Gå til indhold
B03 er udviklet på Leapmotors nyeste Compact Electric Platform og får en WLTP-rækkevidde på op til 390 km.
B03 er udviklet på Leapmotors nyeste Compact Electric Platform og får en WLTP-rækkevidde på op til 390 km.

Pressemeddelelse —

Leapmotor har løftet sløret for den nye elektriske B03

Fra kompakte bybiler til rummelige SUV'er. Leapmotor fortsætter udbygningen af sit europæiske modelprogram med B03, der havde europapremiere på Paris Motor Show. Den nye elektriske hatchback markerer mærkets indtog i B-segmentet med op til 390 km rækkevidde og en rummelig, fleksibel kabine. Modellen er dermed endnu et skridt i ambitionen om at tilbyde elbiler til forskellige behov og forventes på de danske veje i forsommeren 2027.

B03 er udviklet på Leapmotors nyeste Compact Electric Platform og får en WLTP-rækkevidde på op til 390 km. Den understøtter 2,5C-hurtigopladning, som gør det muligt at lade batteriet fra 10 til 80 % på 21 minutter. Elmotoren yder op til 145 kW, svarende til 197 hk.

”Med B03 får vi endnu en vigtig brik på plads i vores modelprogram. B-segmentet har traditionelt været et populært valg blandt danske bilkøbere, og med B03 får vi mulighed for at appellere til en stor gruppe kunder, der tidligere har kørt benzin- eller dieselbil. Det giver os et stærkt udgangspunkt for at nå endnu bredere ud på det danske marked og styrker vores ambition om at gøre Leapmotor til et elbilmærke for alle danskere,” siger Jonas Stausholm, adm. direktør hos Wismo Automotive.

Praktiske løsninger i kompakt format

Pladsudnyttelse har været et centralt fokus i udviklingen af B03. Bagsædepassagererne får op til 888 mm benplads, mens en række fleksible løsninger skal gøre bilen praktisk i hverdagen.

Blandt dem er det vandtætte opbevaringsrum Leap Box, det fleksible LeapFlex-bagsædesystem og mere end 30 opbevaringsrum fordelt i kabinen. Det giver gode muligheder for at organisere og udnytte pladsen i bilen og gør B03 til en kompakt bil med mange af de praktiske egenskaber, som efterspørges i en familiebil.

Digital kabine og 21 førerassistentsystemer

Kabinen er indrettet omkring en 14,6-tommer touchskærm og et digitalt instrumentdisplay på 8,8 tommer. Infotainmentsystemet benytter den nyeste version af Leap OS 4.0 Plus og understøtter trådløs Apple CarPlay og Android Auto samt løbende softwareopdateringer over nettet (OTA).

B03 får desuden udstyr som sædevarme, opvarmet rat og automatisk klimaanlæg samt bløde materialer på flere af kabinens overflader.

På sikkerhedssiden er modellen udstyret med 21 avancerede førerassistentsystemer, der skal understøtte føreren i forskellige trafiksituationer.

Europæisk produktion af B10 og B05

Leapmotor styrker sin europæiske tilstedeværelse med lokal produktion i samarbejde med Stellantis. Den 16. oktober blev produktionen af den elektriske SUV B10 officielt indviet på Stellantis-fabrikken i Zaragoza i Spanien, og nu bekræfter Leapmotor, at også den elektriske hatchback B05 skal produceres på fabrikken.

Med B10 i produktion og B05 som den næste planlagte model tager Leapmotor endnu et skridt i sin europæiske vækststrategi. Samarbejdet kombinerer Leapmotors teknologi og produktudvikling med Stellantis' industrielle ekspertise og etablerede produktionsapparat. Målet er at forankre Leapmotor yderligere i den europæiske bilindustri og bringe produktionen tættere på kunderne.

Emner

Kategorier


Wismo Group er en af Nordens største bilimportører og en pionér inden for mobilitet. Vi står bag importen af nogle af verdens førende bilmærker, herunder Peugeot, Citroën, DS, Opel, Fiat, Alfa Romeo, Jeep, Mitsubishi, Hongqi, NAVOR, Voyah, Exlantix, Leapmotor og Skyworth og vi servicerer markederne i både Danmark og Sverige.

Med logistikcentre i Greve og Stockholm håndterer vi distributionen af reservedele og tilbehør til et omfattende netværk af over 500 forhandlere og værksteder.

Wismo bygger videre på over 100 års ekspertise i bilbranchen, men repræsenterer samtidig mere end traditionel bilimport. Vi skaber innovative mobilitetsløsninger gennem digitale forretningskoncepter som Bilabonnement og leverer desuden attraktive serviceydelser til kunder via Quickpoint-værkstedskæden. Vores tilgang forener dyb forretningsindsigt, nytænkning og effektiv eksekvering for at skabe værdi for både kunder, partnere og fremtidens mobilitetsbehov.

Med Wismo skaber vi mobilitet, der er gennemtænkt, innovativ og ansvarlig – for en verden i bevægelse. Wise Mobility.

Kontakt