærø Whisky bliver mere konkurrencedygtige på pris i forhold til store producenter.

Strategi for cirkulær økonomi.

Dette er et initiativ, der skal understøtte at danske virksomheder har gode rammer for at anvende cirkulære produktionsmetoder, der primært består i øget genanvendelse af materialer og reduktion af spild, men i et bredere perspektiv også handler om, hvordan lokale produkter i højere grad kan forbruges lokalt.

Betydning for Ærø: Det vil understøtte de tanker, der allerede tænkes på øen, om hvordan man kan genanvende materialer og mindske spild, men også om hvordan man kan øge brugen af lokale produkter og dermed reducere transport af varer udefra.

Lempelse af elvarmeafgiften

Elvarmeafgiften er for øjeblikket dobbelt så høj som energiafgiften på fossile brændsler til rumvarme.

Det er samfundsmæssigt fornuftigt at nedsætte afgiften på elvarme, da det mindsker afgiftsspændet til fossile brændsler.

Betydning for Ærø: Med en nedsættelse af elvarmeafgiften øges motivationen til at anvende eldrevne varmepumper i fjernvarmeproduktion såvel som hos private og i virksomheder. Måske en sammenhæng mellem el produceret af vindmøller og opvarmning på vore fjernvarmeværker kunne etableres, en win-win situation for miljø og økonomi. 


TURISME- OG LANDDISTRIKTSPAKKE

Turismeerhvervet skaber vækst og beskæftigelse og spiller en stor rolle for udviklingen af Ærø. Hvis Danmark og dermed Ærø kan tiltrække flere turister, der bruger flere penge og bliver tilfredse med at besøge Danmark, ja så bliver vi alle rigere.

Ramme til deleøkonomiske initiativer

Aftaleparterne er enige om at udnytte deleøkonomiens muligheder som drivkraft for vækst og for bedre at udnytte ressourcerne.

Betydning for Ærø: Detaljerne i forslaget skal forhandles, blandt andet med hensyn til den korrekte betaling af skat. Men man kunne forestille sig, at flere kunne leje deres bil ud til turister på øen, lidt som i GoMore, man kunne forestille sig at mennesker på øen med en båd kunne dele den med andre, man kunne forestille sig en yderligere succes for Airbnb med udlejning af private værelser og huse, ja alt, hvad man ønsker at dele med andre samtidig med man tjener lidt på det vil være måske kommende muligheder.

Lempelse af elafgift for campingpladser og private lystbåde i havnene

Afgiften på el forbrugt i campingvogne på campingpladser og af lystbåde i havne lempes. Reglerne ændres sådan, at når prisen på el indgår i den samlede pakke for ophold på campingpladsen eller i havnen, vil el kunne anses som forbrugt af campingpladsen og havnen. Det betyder et fald i afgiften på 50 øre per kWh.

Betydning for Ærø: Det betyder, at det bliver lidt billigere at være gæster på campingpladser og i lystbådehavne, hvis afgiften for opholdet ellers inkluderer forbrug af el. Tilsvarende sker der en lempelse af afgift på forbrug af vand, men lempelsen er minimal.

Styrkelse af VisitDenmark

VisitDenmark får flere penge (15 millioner årligt) til at markedsføre kyst-og naturturisme på nærmarkederne i Tyskland, Sverige, Norge og Holland specielt med fokus på skuldersæsonen.

Betydning for Ærø: Da Ærø i forvejen er en attraktiv destination for disse markeder vil en øget indsats alt andet lige give flere gæster til øen

Lempelse for fødevarevirksomheder

Aftaleparterne vil gerne fremme små fødevareproducenters muligheder for salg gennem eksterne partnere som supermarkeder og restauranter ved at nedsætte/fjerne gebyrer for ordinær kontrol fra fødevarekontrollen.

Betydning for Ærø: Denne lempelse betyder, at det principielt skulle blive nemmere for små producenter at afsætte deres varer.


KONKURRENCEVILKÅR OG GLOBALISERING

Med den stigende globalisering er det afgørende, at danske virksomheder også fremover har det bedste grundlag for at være internationalt konkurrencedygtige.

Udvidelsen af DIS-ordningen til søfolk på offshore skibe

For at fastholde og udvikle Danmarks position som førende søfartsnation er der behov for at styrke den danske offshore-sektors konkurrenceevne. Nettolønsordningen i sømandsbeskatningsloven (DIS-ordningen) udvides til også at omfatte søfolk, der arbejder om bord på visse specialskibe (vagt- og supplyskibe, rørlægnings- og kabelskibe, vindmølle- og konstruktionsskibe, ishåndteringsskibe og hotelskibe).

Betydning for Ærø: Det betyder, at de søfolk fra Ærø, der arbejder på ovennævnte skibe kommer ind under DIS-ordningen fra 1. januar 2019 og kommer dermed ind under en nettolønsordning uden skat. Om dette betyder en nedgang i de kommunale skatteindtægter vides ikke.

Montørordning

Den danske maritime industri er på forkant i produktionen af avancerede og energieffektive løsninger til både danske og udenlandske skibe og maritime virksomheder i hele verden. Centralt i dette er de skibstekniske medarbejdere – montører – som installerer og vedligeholder tekniske systemer og udstyr om bord på skibene. De maritime montører er underlagt særlige arbejdsvilkår, der kræver at de ofte sejler med om bord på skibene og udfører deres service, mens skibet er i drift. Regeringen vil nu drøfte med EU om mulighederne for at indføre en DIS montørordning, som kan styrke virksomhedernes globale konkurrenceevne.

Betydning for Ærø: Hvis denne DIS montørordning bliver indført betyder det, at virksomheder som Maritime Engineering i Marstal, Søby Værft, Søby Skibselektro og andre lignende virksomheder på Ærø vil blive mere konkurrencedygtige på pris i forhold til udenlandske virksomheder.

Mange af ordningerne skal undersøges yderligere i forhold til EU og konkurrenceregler, men ellers er det planen, at de fleste forslag skal træde i kraft i 2019.

Har du spørgsmål så kontakt os meget gerne.

Related links

Emner

  • Erhverv

Kategorier

  • visitaeroe
  • alt er vand ved siden af ærø

Kontakt

Chris Hammeken

Pressekontakt Direktør for Ærø Turist- og Erhvervsforening +45 41 27 72 94

Ane Katrine Vig

Pressekontakt Office Manager hos Ærø Turist & Erhverv +45 51 85 63 78

Lea Storm

Pressekontakt Kommunikationskonsulent +45 61 62 68 04

Claus Hattesen

Pressekontakt Bestyrelsesformand ved Ærø Turist & Erhvervsforening +45 40 40 26 84

Relateret materiale