Nyhed -

Tilflyttere åbner ny luksusbutik i Ærøskøbing - og online

Der er åbnet ny butik i Vestergade 64 i Ærøskøbing – der finder du GARNA garn sammen med andre kvalitetsprodukter. Og til forskel fra, måske hovedparten af butiksåbninger, udspringer den fysiske butik af en butik på nettet.

Samtidig er det en historie om iværksætteri - og en forelskelse i Ærø, der udviklede sig i en sådan grad, at indehaver Birgitte Petersen og hendes mand, Anders, i løbet af 2 år har skiftet status fra først at være 'feriegæster'  over 'feriehusejere', til nu at have taget skridtet fuldt ud og bosat sig på Ærø.

Start som webshop

GARNA blev startet i Kolding, i kælderen hos Birgitte og Anders, da Birgitte og hendes søster Annette, manglede et større udvalg af garn af høj kvalitet i mere fine kvaliteter såsom cashmere, yak og andet. Et udvalg de ikke umiddelbart kunne finde i Danmark. De to satte jagten ind på producenter af garn i, ikke blot den ønskede kvalitet, men også i de rigtige indfarvninger.

Italien kom frem i  deres søgen efter den høje lækre kvalitet og Garna har nu et tæt samarbejde med italienske, og snart japanske, spinderier.  

Samtidig udsprang GARNA også af et ønske om at starte en familiedrevet virksomhed. Og det meste af familien er da også sat i arbejde. Birgittes datter, Sabrina, arbejder med foto og logo, Anders' datter Emma, der er nyslået kandidat fra CBS, arbejder med markedsføringen og Birgittes søster Annette samler trådene i driften af både webshoppen www.garna.dk, der gik i luften i 2017 samt i den nye fysiske butik i Vestergade.  

At GARNA fik liv som webshop er nok ikke helt tilfældigt. Birgitte driver nemlig også IT-firmaet Prima Consult, hvis speciale er IT projektledelse. Og sine evner for projektledelse har Birgitte haft også god brug for i det private, siden hun og Anders i 2016 købte hus i Ærøskøbing. Huset, der i første omgang var tænkt som feriebolig, måtte gennemgå en renovering pga. en fugtskade - og så kunne det lige så godt få hele turen. Så ærøske håndværkere har haft travlt med huset fra kælder til kvist, godt suppleret af parret selv, der på et tidspunkt måtte sætte ekstra tempo på renoveringsprojektet, fordi Ærø simpelthen trak. 

"Min mand og jeg blev forelsket i Ærø og til vores forbavselse, gik det fra at “lad os købe et byhus til weekender og ferier” til “Lad os sælge huset i Kolding og have en lejlighed på fastlandet” til “Vi bor på Ærø”. Der er masser af iværksætteri og dygtige kreative mennesker der gør, at vi har de kompetencer på øen der skal til for at vækste GARNA. Det er også et sted, hvor vores voksne børn og familie trives og bidrager til forretningen. 

Dorthe Rejkjær, der er designer og væver på Ærø, inspirer os til at finde nye garn typer til hendes kreationer. Maria Fynsk Norup oversætter vores ideer og tanker til smukke fotografier vi bruger i markedsføring og vi kunne blive ved.

Vi valgte også Ærø for dens maritime historie og kultur, da min mand har sejlet meget. Det kan ses i den shop vi har åbnet i Vestergade 64."  

Butikken Island Living forhandler også klassisk strik fra Andersen & Andersen

Udover at man i butikken på Vestergade kan se og føle på de lækre garner inden man køber det, er varesortimentet i den fysiske butik udvidet i forhold til webshoppen. Klassiske sømandstrøjer og bluser til både bølgegang og smult vand fra firmaet Andersen & Andersen, men også ekslusive bluser i cashmere og silke er at finde i butikken.

"Vi har fundet at Ærø skal man vælge for at drive en forretning der rækker ud over øen. Der er ikke nogle fravalg, kun tilvalg med Ærø som base" slutter Birgitte Petersen, hvis datter og svigermor, forøvrigt også har valgt at flytte til Ærø for nylig. Således blev de 2 feriehusejere altså til 4 fastboende i løbet af kort tid.

Ikke alene

Birgitte Petersen er ikke ene om at vælge Ærø til, både privat & erhvervsmæssigt. 

Ærø oplever en stigende søgning af selvstændige, der rykker både familie og virksomhed til øen. 

Et andet eksempel på dette er Lasse Vendelbo Andersen, der driver firmaet 'Hr. Regnskabsfører Andersen' som leverer regnskabsydelser og økonomisk rådgivning til kunder i hele landet, fra sin adresse på Ærø. På Ærø har han fundet muligheden for at skabe en balance imellem sit arbejdsliv og familien, som tæller 2 små børn og en hustru der som sygeplejerske, har skiftende arbejdstider. Samtidig er der gode tilbud om kompetenceudvikling og netværk, og Lasse deltager bl.a. i forløbet Styrket Erhverv i Gadeplan.

"Vi oplever et stigende antal henvendelser fra selvstændige, der ønsker at flytte både familie og virksomhed til Ærø, ligesom vi har en hel del henvendelser fra folk, der ønsker at starte helt ny virksomhed. Generelt er det muligheden for at skabe sig et 'helt' liv, hvor job og privatliv hænger bedre sammen, kombineret med den dér særlige ærøske iværksætterånd, hvor 'vi kan, fordi vi vil', der er går igen som motivation, fra dem vi taler med."  udtaler Ærøs Turist & Erhvervsdirektør Chris Hammeken .

Går man selv med overvejelser om at starte virksomhed på Ærø, står Ærø Turist & Erhvervskontor gerne til rådighed for spørgsmål og sparring.

Related links

Emner

  • Erhverv

Kategorier

  • iværksætteri
  • velkommentilønskeøen
  • alt er vand ved siden af ærø
  • garna
  • visitaeroe
  • sommeridanmark
  • islandliving

Kontakt

Ane Katrine Vig

Pressekontakt Office Manager hos Ærø Turist & Erhverv +45 51 85 63 78

Relateret materiale