Pressemeddelelse -
Dansk pris på den fuldelektriske Volvo ES90 er nu klar
Volvo Car Denmark offentliggør nu den danske pris på Volvo ES90. Modellen er skabt for at imødekomme den moderne families behov for en fuldelektrisk bil, og med 800V-teknologi og lang rækkevidde sætter den nye standarder for komfort og lavt støjniveau.
Kan bestilles nu
ES90 kan konfigureres online og bestilles hos de danske Volvo-forhandlere netop nu. På det danske marked kommer ES90 i den 333 hk Single Motor-variant med baghjulstræk kombineret med vores højeste udstyrspakke kaldet Ultra. Her får du bl.a. elektrokromatisk glastag, adaptiv luftundervogn, forsæder med ventilation samt elektrisk justerbare og ventilerede bagsæder. Modellen koster fra 653.000 kr.*
“Danske kunder ønsker en elbil, der kan køre langt, oplade hurtigt og give ro i en travl hverdag. Det kan Volvo ES90 – og med priserne på plads er vi nu klar til at tage imod de første bestillinger,” fortæller Tobias Altehed, Direktør i Volvo Car Denmark.
Volvo ES90 er skabt til at kunne køre de lange stræk i stor komfort, og med den store bagklap, regulære bagagerum og gode plads i kabinen, er den samtidig også praktisk. Dette er bare nogle af de kvaliteter ved ES90, som vil gøre den til et attraktivt valg for firmabilskunderne. Beskatningsgrundlaget starter fra 609.000 kr. under de gældende afgiftssatser for 2026.*
260 km på 10 minutter
Volvo ES90 Single Motor har en rækkevidde på 645 km og 800V-teknologien gør, at du kan lynlade den fra 10-80 pct. på blot 22 minutter. På 10 minutters lynladning opnår du en rækkevidde svarende til 260 km. Den adaptive luftundervogn kombineret med den lange akselafstand på 310 cm giver dig komfort i særklasse. Og med det laveste støjniveau i kabinen i en Volvo til dato får du en køreoplevelse, der skaber ro – selv i en travl hverdag.
Modellen er udviklet med vores Safe Space Technology i fokus. Begrebet dækker over kombinationen af vores mange sikkerhedssystemer, der er udviklet til at forebygge ulykker og beskytte både passagerer og andre trafikanter, hvis uheldet skulle ske.
“De første danske eksemplarer leveres i starten af 2026, og vi glæder os til at se dem hos vores kunder. Vi er sikre på, at de hurtigt vil opleve de kvaliteter, der gør ES90 til noget særligt,” fastslår Tobias Altehed, Direktør i Volvo Car Denmark.
Produktionen er netop startet, og bestiller du nu, kan du modtage din ES90 allerede i begyndelsen af 2026.
3 hurtige om Volvo ES90…
- Modellen er baseret på SPA2-platformen, som den deler med EX90.
- ES90 bliver den mest kraftfulde Volvo nogensinde målt på computerkraft.
- For optimal sikkerhed er ES90 udstyret med én LiDAR, fem radarer, syv kameraer og 12 ultralydssensorer.
*Priserne er beregnet efter gældende registreringsafgiftlov med 2026 satssæt, og der tages forbehold for ændringer, da satssættet endnu ikke er fastlagt. Priserne er gældende ved levering mellem 1. januar 2026 og 31. december 2026.
Related links
Emner
Kategorier
Volvo Cars i 2024
For hele året 2024 opnåede Volvo Car Group et rekordhøjt driftsresultat på 27 milliarder SEK. Omsætningen i 2024 var det højeste nogensinde på 400,2 milliarder SEK, mens det globale salg satte rekord med 763.389 solgte biler.
Om Volvo Car Group
Volvo Cars blev grundlagt i 1927 og er i dag et af de mest kendte og respekterede bilmærker i verden med salg til kunder i mere end 100 lande. Volvo Cars er børsnoteret på Nasdaq Stockholm, hvor aktien handles under tickeren “VOLCAR B”.
"For Life”. At give mennesker frihed til at bevæge sig på en personlig, bæredygtig og sikker måde." Dette formål afspejles i Volvo Cars' ambition om at blive en fuldt elektrisk bilproducent samt i virksomhedens forpligtelse til løbende at reducere sit CO₂-aftryk med målet om at opnå netto-nuludledning af drivhusgasser i 2040.
Pr. december 2024 beskæftigede Volvo Cars cirka 42.600 fuldtidsansatte. Volvo Cars’ hovedkontor, produktudvikling, markedsføring og administrative funktioner er primært placeret i Göteborg, Sverige. Volvo Cars' produktionsanlæg findes i Göteborg, Gent (Belgien), South Carolina (USA), Chengdu, Daqing og Taizhou (Kina). Virksomheden har også forsknings- og designcentre i Göteborg og Shanghai (Kina).