Gå til indhold
Infotainmentsystem med berøringsfri betjening på vej til Golf

Pressemeddelelse -

Infotainmentsystem med berøringsfri betjening på vej til Golf

På CES-messen i Las Vegas præsenterer Volkswagen i disse dage konceptbilen e-Golf Touch. Den demonstrerer Volkswagens næste generation af infotainmentsystemer, der har berøringsfri bevægelsesstyret betjening og avanceret 9,2” skærm.

For et år siden præsenterede Volkswagen på den store CES elektronikmesse i Las Vegas en Golf R Touch, der bød på teknologier indenfor infotainmentsystemer, som den gang synes at ligge langt ude i fremtiden. Kun et år senere kan Volkswagen nu på CES 2016 præsenterer e-Golf Touch, der byder på en række af de samme teknologier og nu er tæt på at være klar til introduktion i masseproducerede biler. Udover det, bliver der præsenteret talrige andre elektroniske løsninger, der vil blive introduceret i serieproducerede biler indenfor en meget nær fremtid. Disse nye løsninger præsenteret af Volkswagen viser, hvilken gennemgribende udvikling bilen vil gennemgå de kommende år. Fælles for dem alle er, at det er elektroniske løsninger, der vil styre alt fra elektriske drivlinjer over assistentsystemer til skærme, instrumenter og diverse funktioner i interiøret.

Avanceret skærmteknologi

e-Golf Touch præsenterer en ny avanceret generation af Modular Infotainment Tool Kit (MIB), der er tæt på at være produktionsklart. e-Golf Touch konceptbilen er udstyret med topmodellen af denne nye generation infotainmentsystemer, der har en 9,2” stor skærm med høj opløsning (1280 x 640 pixels). Alle funktioner og displays er integreret i en sofistikeret, klar glasoverflade, der til venstre – over mod føreren – har fire berøringsfølsomme knapper (Menu, Home, Car, Con) og en klassisk dreje/trykknap. Skærmen er opdelt i tre displays - et hoveddisplay (209x104,6 mm) til venstre og to mindre displays (42x60 mm) til højre, og de kan arrangeres efter dine egne præferencer. De kan benyttes til ti forskellige funktioner for eksempel media (inklusiv visning af pladecover) eller telefon (inklusiv visning af portrætfoto), og du kan scrolle eller ’bladre’ blot ved at vifte med hånden. Det er også muligt med fingrene at trække i hovedisplayet, så skærmen kun viser ét display. Det kunne være relevant, når du ønsker at vise navigation med kort så i stort format som muligt, eller hvis du ønsker at se apps fra din smartphone så som Mirrorlink, Android Auto (Google) eller Carplay (Apple).

Stemmestyring og trådløs smartphone opladning

Du kan også holde hænderne i ro og lade din stemme aktiverer diverse funktioner. e-Golf Touch er nemlig udstyret med den nyeste generation af stemmestyring, der har markant forbedret kommandostyring. Skærmen viser de relevante kommandoer i den givne situation, så brugeren ikke skal spilde tid med at prøve sig frem. Det nye stemmestyrede system er også det første med Keyword Activation. Føreren behøver blot at sige eksempelvis ”Hej Volkswagen” for at aktivere stemmestyringen, og slipper derved for først at skulle trykke på en knap.

En anden detalje, der gør hverdagen ombord i e-Golf Touch nemmere, er trådløs opladning af din smartphone. Du ligger blot telefonen i rummet under midterkonsollen, hvor den bliver opladet via induktion, og det betyder farvel til irriterende ladekabler. e-Golf Touch er også udstyret med USB Type C stik, der gør USB højhastigheds dataoverførsel mulig, samtidig med at telefonen oplades. Dette skulle reducerer ladetiden drastisk.

Er du træt at skulle indstille de talrige assistentsystemer, radio/media, klimaanlæg, navigation eller Bluetooth, hver gang en anden har kørt i din bil? Det slipper du for i fremtiden med Volkswagens Personalization 2.0, hvor de individuelle indstillinger for en kører gemmes på en brugerkonto i ’skyen’ via Volkswagen Car-Net ID. Det betyder også, at du kan tage indstillingerne med dig, hvis du skifter til en anden konvertibel Volkswagen. Smart hvis du sidder i en Volkswagen udlejningsbil eller skifter firmabil ofte.

I e-Golf Touch er det også blevet lettere at tale med bagsædepassagerne via en elektronisk stemmeforstærker, der kombinerer en håndfri mikrofon med de bageste højtalere i kabinen. Systemet varierer stemmevolumen efter bilens hastighed.

Mange af disse innovative elektroniske løsninger lyder måske som noget fra en fjern fremtid, men flere af dem vil blive introduceret på Golf allerede senere i år.  

Emner

Kategorier


Volkswagen er siden 2011 det bedst sælgende bilmærke i Danmark. I 2015 solgte mærket 22.500 personbiler og 4.200 biler til erhvervslivet. De seneste år har det især været mikrobilen up!, der er blevet danskernes favorit, men også modeller som Polo, Golf og Passat er populære hos danskerne. Hos Volkswagen arbejder vi ud fra målsætningen om at skabe landets mest tilfredse kunder, der skal have kvalitetsprodukter og god service til fair priser. Volkswagen Danmark har ca. 40 ansatte og Ulrik Drejsig er direktør for Volkswagen Personbiler og Ib Jakobsen for Volkswagen Erhvervsbiler. Volkswagen er en del af Skandinavisk Motor Co., der står for importen af Volkswagen erhvervs- og personbiler, SEAT og Skoda. Vi har hovedsæde i Brøndby og på landsplan er vi ca. 1.300 ansatte i Skandinavisk Motor Co. hvis administrerende direktør er Ulrik Schönemann.

Kontakt

Thomas Hjortshøj

Thomas Hjortshøj

Pressekontakt Pressechef Volkswagen Personbiler Danmark

Volkswagen Danmark
Park Allé 355
2605 Brøndby
Danmark