Pressemeddelelse -
ENDNU MERE KOMFORT, ENDNU MERE TEKNOLOGI – DEN NYE C5 AIRCROSS ER NU OGSÅ HELT ELEKTRISK
Citroën har netop afsløret anden generation af C5 Aircross, baseret på Stellantis' STLA Medium-platform. Modellen byder på et robust design, bedre aerodynamik og en rummelig kabine med fokus på komfort og brugervenlig teknologi som Waterfall Touchscreen og udvidet Head-Up Display.
C5 Aircross fås som hybrid, plug-in hybrid og fuldelektrisk. Den elektriske udgave har en rækkevidde på op til 680 km (WLTP), mens plug-in hybriden klarer over 100 km ved bykørsel.
Den nye C5 Aircross forventes lanceret på det danske marked sidst på året.
Komplet fornyelse af modelprogrammet på mindre end to år
Som mærkets nye flagskib repræsenterer C5 Aircross det bedste af Citroëns ekspertise og viderefører de værdier, der kendetegner hele modelrækken: tilgængelige og alsidige biler med forskellige drivlinjer, stærk identitet, høj komfort og stor brugervenlighed.
Med den nye C5 Aircross indtager Citroën en ny position i C-SUV-segmentet, som er et nøglemarked i Europa. Modellen bygger videre på C5 Aircross Concept, der blev præsenteret på Paris Motor Show i efteråret 2024. Den nye generation markerer fremskridt på alle områder og imødekommer kundernes forventninger med en intelligent og komplet løsning.
Designet er kraftfuldt og muskuløst, men samtidig aerodynamisk. Komforten sætter en ny standard i segmentet med en rummelig kabine på anden sæderække og et stort bagagerum, der bevares uanset drivlinje. Indvendigt føles bilen som en teknologisk komfortzone, med affjedring med progressive hydrauliske støddæmpere, Advanced Comfort-sæder, og et betjeningsvenligt instrumentbord med en stor Waterfall Touchscreen.
Den nye C5 Aircross giver øget tryghed med et bredt udvalg af førerassistentsystemer – såsom Citroën Matrix LED-lygter og Pack Drive Assist 2.0 – samt mulighed for at vælge mellem flere elektrificerede varianter: mere end 100 km på el i plug-in hybridversionen til daglig bykørsel, op til 680 km på ren el (WLTP) og over 950 km i hybridudgaven (WLTP).
Mange af de forbedringer, der kendetegner den nye C5 Aircross, er funderet i den nye Stellantis STLA-Medium platform, som Citroën nu tager i brug for første gang. Platformen tilbyder stor fleksibilitet i både dimensioner – her med længere akselafstand for bedre plads – og mulighed for både hybrid- og eldrift. Det intelligente design gør det muligt at integrere forskellige batteristørrelser uden at gå på kompromis med kabinepladsen. Samtidig er der plads til store hjul op til 20 tommer. Platformen byder også på de nyeste køreassistentsystemer og opdaterede infotainmentsystemer, der øger køreglæden og reducerer stress bag rattet.
Den nye C5 Aircross er udviklet i Frankrig og produceres på Citroëns fabrik i Rennes. Modellen forventes at blive lanceret på de største europæiske markeder i anden halvdel af 2025.
Design: Et kraftfuldt udtryk med aerodynamisk fokus
Citroëns designere har skabt hver eneste detalje på den nye C5 Aircross med fokus på både æstetik og effektivitet. Designet har udviklet sig fra bløde former til skarpere linjer og en mere markant fremtoning, med brede sporvidder og kraftfulde skuldre, som giver bilen en selvsikker profil på vejen.
Fronten er præget af det nye Citroën-logo, en strømlinet 3-punkts lyssignatur og Citroën Matrix LED-forlygter forbundet af en sort glansliste. På den fuldelektriske version er fronten lukket helt af for at optimere aerodynamikken.
Set fra siden understreges bilens strømlinede silhuet af en enkel, dynamisk linje fra front til bagende. Det skrånende tag bag anden sæderække forbedrer luftgennemstrømningen uden at gå på kompromis med pladsen i kabinen. Lav højde og detaljer som luftindtag og deflektorer bidrager også til bedre aerodynamik.
Bagenden spejler frontens udtryk med en horisontal sort liste, en lodret bagklap for større bagagerumsplads og særlige aerodynamiske elementer, der styrer luftstrømmen. Den karakteristiske Citroën "Light Wings"-lyssignatur er videreført fra konceptbilen og kombinerer et unikt udtryk med aerodynamisk optimering.
Resultatet er en betydelig forbedring i luftmodstand (SCx på 0,75 mod tidligere 0,84), hvilket giver en mærkbar rækkeviddegevinst på over 30 km på motorvej sammenlignet med forgængeren.
Generøse proportioner og en grafisk signatur
Takket være Stellantis' STLA-Medium platform har den nye C5 Aircross fået en bedre balance og større dimensioner: 4.652 mm i længden (+150 mm) og 1.902 mm i bredden. Akselafstanden er forlænget til 2.784 mm – 60 mm længere end forgængeren – hvilket giver mærkbart bedre benplads på bagsædet, på niveau med Citroën C5 X.
Platformen muliggør hjul med en diameter på 740 mm (+20 mm) og fælge op til 20 tommer – en nyhed for Citroën. De store hjul gør profilen mere markant, mens designet med perforerede sektioner forbedrer aerodynamikken og køler bremserne.
C5 Aircross er også udstyret med farvede clips på fordørene og fronten, som kan udskiftes. De skaber en visuel kobling mellem kølergrillen og skærmkanterne og giver bilen en tydelig grafisk signatur.
En kabine designet med fokus på Advanced Comfort®
I den nye Citroën C5 Aircross er kabinen designet som en stue på hjul. Instrumentbordet, som Citroën kalder 'Sofa Design', har et vandret, møbellignende udtryk med bløde materialer, der fortsætter på dørene og sæderne. Kabinen kan fås i lyse eller mørke nuancer og suppleres af stemningsbelysning med otte farver, der fremhæver de horisontale linjer.
Sædet og den nederste del af ryglænet er opbygget med ekstra tykt skum, der giver en blød og støttende siddekomfort. Den øverste del af ryglænet omslutter skuldrene som et sjal og fortsætter ned ad ryggen i form af sidepuder, som for første gang kan justeres elektrisk via et pneumatisk system, så støtten tilpasses individuelt. Forsæderne kan desuden justeres i op til 10 positioner og tilbydes med varme, ventilation og massage med fem forskellige programmer.
Bagsædepassagererne får samme høje komfort med bløde polstrede sæder og ryglæn, der kan justeres mellem 21° og 33°, ideelt til længere rejser. På højere udstyrsniveauer fås opvarmede bagsæder.
Den særlige Progressive Hydraulic Cushions®-affjedring får den nye C5 Aircross til at glide over ujævnheder som et magisk flyvende tæppe. Systemet giver smidig komfort over små bump og sørger samtidig for, at karrosseriet forbliver stabilt på ujævne veje. Ved større stød bremser affjedringen gradvist bevægelserne, og i stedet for at sende stød videre til kabinen, absorberer og fordeler den hydrauliske teknologi energien effektivt.
Teknologi, der skaber overblik og ro
I udviklingen af C5 Aircross har der været fokus på ergonomi og enkel betjening. Derfor samles al vigtig information foran føreren på digitale skærme med klare grafikker for at sikre mere rolig og fokuseret kørsel.
Midtpunktet er en ny, stor HD Waterfall Touchscreen – den største nogensinde fra Stellantis – som flyder foran instrumentbordet og elegant forbinder sig med midterkonsollen. Skærmen har faste områder med hurtig adgang til funktioner som navigation, klima og indstillinger samt mulighed for personlig opsætning med op til 16 funktionselementer pr. side.
C5 Aircross byder på den nyeste generation af infotainment med trådløs Apple CarPlay og Android Auto, personlig brugerprofil for op til otte personer samt en effektiv 15W trådløs oplader. Stemmestyring via "Hello Citroën" håndterer navigation, opkald og musik, mens integreret ChatGPT giver en mere naturlig og interaktiv oplevelse i bilen.
Sikkerheden er styrket med et nyt 10" digitalt instrumentpanel og et udvidet Head-Up Display, som projicerer vigtig køreinformation direkte på forruden – 30 % større end i C5 X. Derudover fås Citroën Matrix LED-forlygter, der giver optimal natkørsel uden at blænde andre trafikanter.
Designet til familien
Den nye C5 Aircross er tro mod Citroëns DNA udviklet for at gøre lange familieture nemmere og mere komfortable. Den lange akselafstand på 2,78 meter giver en kabine med masser af plads, særligt på bagsædet, hvor knæpladsen matcher C5 X og hovedhøjden er øget med 68 mm i forhold til forgængeren.
Bagsædepassagererne får adgang til en ny midterarmlæn med kopholdere og plads til smartphones, som kan oplades via USB-C-stik i midterkonsollen. Også på forsæderne er der flere USB-C og 12V-udtag. Et stort panoramaglastag med elektrisk åbning og gardin sørger for lys og luft i kabinen.
Bagagerummet er blandt de største i klassen og rummer 651 liter med bagsæderne i brug og op til 1.668 liter med ryglænene foldet ned – uanset om bilen er hybrid, plug-in hybrid eller elbil. Med splitbagsæde (40/20/40), justerbar bagagerumsbund og mulighed for motoriseret bagklap er fleksibiliteten i top. Yderligere næsten 40 liter opbevaringsplads findes rundt om i kabinen, fra handskerum til dørlommer og rum under midterkonsollen.
Technologier, der gør livet lettere
Den nye Citroën C5 Aircross er udstyret med en bred vifte af avancerede køre- og parkeringsassistenter, baseret på Citroëns nyeste teknologi. Drive Assist 2.0-pakken muliggør niveau 2 semi-autonom kørsel og øger både komfort og sikkerhed med funktioner som:
- Semi-automatisk vognbaneskift: Ved hastigheder over 70 km/t kan bilen skifte bane automatisk efter førerens bekræftelse.
- Rear Traffic Alert: Advarer om krydsende trafikanter bag bilen, f.eks. fodgængere, cyklister og andre køretøjer.
- Førerovervågning: Kameraer overvåger både førerens øjne og bilens kurs for at opdage træthed eller uopmærksomhed.
- Udvidet blindvinkelovervågning: Radar med op til 75 meters rækkevidde sikrer bedre dækning af blinde vinkler.
- Til parkering tilbyder C5 Aircross enten VisioPark eller VisioPark 360°, afhængigt af udstyrsniveau. Systemerne bruger kameraer og sensorer til at vise bag- eller 360°-omgivelserne på bilens midterskærm, hvilket gør manøvrering nemmere og sikrere.
Citroën ë-C5 Aircross: op til 680 km elektrisk rækkevidde
Takket være STLA Medium-platformen tilbyder Citroën ë-C5 Aircross to fuldelektriske drivlinjer:
- 210 Standard Range: 210 hk, 73 kWh batteri, op til 520 km rækkevidde (forventet WLTP)
- 230 Long Range: 230 hk, 97 kWh batteri, op til 680 km rækkevidde (forventet WLTP)
Føreren kan vælge mellem tre køreprogrammer: Normal, Eco og Sport samt tre niveauer af regenerativ bremsning via padleshifts bag rattet. En varmepumpe og opvarmede sæder/rat hjælper med at optimere komforten og rækkevidden, især i koldt vejr.
Bilens navigationssystem inkluderer en intelligent ruteplanlægger, som automatisk foreslår de bedste ladestop baseret på batteristatus, trafik og ruteprofil.
Opladningen sker effektivt:
- 210 Standard Range: 30 min. fra 20-80 % med 160 kW på hurtiglader (4 timer og 30 minutter på en 11 kW trefaset wallbox)
- 230 Long Range: 27 min. fra 20-80 % med 160 kW på hurtiglader (6 timer og 30 minutter på en 11 kW trefaset wallbox)
Fra 2026 understøtter ë-C5 Aircross V2L-teknologi, så bilen kan levere strøm til eksterne enheder – perfekt til udendørsaktiviteter eller nødsituationer.
Ny C5 Aircross – kvalitet med “Made in France” ekspertise
Den nye C5 Aircross er designet og udviklet i Frankrig og samles på Citroëns historiske fabrik i Rennes i Bretagne. For at reducere CO₂-aftrykket er sædebetrækkene fremstillet af genanvendte materialer. Bilen indeholder 160 kg genanvendt metal og 47 kg plast, der enten er genanvendt eller bio-baseret.
Et særligt eksempel på innovation er brugen af vinstokke fra økologiske vinmarker i Bourgogne: 20 % af det klare plastmateriale i dør- og konsolopbevaringsrum stammer herfra – en verdensnyhed i bilindustrien.
C5 Aircross er fri for læder og bruger kun minimale mængder krom. Den anvender desuden 20 % genbrugsgummi i dækkene.
Den avancerede 97 kWh batteripakke til ë-C5 Aircross Long Range produceres på ACC-gigafabrikken i Douvrin, og batterimodulerne samles direkte på fabrikken i Rennes. Den elektriske motor (EDM) er udviklet i Frankrig og produceres i Trémery, hvor den nye synkrone e-Powertrain-motor også fremstilles. Inverteren, der styrer strømmen mellem batteri og motor, fremstilles af Stellantis i Valenciennes.
Emner
Kategorier
Wismo Group er det nye navn for K.W. Bruun Import, en af Nordens største bilimportører og en pionér inden for mobilitet. Vi står bag importen af nogle af verdens førende bilmærker, herunder Peugeot, Citroën, DS, Opel, Fiat, Alfa Romeo, Jeep, Mitsubishi, Hongqi og Voyah, og vi servicerer markederne i både Danmark og Sverige.
Med logistikcentre i Greve og Stockholm håndterer vi distributionen af reservedele og tilbehør til et omfattende netværk af over 500 forhandlere og værksteder.
Wismo bygger videre på over 100 års ekspertise i bilbranchen, men repræsenterer samtidig mere end traditionel bilimport. Vi skaber innovative mobilitetsløsninger gennem digitale forretningskoncepter som Bilabonnement og leverer desuden attraktive serviceydelser til kunder via Quickpoint-værkstedskæden. Vores tilgang forener dyb forretningsindsigt, nytænkning og effektiv eksekvering for at skabe værdi for både kunder, partnere og fremtidens mobilitetsbehov.
Med Wismo skaber vi mobilitet, der er gennemtænkt, innovativ og ansvarlig – for en verden i bevægelse. Wise Mobility.