Pressemeddelelse -
PEUGEOT POLYGON CONCEPT: Fremtidens køreglæde tager form
PEUGEOT løfter sløret for POLYGON CONCEPT – et visionært designstudie, der giver et konkret billede af, hvordan fremtidens biler fra mærket kan se ud. POLYGON CONCEPT viser nye teknologier, designretninger og produktionsmetoder, der tilsammen peger mod en mere ressourcebevidst og fleksibel biloplevelse.
Hypersquare® sætter retningen for fremtidens køreglæde
Kernen i POLYGON CONCEPT er det nyudviklede Hypersquare®-rat, der sammen med Steer-by-Wire-teknologi introducerer en helt ny måde at styre bilen på.
I stedet for et traditionelt rat anvendes en ny firkantet styringsenhed, der oversætter førerens bevægelser elektronisk uden mekanisk forbindelse mellem rat og hjul.
Systemet justerer automatisk styringen efter hastigheden: hurtige bevægelser ved lav fart og præcis respons ved højere hastigheder. Resultatet er en kombination af høj præcision, komfort og agilitet.
Steer-by-Wire filtrerer unødige vibrationer væk, men bevarer fornemmelsen af vejgreb. Teknologien er allerede velkendt i luftfarten og forventes at finde vej til serieproducerede PEUGEOT-modeller fra 2027.
Endnu mere køreglæde med et nyt PEUGEOT i-Cockpit®
POLYGON CONCEPT introducerer en videreudvikling af PEUGEOT i-Cockpit®, hvor føreren får alle informationer projiceret direkte på forruden via et Micro-LED-display bag Hypersquare®.
Denne løsning erstatter traditionelle instrumenter og skærme og giver et mere åbent og sikkert udsyn.
Føreren kan selv vælge visningsindhold og -tema, afhængigt af køremodus (Cruise, Fun eller Hyper). Displayet fungerer desuden som visuel kommunikation udadtil, idet bilens eksterne lys og grafiske effekter kan synkroniseres med interiøret.
Et design formet af lys
Med POLYGON CONCEPT er Micro-LED-teknologien også med til at forme PEUGEOTs nye frontdesign. Mærkets ikoniske lyssignatur med de tre kløer er gentænkt i et horisontalt layout, der tydeligt understreger PEUGEOTs design-DNA.
Lysspillet for- og bagtil er dynamisk og integrerer bilens lysdesign med dens digitale funktioner.
På bilens C-stolpe findes en dedikeret Micro-LED-skærm, som blandt andet viser bilens opladningsstatus. De geometriske linjer, den lave profil og det rene formsprog signalerer et nyt designkapitel for PEUGEOT.
Køreglæde handler også om farver, og POLYGON CONCEPT er derfor udstyret med legende farveelementer på karrosseriet, hjulene, sædernes skum og endda på de lasergraverede Goodyear-dæk.
Nyt interiørdesign med fokus på rum og lys
Uden det traditionelle instrumentbræt fremstår kabinen i POLYGON CONCEPT mere rummelig og indbydende. De store glasflader lukker lyset ind og understreger kabinens åbne design, hvor både fører og passagerer har frit udsyn til omgivelserne.
Interiøret kan tilpasses individuelle behov, og de forreste passagerer kan indrette deres plads med fleksible holdere til personlige genstande, fra høretelefoner til skateboards.
Sæderne er fremstillet i én sammenhængende form af 3D-printet R-PET-plast kombineret med specialudviklet støbt skum. Denne konstruktion reducerer antallet af komponenter og giver et rent, moderne formsprog, der følger bilens designfilosofi.
Fleksibel og personlig
POLYGON CONCEPT er udviklet med tanke på udskiftelige komponenter. Elementer som Hypersquare® rattet, hjuldæksler, sædeskaller og interiørdele kan nemt udskiftes eller farvetilpasses, så bilen kan ændres over tid frem for at blive udskiftet.
Selv dækkene, der er udviklet i samarbejde med Goodyear, kan lasergraveres med farver og grafik, og de indeholder indbygget SightLine-sensorer, som formidler data om vejforhold og dækstatus direkte til førerdisplayet.
Materialer med omtanke
Udviklingen af POLYGON CONCEPT har haft fokus på materialevalg, holdbarhed og effektiv brug af ressourcer. Store dele af kabinen er beklædt med et materiale af sammenpressede tekstilfibre, fremstillet af genanvendte bilsæder fra tidligere PEUGEOT-modeller.
Lakken indeholder komponenter fra genbrugte dæk, og mange dele som dørpaneler og hjulkapsler er produceret i 3D-printet R-PET, som er et genanvendt plastmateriale fremstillet ved hjælp af 3D-printteknologi.
Sæderne består kun af tre hovedelementer, hvilket gør bilen lettere, enklere at samle og nemmere at adskille ved endt levetid.
Hele konceptet er skabt med fokus på en enkel konstruktion og dele, der kan udskiftes eller repareres separat - en tilgang, der forlænger bilens levetid og begrænser materialespild.
Tre fortolkninger – én idé
For at demonstrere konceptets alsidighed præsenteres POLYGON i tre varianter:
- URBAN – kompakt og strømlinet til bykørsel
- PLAYER – sportslig og dynamisk
- EXPLORER – robust og klar til eventyr
De tre versioner blev første gang vist i den virtuelle verden POLYGON City på spilplatformen Fortnite – et eksperiment, der skal undersøge nye måder at præsentere bilinnovationer på.
Fremtiden formes nu
POLYGON CONCEPT er ikke blot et designstudie, men en testplatform for teknologier, som vil finde vej til fremtidige PEUGEOT-modeller.
Med fokus på køreglæde, effektivitet og ansvarlig udvikling peger konceptet mod en ny måde at tænke bil på – hvor teknik, design og brugeroplevelse smelter sammen i én helhed.
POLYGON CONCEPT indtager Fortnite
PEUGEOT udforsker nye platforme og inviterer både bilentusiaster og gamere til at opleve POLYGON CONCEPT i Fortnite.
På øen PEUGEOT POLYGON CITY, udviklet af Gameloft i samarbejde med PEUGEOT Design, kan spillere opleve en virtuel fortolkning af konceptbilen og dens unikke univers.
Øen er formet som Hypersquare® og fungerer som ramme for en række udfordringer og mini-games.
Spillerne kan optjene Tokens og bruge dem til at designe deres egen udgave af POLYGON CONCEPT med mulighed for at ændre blandt andet Hypersquare®, hjul, karrosserifarve og lyssignatur.
Fortnite-øen kan findes i spillets “Discover”-menu ved at indtaste koden 4592-5340-1652.
Emner
Kategorier
Wismo Group er en af Nordens største bilimportører og en pionér inden for mobilitet. Vi står bag importen af nogle af verdens førende bilmærker, herunder Peugeot, Citroën, DS, Opel, Fiat, Alfa Romeo, Jeep, Mitsubishi, Hongqi, NAVOR, Voyah, Exlantix, Leapmotor og Skyworth og vi servicerer markederne i både Danmark og Sverige.
Med logistikcentre i Greve og Stockholm håndterer vi distributionen af reservedele og tilbehør til et omfattende netværk af over 500 forhandlere og værksteder.
Wismo bygger videre på over 100 års ekspertise i bilbranchen, men repræsenterer samtidig mere end traditionel bilimport. Vi skaber innovative mobilitetsløsninger gennem digitale forretningskoncepter som Bilabonnement og leverer desuden attraktive serviceydelser til kunder via Quickpoint-værkstedskæden. Vores tilgang forener dyb forretningsindsigt, nytænkning og effektiv eksekvering for at skabe værdi for både kunder, partnere og fremtidens mobilitetsbehov.
Med Wismo skaber vi mobilitet, der er gennemtænkt, innovativ og ansvarlig – for en verden i bevægelse. Wise Mobility.