Gå til indhold
Tiguan Elegance og Tiguan R-Line er veludstyret og kommer blandt meget andet med de mest avancerede forlygter i klassen
Tiguan Elegance og Tiguan R-Line er veludstyret og kommer blandt meget andet med de mest avancerede forlygter i klassen

Pressemeddelelse -

Den nye Tiguan har kurs mod Danmark med priser fra 499.995 kr.

Volkswagen har udviklet en komplet ny Tiguan, der kan opleves hos de danske forhandlere fra den 24. marts. Et nyt dynamisk design, et interiør i høj kvalitet og masser af højteknologisk udstyr er nogle af overskrifterne på den nye Tiguan, der introduceres til priser fra 499.995 kr.

Volkswagens nye og tredje generation af Tiguan er på vej til de danske forhandlere, der får den i deres showrooms i løbet af april måned. Det er en Tiguan, der er komplet ny og byder på masser af spændende nye avancerede teknologier og et interiør, der løfter komfort og kvalitet til nye højder. Den er klædt på til at videreføre en succes, der indtil videre tæller over 7,6 millioner solgte enheder siden introduktionen af den første Tiguan i 2007.

Tiguan vil ved introduktionen i april blive tilbudt i to motorvarianter – en 1,5eTSI mild-hybrid og en 2,0 TDI-turbodiesel – og tre udstyrstrin henholdsvis Business, Elegance og R-Line. Til sommer følger yderligere drivlinjer, blandt andet to nye plug-in-hybrid-varianter med op til 100 km elektrisk rækkevidde og 50 kW hurtigladning.

Det danske modelprogram starter med en Tiguan 1,5 eTSI Business til 499.995 kr. Drivlinjen er en såkaldt 48V-mild-hybrid, der består af en 1,5-liters TSI-turbobenzinmotor og en 13,5 kW elmotor, der assisterer benzinmotoren og bidrager til en god brændstoføkonomi med op til 16,1 km/l ved blandet kørsel (WLTP). Mild-hybrid-drivlinjen yder 150 hk/250 Nm og kører med en 7-trins DSG-gearkasse, der gør Tiguan 1,5 eTSI i stand til accelerere fra 0 til 100 km/t på 9,1 sek. og nå en topfart på 210 km/t.

Tiguan Business – et godt udgangspunkt

Allerede i indstigningsmodellen er der kræset godt for passagerne i Tiguan, for her kører man på Business-klasse. Interiøret er udført i høj kvalitet med bløde, lækre materialer og kunstlæder med syninger på instrumentbord og dørbeklædning. Førerpladsen er naturligvis 100 % digital og byder på Digital-Cockpit-Pro-instrumentering, der giver mulighed for at ændre layout efter egne præferencer i forhold til de viste kørselsinformationer.

Tiguan er også udstyret med Volkswagens nyeste generation af software og et infotainmentsystem med en 12,9” stor touchskærm, navigation og IDA-stemmestyring. Et 3-zonet klimaanlæg temperer interiøret optimalt, og ambientebelysning med 10 valgfrie farver sørger for den rette stemning i kabinen. Tiguan er naturligvis også udrustet med effektive assistentsystemer såsom adaptiv fartpilot, laneassist, Park Assist Plus, Blind-Spot-sensor inkl. Rear Traffic Alert og exitwarning-system.

Tiguan Elegance – med massage og intelligent lys



Er ønsket mere komfort og et mere eksklusivt designudtryk tilbydes Tiguan med samme 150 hk 1,5 eTSI-drivlinje i en Elegance-version til 559.995 kr. Denne udstyrsvariant kan bl.a. kendes på flotte 18” Bari-letmetalfælge, kromlister i kølergrillen og omkring ruderne og en tagræling i sølv. Frontdesignet fremstår endnu mere markant med de nyudviklede IQ.LIGHT-HD-matrix-forlygter med i alt 38.400 multipixel-LED-’er, der sætter nye standarder for lysteknologi i denne bilklasse.

Tiguan Elegance kommer med alle Volkswagens nyeste assistentsystemer såsom Travel assist inkl. Jam Assist og Emergency Assist, bakkamera inkl. 360 graders Area View samt Park Assist Plus med hukommelse. Det er ikke kun, hvad angår sikkerhedsudstyr, at Tiguan Elegance leverer fra øverste hylde. Den byder på masser af detaljer, der løfter komfort og bekvemmelighed i hverdagen. Det gælder udstyr som nøglefri betjening inklusive el-betjent bagklap, lyddæmpende for- og sideruder, ambiente-belysning i 30 valgfrie farver, Sportskomfortsæder med massage og et passagersæde med klapfunktion.

Tiguan Elegance kan også leveres med en 150 hk/360 Nm stærk 2,0 TDI-turbodieselmotor og syv-trins DSG-gear til 599.995 kr.

R-Line – Tiguan i sportsligt antræk


Er ønsket en Tiguan med et sportsligt snit, tilbydes den med R-Line-udstyr og en 150 hk 1,5 eTSI-turbobenzinmotor til 639.995 kr. Den skiller sig designmæssigt markant ud fra de øvrige udstyrsvarianter med sin R-Line-frontkofanger, hvor sektionen med kølergrill og luftindtag ude i hver side er lakeret i højglanssort og en aluminiumsfarvet kant i bunden. Ligeledes er skærmkanter, sidespejle og bagkofangeren lakeret i højglanssort og sammen med 19” Coventry-letmetalfælge har Tiguan R-Line et markant, dynamisk designudtryk.

R-Line sætter også præg på interiøret med detaljer som R-Line indlæg på instrumentbordet og i dørbeklædningen, et læderbeklædt R-Line-multifunktionsrat og R-Line Sportskomfortsæder med integrerede nakkestøtter og betræk i Greyson-velour og sidepuder i ArtVelours.

Den nye Tiguan kan opleves hos de danske forhandlere, der holder åbent hus den 24. marts.

Du kan finde mere information om priser og udstyr på den nye Tiguan her.

Du kan også læse mere om den nye Tiguan i den vedhæftede pressemeddelelse.

Emner

Kategorier


Volkswagen Danmark

Kontakt

Thomas Hjortshøj

Thomas Hjortshøj

Pressekontakt Pressechef Volkswagen Personbiler Danmark

Relateret materiale

Volkswagen Danmark
Park Allé 355
2605 Brøndby
Danmark