Gå til indhold
Fire siddepladser på tre meter. FIAT Multiplina gentænker den kompakte mobilitet.
Fire siddepladser på tre meter. FIAT Multiplina gentænker den kompakte mobilitet.

Pressemeddelelse —

FIAT Multiplina: Lille i størrelse, stor i idéer

Med en længde på blot 3,04 meter og plads til fire personer giver FIAT Multiplina et bud på fremtidens kompakte, elektriske mobilitet. Konceptbilen, der blev vist på Paris Motor Show, bygger videre på filosofien fra den originale FIAT 600 Multipla fra 1956 og er udviklet til at udfylde pladsen mellem FIAT Topolino og en traditionel personbil.

På Paris Motor Show præsenterede FIAT to forskellige bud på fremtidens mobilitet. Mens MULTIPLAY med sit fleksible 3-i-1-koncept viste, hvordan én bil kan tilpasses forskellige behov, havde Multiplina fokus på at skabe mest mulig plads inden for meget kompakte dimensioner.

Multiplina udforsker mulighederne for en ny type elektrisk køretøj, der kombinerer praktiske egenskaber fra en personbil med enkelheden fra en quadricycle. Konceptet blev første gang præsenteret i juni som en del af FIATs strategi for mikromobilitet, hvor Multiplina skal supplere Topolino og TRIS.

Inspiration fra en FIAT-klassiker

Multiplina henter inspiration fra en af de mest originale modeller i FIATs historie: FIAT 600 Multipla fra 1956.

Den oprindelige 600 Multipla var et eksempel på, hvordan intelligent konstruktion kunne skabe maksimal rummelighed på minimal plads. Trods en længde på blot 3,5 meter havde bilen plads til seks personer, hvilket var en usædvanlig løsning på daværende tidspunkt.

Med Multiplina genfortolker FIAT den samme grundlæggende filosofi i en moderne, elektrisk kontekst. Målet er ikke at genskabe fortidens model, men at videreføre tankegangen om enkel, funktionel mobilitet med optimal udnyttelse af pladsen.

Referencerne til originalen ses også i designet, hvor den fremskudte forrude, det tofarvede karrosseri, frontens karakteristiske ”overskæg” og ventilationsåbningerne bagtil er nyfortolket i et moderne FIAT-design.

Fire siddepladser på blot tre meter

FIAT Multiplina måler 3,04 meter i længden, 1,40 meter i bredden og 1,53 meter i højden og har plads til fire personer.

Konceptbilen er baseret på en fuldelektrisk L7e-arkitektur og tilhører kategorien for tunge quadricycles. Multiplina tilbyder mere plads og fleksibilitet end de mindste firehjulede køretøjer, men bevarer den enkle konstruktion og de kompakte dimensioner, der kendetegner quadricycles.

Under betegnelsen Multi-Purpose Quadricycle giver Multiplina et nyt bud på, hvordan hverdagens transportbehov kan løses på meget lidt plads. Fra pendling og aflevering af børn til indkøb og kortere ture er ambitionen at gøre den daglige transport så enkel og praktisk som muligt.

Mere funktionalitet med færre ressourcer

Multiplina bygger på et enkelt princip: at skabe mest mulig funktionalitet med færrest mulige ressourcer.

Ved at kombinere lav vægt med en gennemtænkt konstruktion er ambitionen at reducere materialeforbruget uden at gå på kompromis med køretøjets anvendelighed i hverdagen. Elektrificeringen er dermed kun én del af konceptet, der også handler om at udnytte ressourcerne mere effektivt.

Tilgangen ligger i forlængelse af FIATs tradition for at udvikle enkle, funktionelle og tilgængelige køretøjer med løsninger, der tager udgangspunkt i menneskers konkrete transportbehov.

Emner

Kategorier


Wismo Group er en af Nordens største bilimportører og en pionér inden for mobilitet. Vi står bag importen af nogle af verdens førende bilmærker, herunder Peugeot, Citroën, DS, Opel, Fiat, Alfa Romeo, Jeep, Mitsubishi, Hongqi, NAVOR, Voyah, Exlantix, Leapmotor og Skyworth og vi servicerer markederne i både Danmark og Sverige.

Med logistikcentre i Greve og Stockholm håndterer vi distributionen af reservedele og tilbehør til et omfattende netværk af over 500 forhandlere og værksteder.

Wismo bygger videre på over 100 års ekspertise i bilbranchen, men repræsenterer samtidig mere end traditionel bilimport. Vi skaber innovative mobilitetsløsninger gennem digitale forretningskoncepter som Bilabonnement og leverer desuden attraktive serviceydelser til kunder via Quickpoint-værkstedskæden. Vores tilgang forener dyb forretningsindsigt, nytænkning og effektiv eksekvering for at skabe værdi for både kunder, partnere og fremtidens mobilitetsbehov.

Med Wismo skaber vi mobilitet, der er gennemtænkt, innovativ og ansvarlig – for en verden i bevægelse. Wise Mobility.

Kontakt