Pressemeddelelse -
Stærk debut for NAVOR E5 på det danske marked
Med en attraktiv kombination af funktionalitet, elektrisk effektivitet og god pris har NAVOR E5 markeret sig som en af de mest relevante familiebiler i plug-in hybrid-klassen. Med 352 indregistrerede eksemplarer i første kvartal af 2025 er NAVOR ikke blot det mest solgte plug-in hybridmærke inden for personbiler - E5 er også den bedst sælgende plug-in hybridmodel på tværs af segmenter med andel på 22,5 %.
"Det er altid spændende at introducere et nyt mærke, og det er derfor også meget tilfredsstillende at se, at NAVOR E5 rammer plet hos de danske bilkøbere. Vi er selvsagt glade for den positive modtagelse, og interessen hos forhandlerne er fortsat rigtig høj. Der er mange salgsmarkeringer og med endnu flere biler på vej til Danmark, ser vi positivt på udviklingen i de kommende måneder," fortæller Christine Green Viffert, produktchef for NAVOR hos Wismo Group.
Alt-i-én SUV til den moderne familie
NAVOR E5* er skabt til den moderne familie med behov for både plads og effektivitet. Den byder på syv sæder, fleksibel kabineindretning og moderne udstyr som 12,3” infotainmentskærm med trådløs Apple CarPlay/Android Auto, bakkamera og el-sidespejle, mens kabinen er indbydende med soltag, kvalitetsmaterialer bl.a. i form af elektriske sæder i dellæder og multifunktionsrat. Drivlinjen kombinerer en 1,5-liters benzinmotor med en kraftfuld elmotor og prioriterer elektrisk kørsel i hverdagen. Batteriet på 17,52 kWh giver op til 70 km rækkevidde på el, mens regenerativ bremsning er med til at øge effektiviteten yderligere.
Christine Green Viffert vurderer, at NAVOR E5 udfylder et hul i det danske marked:
”Den stærke salgsstart viser, at kunderne i stigende grad efterspørger modeller, der både matcher dagligdagens krav og tilbyder en overgang til elektrisk mobilitet. Her rammer NAVOR E5 en unik position i markedet med syv sæder som standard, en meget konkurrencedygtig pris og hele 6 års fabriksgaranti**. Det gør den særligt attraktiv for familier, der ønsker en rummelig og effektiv plug-in hybrid til en fornuftig økonomi.
Forbrug*: 83 km/l. CO₂: 28 g/km. Elektrisk rækkevidde*: 70 km. Halvårlig grøn ejerafgift 420 kr. Opladningstid under optimale ladeforhold v/ normalopladning, 0-100%: 5 timer og 20 min. ved max ladeeffekt (3,3 kW 16A). Prisen er ekskl. metallak og gælder så længe lager haves. *Påvirkes bl.a. af kørestil, vejrforhold og tilvalg af udstyr mv. **Eller 150.000 km, alt efter hvad der indtræder først.
Kategorier
Wismo Group er det nye navn for K.W. Bruun Import, en af Nordens største bilimportører og en pionér inden for mobilitet. Vi står bag importen af nogle af verdens førende bilmærker, herunder Peugeot, Citroën, DS, Opel, Fiat, Alfa Romeo, Jeep, Mitsubishi, Hongqi og Voyah, og vi servicerer markederne i både Danmark og Sverige.
Med logistikcentre i Greve og Stockholm håndterer vi distributionen af reservedele og tilbehør til et omfattende netværk af over 500 forhandlere og værksteder.
Wismo bygger videre på over 100 års ekspertise i bilbranchen, men repræsenterer samtidig mere end traditionel bilimport. Vi skaber innovative mobilitetsløsninger gennem digitale forretningskoncepter som Bilabonnement og leverer desuden attraktive serviceydelser til kunder via Quickpoint-værkstedskæden. Vores tilgang forener dyb forretningsindsigt, nytænkning og effektiv eksekvering for at skabe værdi for både kunder, partnere og fremtidens mobilitetsbehov.
Med Wismo skaber vi mobilitet, der er gennemtænkt, innovativ og ansvarlig – for en verden i bevægelse. Wise Mobility.